Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Landskabet sluger os. Elva fører bilen sikkert gennem sving og kurver, som havde hun ikke bestilt andet. Hun nyder tydeligvis at køre. Selv sidder jeg på passagersædet og indtager synet af bølgende marker, grønne enge, får, køer og stengærder. Vilde blomster danser i grøftekanten, de røde valmuer har fået selskab af cikorie med sine klare... Continue Reading →
Så detaljeret er drømmen, at jeg opdager det sent. Det er bare en drøm. Vores møde og de søde detaljer, vores elskov, maden og vinen. Skibet på det åbne hav. Den blå himmel. Det var så let og så naturligt, at det gør ondt at vågne og opdage, at det aldrig rigtigt skete. Kun i... Continue Reading →
Den dybere vandring bringer mig ind i en sfære af taknemmelighed. Det sker bare og jeg begynder at sætte pris på alle de små ting, der egentlig er de store. Rutinerne fra det øjeblik, jeg slår øjnene op og nægter at tage på tanketur ind i problemer. Jeg trækker vejret dybt og forankrer mig i... Continue Reading →
Det er på det tidspunkt, at jeg beslutter mig for at tage en dybere vandring. Jeg har lagt mærke til, hvordan mine tanker søger problemer som møl søger flammen. Det sker fra første færd, fra det øjeblik, hvor jeg slår øjnene op og hvis jeg ikke er vågen, kan jeg let ryge i fælden. Jeg... Continue Reading →
Let regn falder, da jeg lidt i 6 går ud af havelågen og gennem klitterne ud til havet. Det var varmt i går, men nu har et skydække lagt sig til rette og luften er kølig på en behagelig måde. Jeg smider min badekåbe i sandet og går ud i bølgerne, hvor jeg lader mig... Continue Reading →
Når man skriver rejsedagbog og lytter til sjælen, begiver man sig på en inderlig rejse. Et eventyr. Det eventyr har mange farver. Uanset, hvad man beslutter sig for, kan man ikke undgå regnvejrsdage og dage, hvor man går i modvind. Det findes ikke uden. Eventyret. Jeg har sovet dårligt og vågner brat sidst på natten.... Continue Reading →
Der er dage, hvor det blæser op og hvor vinden rusker i sjælen. Der er nætter, hvor man vågner og hører grene banke på vinduet. Nogen er derude. Jeg står op og trækker gardinet til side, søvndrukken og alligevel vågen. Lyset er ikke til at tage fejl af. Det er fuldmåne og huset kaster sin... Continue Reading →
Det småregner og denne morgen går jeg alene til havet for at bade. Skyerne hænger tungt over landskabet, dovne drypper de dråber. Mine klipklapper laver deres lyd, mens jeg går gennem klitterne. Hybenroserne dufter skønt. Det er en sanselig morgen, men køligere end det har været længe. Jeg er alene, hverken Elva eller Caitríona er... Continue Reading →
”Jeg kommer til at savne dig” siger jeg til Oonagh, mens vi står på stranden på junis sidste dag. Det er lettere overskyet og brisen er kølig. Jeg har taget min badekåbe på og skutter mig lidt. ”Ditto” smiler hun, ”det har været en fornøjelse. Men du har fået to nye badevenner. Elva og Caitríona.... Continue Reading →
Der sker et skift i energien. Jeg ved ikke, om det skyldes Caitríonas uventede ankomst eller det er højsommeren, som tager over. Vendepunktet er sket. Lyset er nu aftagende og mørket vokser i det stille. På nuværende tidspunkt kan man hverken se eller mærke det og dog. Tonen er en anden. På Pensionatet er endnu... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 