Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
December vokser mørket stort. Skrivelyset brænder. På himlen ses en sprække af lys i en variation af grå. Jeg ser ud af vinduet med blødt fokus og forsøger at lade mig indfange. Af en tone. Af en sang. For intet er skønnere end at blive ét med det langsomme daggry. Det er jeg klar over... Continue Reading →
Jeg kan mærke det, så snart jeg vågner. Kroppen er træt, men hovedet er allerede i gang. Det er slingrekurs og jeg sætter hælene i. Mine muskler spænder, jeg får ondt i baller og knæ. Healing sker langsomt og pludselig føler jeg mig som en lus mellem to negle. Kroppen og tankerne. Et ego, der... Continue Reading →
De fortællinger, du skrev engang? De fortællinger, som gik i glemmebogen. Har du læst dem for nylig? Kan du huske, hvad du skrev engang? Hvordan historiemedicinen gik i dit blod, kyssede dine ører og åbnede dit hjerte? Hvordan det, du skrev, kom bag på dig med sin forunderlige kraft og evne til at ramme lige... Continue Reading →
Bøgerne er arrangeret på bordet blandt nedfaldne blade. Vi bruger ikke tid på at nærstudere titlerne, men vi lytter til følelsen af, at de ligger præcis, hvor de skal. At det er de perfekte bøger til bordet på Peregrinas Café. Selvfølgelig er jeg nysgerrig, jeg har lyst til at kaste mig over de bøger, som... Continue Reading →
”Vi ærer november og det afspejles på Peregrinas Café” siger Caoilinn over cappuccino og en bladbagel. Det er søndag og vi åbner om en time. Fleur er med, hun logrer under bordet og slikker de krummer i sig, som finder hendes vej. I baglokalet har Caoilinn tændt stearinlys, vi har siddet her en stund og... Continue Reading →
Fortællerskens Årshjul - Cyklisk skriveforløb - Nye deltagere starter den 1. december 2025 - sidste måned med jubilæumsrabat
Åh at være vinter, skrev jeg i min rejsedagbog, med ved jeg egentlig helt, hvad det vil sige? I mine tanker jonglerer jeg med gøremål og måder, jeg kan ære min intention på. Hvordan jeg kan kombinere mit job på Peregrinas Café med det dybe kald fra mine rødder, det indre, jordiske, den sorte muld.... Continue Reading →
Når det er for tidligt at sætte ord på, men når sjælen ved. Når to sjæle ser på hinanden og forstår uden at forcere og forsøge at italesætte det, der blot er en gnist, en glød. Sådan er det for Caoilinn og mig i det øjeblik, hvor hun husker os på, at vi kan støtte... Continue Reading →
Det går langsomt nu, farten sættes ned og blade falder. Jeg står i en lysning i skoven og ser det ske. Med bøjet nakke og blikket vendt mod trætoppene er jeg vidne til de dansende blade, der slipper et efter et. Mine støvler er plantet i muld og naturlig kompost, mit hår er samlet under... Continue Reading →
Ørnen er landet. Et sted i mit indre vibrerer hans kraft. Det budskab, der altid har været tilgængeligt for mig, når jeg kom for tæt på noget og ikke kunne se. Følelsen af luft under vingerne. At løfte sig fra tilsyneladende besværligheder og finde et nyt perspektiv. Det er nemt for mig at snuble i... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 