Poesi og den spirende længsel

Engang for længe siden i de keltiske lande, betragtede man poesi som kanaliseret, en slags nedarvet hukommelse. Poesi (og fortællinger i øvrigt) var ligeså helligt og værdifuldt som clairvoyance, vision og spådom var det. Det var Brigids dag. Imbolc. Dagen, hvor vi fejrer lyset og blidt vækker det forår, som har slumret gennem vinteren. Det... Continue Reading →

Døråbningen

Den er skarp nu, solen. Kuglerund, jeg undgår at kigge direkte ind i den, men jeg fornemmer dens magt, mens jeg skriver og drikker kaffe. Det er en februardag fuld af selvtillid. Og jeg beslutter mig for at lade mig opfylde af den tillid og det mod, som solen udviser ved at stå op gang... Continue Reading →

En døråbning, en have

Hvorfor længes, når man kan skrive hver dag, var der en kvinde, som skrev til mig på Skrivehusets Facebook side. Og det har hun jo ret i. Hvorfor længes vi så inderligt efter noget, som vi faktisk bare kunne gøre? Det er så simpelt, for hele hemmeligheden ved at skrive handler primært om en ting:... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑