Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Det er en af de morgener, hvor noget er faldet i hak. Det mærkes som stille hvisken. Varmen er væk, kølig vestenvind blæser ind over havet. Jeg går på stranden inden morgenmaden, i modvind passerer jeg klitterne og står midt i blæsten. Skyer i gråhvide formationer flyver forbi og et par måger gør dem selskab.... Continue Reading →
Dagen før ”Stille nu” siger Willow May pludselig, da vi på majs fjerde dag sidder omkring spisebordet. Virginia har serveret frokost bestående af en nærende salat, brød og hjemmelavet hummus. Der er vand på kanden, hvor citronskiver og mynte svømmer omkring som havfruer. Stemningen er løssluppen og snakken går. Vi taler i munden på hinanden.... Continue Reading →
"Hvad hvis det eneste, du skal gøre nu er at acceptere dig selv fuldt og helt? Tillade hver eneste følelse at blive følt og passere, at mærke og tillade med kærlighed og medfølelse? Som Vanddragen sagde til dig forleden dag i Sverige: Så simpelt og dog det sværeste i verden." Det er Ravnen som er... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor man ved. Hvor man står på en tærskel med et ben i hver lejr og må vælge side. Hvad vælger man? Her er det at høgen lander blandt mælkebøtter, blinker en enkelt gang med øjnene og siger: ”Men hjertet er kun ét sted.” Pludselig er valget ikke så... Continue Reading →
”I dag skal du lære om grænser. Og om at sætte dem med respekt, fordi du ærer dig selv og dit hellige rum. Sæt dem med glæde og kærlighed. Hertil og ikke længere. Tidligere vadede andre ind over dine grænser, du turde ikke sige fra, men følte dig øm og invaderet.”Gåsen kommer flyvende med sin... Continue Reading →
“Tag det helt roligt kvinde” siger Gåsen i skrivelysets skær. ”Bare tag et skridt af gangen.” Vinden hvisker, bladene på bøgetræet rasler. Horisonten deler sig i to, en linje skærer igennem himlen som en kniv, en sprække af lys åbner sig. Dér står hun og ser ganske veloplagt ud. Gåsen. ”Det er længe siden” udbryder... Continue Reading →
Jeg forlader lunden og går tilbage til stien, som fører ud til hovedvejen. Her venter hesten Each på mig, hvis det altså er tid. Solen er stået op over trætoppene og da jeg har besteget en lille bakke, er der pludselig udsigt til gyldne marker og modent korn. Han står afventede på den anden side... Continue Reading →
På den indre rejse og ikke mindst på de svære steder, har vi brug for at læne os op af rejsebeskrivelser, fortællinger og ord, som beskriver det sted, hvor vi også befinder os. For på et tidspunkt ankommer vi til et sted, hvor vi endelig forstår det. Sjælen har ikke brug for adspredelse og for... Continue Reading →
Engang for længe siden i de keltiske lande, betragtede man poesi som kanaliseret, en slags nedarvet hukommelse. Poesi (og fortællinger i øvrigt) var ligeså helligt og værdifuldt som clairvoyance, vision og spådom var det. Det var Brigids dag. Imbolc. Dagen, hvor vi fejrer lyset og blidt vækker det forår, som har slumret gennem vinteren. Det... Continue Reading →
Den er skarp nu, solen. Kuglerund, jeg undgår at kigge direkte ind i den, men jeg fornemmer dens magt, mens jeg skriver og drikker kaffe. Det er en februardag fuld af selvtillid. Og jeg beslutter mig for at lade mig opfylde af den tillid og det mod, som solen udviser ved at stå op gang... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 