Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er en gave og en glæde at have Brónach i baghaven, som Elva engang pointerede. Men i dag er det Brónach, som kommer gående langs stranden med sin krogede vandrestav i venstre hånd. Den grønne frakke flagrer i vinden, det grå hår smyger sig ud under strikhuen, hun vinker og Fleur sætter i fart,... Continue Reading →
og er draget af mit univers, hvis din skrivelængsel kalder, så tag et kig på mine intuitive skrivekurser og skriveworkshops og kom med, sæt din indre fortællerske fri. Du øver dig på at lytte til din indre stemme, du lærer at skrive fra sjæl og hjerte. Alle mine skrivekurser og workshops er for kvinder med... Continue Reading →
Angharad forsvinder ligeså pludseligt, som hun kom. Der sker ikke mere kattemedicin den dag. Men jeg går med hendes ord og færdes i hendes sfære, øver mig på at lade min krop være blød og stærk på samme tid. Smidig er et godt ord. Det skriver jeg i min rejsedagbog. Smidighed er muligvis en nøgle.... Continue Reading →
Hun trives i skyggen og bag de store træer. Sjældent har hun behov for at råbe højt eller færdes i flok. Hendes pen er stærk og hendes stemme har dybe rødder. Hun er ravn og hun er ugle. Hun kan anderledes fortællinger om livet og det, der bor under overfladen. Dybet skræmmer hende ikke, det... Continue Reading →
Jeg finder kortet på trinbrættet til bilen. Fleur og jeg skal til Allesteds Cirkel, det er først på formiddagen, vinden er urolig. Det er både varmt og køligt afhængig af, om man opholder sig i sol, skygge eller om man er ude i vinden. Jeg havde næsten glemt dem. Kortene. Tanken om at være til... Continue Reading →
Maj er frodig dejlighed. Maj er tidlige morgener, hvor lyset finder sprækker og siver ind. Maj er fuglesang, blomstring og blæst fra øst. Eidheann, siger jeg til mig selv, da jeg vågner tidligt og ligger stille i håb om at falde i søvn igen. Du skal nyde det nu. Ikke som en bebrejdelse, men en... Continue Reading →
Eftersom du ikke har ordet, bliver det som i drømmen. Du vil finde dem i landskabet. Muireanns ord lyder i mit hoved, da jeg med kortet i hånden trasker hjem. Fleur løber som altid i forvejen, den fødte stifinder. Kortet fandt hun også. Det forestiller en kvinde i tusmørke. Hun har langt lyst hår og... Continue Reading →
Månerester og iskold vind. Fleur og jeg går tur ved havet på februars første dag. Det er morgen, som altid traver vi en tur efter morgenmaden. Vi forlader den varme ild i køkkenet og går ud i vejret. Vinter, februar er kommet, det er Imbolc og ofte det koldeste tidspunkt på året. Men under jorden... Continue Reading →
Lyset er en tøvende sang, en stemme, der skal finde sit leje. Mørket er sorte tangenter, kontrasten, dagen er en diset drøm. Jeg vågner tidligt og ligger lidt i mørket, i fodenden snorker Fleur. Uden at kigge på uret på mit natbord, ved jeg at det er for tidligt at stå op. Jeg gør det... Continue Reading →
Apropos frænder, så skal man ikke kimse af solsorten. Den tilsyneladende helt almindelige fugl, som man ofte møder i sin have eller på villaveje i provinsen. Jeg så ham ofte ved æbletræet i haven på Pensionatet, men måske er han fløjet med gennem tid og rum, for han kommer ofte til syne udenfor køkkenvinduet. Jeg... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 