Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Jeg kører fra Allesteds Cirkel med indkøb, hund og havkort. Kortet ligger på passagersædet med forsiden opad. Billedet af havet i dybblå farver og grøn. Jeg tænker på Poppys ord og forklaring. At være vært for havet i mig selv. Det smukke dyb. Indrømmet, det var hende som sagde det og ikke jeg. Men nogle... Continue Reading →
Hvem skulle have troet det? Brónach er min nye mentor. Jeg tygger på tanken, da jeg spiser morgenmad under skyer på terrassen ved mit hus. Det er sommer, men vejret er ustadigt og lover ikke noget. Alt kan ske og jeg resignerer, mens jeg lægger uldtæppet om mine skuldre og drikker kaffe i blåt krus.... Continue Reading →
At skrive og arbejde med ord og fortællinger er energiarbejde på præcist samme måde, som hvis du arbejder med shamanisme eller andre former for spirituelt arbejde, blot bruger vi på skriverejsen bevidst ordene og deres energi.
”Hvad mon er sket med Uglen og Brokkekvinden?” siger jeg til Fleur, mens vi forbereder vores måltid i køkkenet. Lyset nærmer sig, havet hvisker stille. I brændeovnen buldrer ilden og kaffen er klar. Fleur har spist sin mad og sidder nu forventningsfuld og venter på en bid af osten. Jeg bagte boller sidst på eftermiddagen... Continue Reading →
Det dæmrer, da jeg ved daggry går tur med Fleur langs stranden. Det dæmrer og månen synker stille i horisonten, den har gjort sit job og giver nu langsomt slip på lyset. En bid er forsvundet. Fleur løber glad foran mig, siksakker ind og ud mellem vand og sand og nyder hvert øjeblik. Det dæmrer,... Continue Reading →
Det er mørkt, glat, tøvejr nu og uanset, hvad jeg skriver, kan det ikke beskrive min dybe frustration over at være trængt op i en krog. Testet, prøvet og eksamineret med en følelse af at være dumpet. Jeg bestod ikke eksamen og er tilbage på et knastørt og goldt sted som føles meget værre end... Continue Reading →
Jeg fik aldrig præsenteret mig. Mit navn er Eidheann og jeg er fortællerske. I et år har jeg boet på et sted for rejsende kvinder, et pensionat. Det har været mit hjem og mit liv. Nu er en cyklus ovre og det er ikke muligt at holde fast. Jeg må bevæge mig videre. Det gør... Continue Reading →
Ikke alle bryder sig om november, men jeg er fan. Jeg elsker, når mørket kommer listende, når træerne har smidt de sidste blade, næsten, og når jeg tænder stearinlys og skriver mig ind. Jeg sætter pris på stilheden, overgangen til vinter og invitationen til at skabe rum til ro og fordybelse. Jeg nyder at holde... Continue Reading →
I de oktoberdage kommer stormen. Den hyler som en ulv og skubber træer og buske ind mod huset. Grene slår mod ruden i monotone trommeslag. Havet er uroligt, bølgerne vælter mod land og hybenbuskene bøjer sig for vinden. Græsset ser slukøret ud. Vinden vækker mig om natten, jeg ligger vågen i stykke tid og lytter... Continue Reading →
Nu sker der noget i naturen. Måske er det efteråret, som spejles i mig og forkølelsen er et tegn på, at kroppen sætter noget fri. Det sker altid bagefter, når noget er forbi. Den forsinkelse kan være svær at forstå, men den har perfekt timing. Næste morgen vågner jeg ved, at regnen trommer mod ruden.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 