Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Lad hende skrive gennem dig, hører jeg kroppen hviske bag uro og fragmenter af frygt. Slap af i armen, holdt lidt blødere om pennen og lyt dig ind, så du kan høre hendes stemme. Brigid er her. I lyset fra den blafrende flamme på baggrund af kulde og sne. Det handler ikke om, hvordan du... Continue Reading →
And so it is, siger en kvinde, som ligner en bjørn. Hendes rødbrune hår som en tyk krans om hovedet, de årvågne øjne og måden, hun bevæger sig på. Hun trasker gennem tung sne med langsomme bevægelser, hun skynder sig ikke, men hun kommer min vej. Jeg står som forstenet, i min varme vinterfrakke fryser... Continue Reading →
Nogen har begravet månen, skriger de to gæs, mens de flyver over himlen. Det skete for længe siden, men smerten er der endnu. For månen kan man ikke gemme bort. Dens lys finder vej gennem revner og sprækker og det er de små huller, du skal finde i dig selv nu. Lad din måne skinne.... Continue Reading →
Der går nogle dage. Det går meget godt. Vinter har vokset sig stærk, frosten er hård. Men der er lys, der er gåture, dyr og fugle, der følger på vej. Ravnen i skoven, bukken der spankulerer forbi køkkenvinduet i blåt tusmørkelys. Det er smukt og en del af hende er fortryllet. Hun tegner, hun tager... Continue Reading →
Sne fyger, kulden er skarp som en kniv. Det er vinter nu. Vinter som i gamle dage med frost og snedriver, iskolde kinder og tårer, der fryser til is. Hun møder ravnen ud på eftermiddagen, da hun går tur. På det tidspunkt har mismod lagt sig om hende og får hende til at holde varmen.... Continue Reading →
Nu simrer den gamle cauldron over ilden i brændeovnen. Køkkenet er lunt, badet i lyset fra ilden og stearinlysene på bordet. Der er kaffe i kruset og blåbær strøet gavmildt over den lune grød. Kokosolien er smeltet og har lavet en sø i grødens midte. Et landskab toner frem. Varmen i køkkenet er søvndyssende efter... Continue Reading →
Det går op og ned, det går ud og ind. Rytmen skifter, der er omkvæd og forunderlige vers, der er lange strofer og bløde pauser. Der er musik. Og musikken varierer, skifter mellem dur og mol, bølger mellem toner og har forskellig kraft og tryk. Allegro, Adagio, Crescendo, Staccato, Con Meto. Tag ikke noget for... Continue Reading →
På et tidspunkt må du spørge om hjælp. Du klarer det ikke alene. Og så tror de fleste, at det handler om at involvere andre mennesker og spørge dem til råds. Du får deres syn på sagen. Nogle påstår, at de ved bedre end dig. De er hurtige til at rådgive, de behøver end ikke... Continue Reading →
”Vent lidt med at drage konklusioner” siger Uglen i det gamle egetræ. Det er nat, det er mørkt og tåget. Stjernerne er gemt bag grå dis. Jeg er træt, vågen og endt på et sted, hvor jeg har været før, men denne gang har jeg ingen kræfter til at gå videre. Ingen lindrende ord kommer,... Continue Reading →
December vokser mørket stort. Skrivelyset brænder. På himlen ses en sprække af lys i en variation af grå. Jeg ser ud af vinduet med blødt fokus og forsøger at lade mig indfange. Af en tone. Af en sang. For intet er skønnere end at blive ét med det langsomme daggry. Det er jeg klar over... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 