Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det har regnet gennem natten, i vågne øjeblikke lyttede jeg til dråbernes sang. Det er en beroligende lyd, den og så Fleurs lette snorken i fodenden af min seng. Huset er stille, havet holder øje med det, et roligt øje i den dybe nat. Jeg tænker på Freyja, da jeg står op og lægger brænde... Continue Reading →
Da jeg står op næste morgen er Freyja allerede oppe. Jeg finder hende i køkkenet, hvor hun har sat kaffe over og er ved at skære brød. Søndag er en hellig dag, lyset kommer stille og en ny dag finder vej. Freyjas rygsæk står i gangen og jeg er klar over, at hun er ved... Continue Reading →
Sådan går det til, at jeg sidder på Poppy’s Place og drikker kaffe sammen med Muireann. Man skulle næsten tro, at hun havde planlagt det. Vores møde. Ordene, der falder. Bortset fra at hun ikke kunne vide, at jeg kom. Med mindre … Jeg nægter at tro at Poppy og Muireann står i ledtog med... Continue Reading →
Samme nat drømmer jeg om hende. En kvinde iklædt sort kåbe med sommerfugle og blomster i spraglede farver. En kvinde med gråt hår, der blæser vildt i vinden og øjne som ravnens. Sorte som natten. Hun ser ind i mig og læser mig i sin krystalkugle. Smiler underfundigt og ryster på hovedet. Hvad har hun... Continue Reading →
Muireann Brigh sidder ved et bord i caféen. Jeg får straks øje på hende, da Fleur og jeg træder ind af døren. Der er flere gæster i caféen, det er frokosttid, caféen summer af stemmer, klirrende kopper og kaffeduft. Muireann kigger op fra sin bog og får øje på mig, hun vinker og jeg går... Continue Reading →
Månerester og iskold vind. Fleur og jeg går tur ved havet på februars første dag. Det er morgen, som altid traver vi en tur efter morgenmaden. Vi forlader den varme ild i køkkenet og går ud i vejret. Vinter, februar er kommet, det er Imbolc og ofte det koldeste tidspunkt på året. Men under jorden... Continue Reading →
På januars sidste dag vågner jeg tidligt og står op. Fleur følger glad efter. Udenfor er mørket blåt, vinden hyler og skyerne sejler i hast over himlen. Der er koldt i køkkenet og jeg skynder mig at tænde op i brændeovnen. Snart hoster kaffemaskinen sig selv i gang, jeg smører mig en ostemad og forbereder... Continue Reading →
Lyset er en tøvende sang, en stemme, der skal finde sit leje. Mørket er sorte tangenter, kontrasten, dagen er en diset drøm. Jeg vågner tidligt og ligger lidt i mørket, i fodenden snorker Fleur. Uden at kigge på uret på mit natbord, ved jeg at det er for tidligt at stå op. Jeg gør det... Continue Reading →
Apropos frænder, så skal man ikke kimse af solsorten. Den tilsyneladende helt almindelige fugl, som man ofte møder i sin have eller på villaveje i provinsen. Jeg så ham ofte ved æbletræet i haven på Pensionatet, men måske er han fløjet med gennem tid og rum, for han kommer ofte til syne udenfor køkkenvinduet. Jeg... Continue Reading →
Når man åbner sig for det, er der frænder alle vegne. De holder øje med dig, de kredser om dig, gemmer sig måske lidt for at betragte dig i det skjulte. Men de er dér. Til lands, til vands og på jorden. I sprækker, træer og på store sten. I huller, dybe skygger og når... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 