Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Der er gang i simregryden, jeg sysler med sommerens intuitive skriveskole. Meget fint lander i min sfære og jeg inspireres. Ikke af noget ydre, ikke af frygt eller manipulation, men fra et sted, hvor sjælen synger. Mit udgangspunkt er, hvad jeg selv har brug for og trænger til i samklang med min indre pige, mit... Continue Reading →
Jeg tager min byrde og lægger den på kanten af klippen. Her forlader jeg min sorg. Det er en tåget morgen, kulde og varme mødes ved Forårsjævndøgn. Træthed mærkes, vinter satte sine spor. Fortiden ligger bag mig. Jeg traf mine valg, jeg fulgte hjertets vej. Det har været en lærerig rejse, men nu er jeg... Continue Reading →
Kan du være med ubehaget på tærsklen? Bare mærke at det findes uden at vikle dig ind i dets tråde? Uvisheden er en kløft, en afgrund foran dig. Men det er samtidig et løfte om fornyelse og håb. Tæt på Forårsjævndøgn, et tidspunkt for balance. Når Forårsjævndøgn eller Ostara, som tidspunktet også kaldes, indtræffer, bevæger... Continue Reading →
Det velkendte rhhåå, en sten falder fra min sjæl. Dump lyd høres, da sten rammer vandet. Plask. Det er en god lyd, en af dem, der får læberne til at vibrere. Et smil formes, da ravnen rammer min sfære som sten ramte vand. Hun kommer med foråret, glidende over himlen med sine karakteristiske vingeslag. En... Continue Reading →
“Man skal da ikke skynde sig i marts” siger hind, hun står på stien foran mig. I krattet ses bregner og nyt græs, der har fundet vej gennem mulden. ”Hvis man da overhovedet skal skynde sig?” ”Det skal man vel nogle gange. Du har da også brug for at flygte og gemme dig bort?” ”Tja,... Continue Reading →
Måske kender du det fra dig selv? Du vil så gerne have noget til at ske på en bestemt måde. Faktisk kan du slet ikke forestille dig det anderledes. Men det sker ikke rigtigt eller også opstår der hele tiden forviklinger, forsinkelser og intet bliver, som du havde håbet. Alligevel hænger du i. Du vil... Continue Reading →
”Alle brikkerne vil falde på plads” siger høgen og betragter mig fra pælen i hegnet. ”Du behøver ikke at gøre noget. Faktisk er det bedst, hvis du træder til side. Du har sået dine frø og snart er det tid til spiring. Snart er et nøgleord, det er ikke endnu. Og her kommer din tålmodighed... Continue Reading →
De sidste dage af februar blev tilbragt på kanten til havet bag klitterne et sted. Et sted, hvor hun blev holdt af tåge og et landskab, der ikke lod sig nøjes med tilsyneladenheder. Således talte det åbne klitlandskab til hendes sjæl, det sted, hvor hun befandt sig på en tærskel i tågedis. Havet sang for... Continue Reading →
Det er en af februars fortællinger. En af dem, der skrives, når det er mørkt. Når natten kommer snigende og søvnen tøver, når stjernerne blinker på himlen stor. Endnu er det vinter. Endnu er det koldt. Hun er træt, men kan ikke sove. Noget står i vejen, hun vender sig og gribes af drøm. Det... Continue Reading →
Når vi giver os selv lov til at øve os og træne, så forventer vi ikke et bestemt resultat. Træningen er målet. Øvelsen. Vi smører vores skrivestemme, når den får lov at synge forskellige toner og langsomt opdager vi, hvor vi har vores styrke og hvilke fortællinger, der passer godt til os. Men vi vælger... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 