Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Det handler om at huske” siger Each som er hest. Det ved hun om nogen. Hun husker de åbne vidder, vinden og solen, der rejser mod syd. Hun husker energien og mærker den. Derfor er det hende, der kommer susende ind i min sfære i dag, lyden af hove kysser mine ører. ”Huske?” ”Hvem du... Continue Reading →
”Guddommelig opgradering”, siger svanen, der er fløjet ind i min sfære. ”Tag imod.” Jeg står i solopgangen, der er frost i græsset og solsortesang. Natten var fuld af mærkelige drømme, nu står jeg her på kanten af en ny dag. Lyset er blegt, en stemme hvisker, en anden synger. Sagte musik fylder sprækken. Så vokser... Continue Reading →
Jeg møder uglen i skumringen. Hun kalder og jeg går ud. Tusmørkelys, det er ugletid, hun vil sige noget til mig. Hun sidder i egetræet, mens solen går ned. Mod syd er lyset dæmpet, mod vest rødmer himlen en sidste gang. Så overlades natten til stjernerne. ”Du er ved at lære det” siger hun anerkendende... Continue Reading →
De kommer allerede inden jeg er hjemme igen. Fortællingerne. De snor sig som slanger, de synger som fugle og en stemme fører historien på vej. Jeg smiler, det er morgen, frost, solen hænger dovent i disen. En af fortællingerne leger med D-ord, find på nogle, griner den og jeg foreslår dejlig. Dvæle. En solsort stemmer... Continue Reading →
Som inde så ude. Han træder ind på gårdspladsen. Bukken. Det er tidlig morgen, jeg sidder med min kaffe og kigger ud af vinduet. Så kommer han løbende ind i min sfære, stopper op og står helt stille. I kostbare sekunder udveksles energi og jeg ved. Det er en ny begyndelse. Efter kort tid går... Continue Reading →
Hun bringer mig et tæppe af tid, folder det ud for mine fødder og beder mig om at træde ind. ”Du er kommet ud af takt” siger hun og smiler. Det er et varmt smil uden bebrejdelse. Hun ved, hvor let det er at miste fodfæstet og snuble over lave gærde. ”Jeg så det ikke”... Continue Reading →
”Du giver os ikke tid nok”, siger Hind, som står i morgenrøden. Smukt er det, når hun træder ind på den sti, der bærer mig. Træerne har knopper, en glød af lysegrøn pryder skovbrynet. Der står hind og taler til mig. ”Ikke tid nok?” spørger jeg og føler mig ramt. Er jeg igen blevet for... Continue Reading →
Tidlig morgen, vi går gennem landsbyen, sol i øst og frost knitrer. Det er her, jeg hører hende hviske. En brise går gennem mig, hendes stemme er som varmen fra solen, der smelter frosten bort. ”Ha’ en venlig dag.” En venlig dag. Hun kommer i rette øjeblik, jeg er på vej ud af et sidespor,... Continue Reading →
Det er kun få uger siden, at jeg gik i tænkeboks i forhold til sommerens intuitive skrivekursus. Hvordan skulle det være i år? Jeg lagde forsigtigt tanker og ideer ned i min magiske simregryde, the cauldron og lod gryden stå lidt over lavt blus. En ting vidste jeg med sikkerhed. Det skal være et skrivekursus... Continue Reading →
”På samme måde som du sidder her nu, kan kvinderne på skriveretreat møde mig i køkkenet til en kop kaffe og en snak. De kan spørge mig om hvad som helst. Intuitivt rådgiver jeg hver enkelt og inviterer dem til at skrive sig ind. De får tillid til deres intuitive pen. Her ved brændeovnen i... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 