Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Det er på tide at du skifter spor, så du kan begynde at huske alt det, der vil være godt for dig at huske. I det ligger der en helt særlig kraft.” Muireann bider i resten af sin tranebærcookie, den eksploderer og hun slikker krummer af læben. Resten ligger på bordet ved siden af kaffekop... Continue Reading →
”Kom ind Eidheann. Jeg har set dig!” Stemmen er en østenvind af drilsk kvindekraft. Den blander sig med regnen og sender dråber min vej. Direkte ind i ansigtet, jeg kniber øjnene sammen og smager på et par, som har lagt sig på overlæben. Mine varer bliver våde, jeg ignorerer stemmen og åbner bagklappen på bilen,... Continue Reading →
Jeg giver mig tid i skumringslys, dagen kommer langsomt som et suk fra dybet. Rejser sig stille, ingen hastværk, let dis slører udsynet og fugt trænger sig på. Skiftet er markant. De sidste rester af sommer tages af vinden, der puster sig op i vest. Tid. Skumring. Daggry. En rejsedagbog med læderomslag og sider med... Continue Reading →
Uglen kalder ved Efterårsjævndøgn, så bliver hun stille. Trækker sig tilbage til natteskoven og lader mig simre med det, hun efterlod. Senere mødes vi igen. Brónach inviterer til ceremoni ved Efterårsjævndøgn og siger henkastet, at jeg jo kan invitere to af mine bekendtskaber fra Allesteds Cirkel. Så vi er fire i cirklen. Eller fem for... Continue Reading →
”Du skal bare kende fordelene ved ulemperne.” Uglens ord simrer i min gryde, den indre, de bobler lidt og sender lattergas min vej. Jeg smiler et smil, der krakelerer og bliver stort. Fleur betragter mig og logrer med halen, hun er helt tunet ind på mine vibes. Jeg klør hende bag øret og lover en... Continue Reading →
Tæt på fuldmåne falder søvnen på gulvet og bliver til små skår af glæde. Det er en forunderlig oplevelse. Jeg plejer at være irriteret, når det sker, jeg har brug for min søvn og det har ofte været mit fokus. Manglen på samme. Denne gang sker noget andet, jeg rejser mig op i sengen, letter... Continue Reading →
Det er efterår nu, vi er midt i september og inden længe er det både fuldmåne og Efterårsjævndøgn. Mørket vokser og ligeså stille vender vi os indad med større fokus på det indre rum. Og det er lettere, når lyset gradvist forsvinder. Hvis vi forbinder os til den naturlige cyklus, er det faktisk slet ikke... Continue Reading →
Angharad kommer og går, dukker op på de særeste steder, ser, hvor jeg går. I landskabet giver hun sig ikke til kende, men vender ryggen til. Halen svinger i bløde bevægelser, et med det bølgende græs i klitterne. Jeg smiler, hilser på hende uden ord, når Fleur og jeg går vores ture. Ingen aftaler, ingen... Continue Reading →
Angharad forsvinder ligeså pludseligt, som hun kom. Der sker ikke mere kattemedicin den dag. Men jeg går med hendes ord og færdes i hendes sfære, øver mig på at lade min krop være blød og stærk på samme tid. Smidig er et godt ord. Det skriver jeg i min rejsedagbog. Smidighed er muligvis en nøgle.... Continue Reading →
Fredag kommer, lyset glider op i horisonten, natten var varm. Østenvinden er stadig på spil, vedholdende og urokkelig i sin intention. Det må man beundre. Vi spiser morgenmad i køkkenet, Fleur er hurtigt færdig, men i dag skænker jeg mig tid. Den slags tid, der ikke har en bagkant. Den slags tid, der ikke forstyrres... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 