Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er en tærskeldag, der er ikke noget at gøre. Udenfor blæser en stiv pelikan, så at sidde i en solkrog med læ og læse Murakami er nok dømt udelukket. Jeg bliver skør af den vind og den er ikke særlig varm. Tilbage ved bordet i stuen hiver jeg min rejsedagbog frem og gør pennen... Continue Reading →
Tærsklen er et forunderligt sted. Ofte opdager man ikke, at man befinder sig i skumringszonen, før noget rumsterer indeni. Er det utålmodighed? En form for rastløshed? En følelse af, at dette sted burde være udforsket nu og at man har lært de lektioner, der var et krav for videre vej? Er det et spil? En... Continue Reading →
Der findes en solsikkemark et stykke nede af vejen. Gå mod højre og lad dine skridt føre dig på vej. Find ind i en god rytme, prøv dig frem, lad din krop guide. Du er på vej. Der findes en solsikkemark og den kalder på dig. Et gyldent kald af høst. Du ved det fra... Continue Reading →
”Vi er begge Peregrina” siger Elva. ”Det ved du godt, Eidheann. Det hele starter her. En ny begyndelse. Det eneste, jeg ved, at jeg nu har min magiske tevogn og at landevejen venter. Det næste skridt? Det vil vise sig, når jeg er dér, hvor det kan vise sig. Som et mærkbart indre træk. Det... Continue Reading →
Et intuitivt skriveforløb for kvinder (online) Fortællersken Peregrinas RejseEn heltindens rejse fra efterår og gennem vinterenIntuitiv skrivning og fortællingerHoldstart den 15. september 2024Varighed 6 måneder Et nyt Fortællersken forløb – et pennedyp dybere ✍️🍂❄️ Kom med på en skrivende pilgrimsrejse fra efterår og ind i vinteren. Kom, skriv og sæt din indre fortællerske fri. En pilgrimsrejse... Continue Reading →
Vi taler om det guddommelige, mens vi i aftensol mellem træerne spiser små retter arrangeret i farverige skåle. Vi har lavet maden sammen, men Brónach insisterede på, at vi tog køkkenet med udenfor. Vi bar grøntsager og ingredienser ud i eftermiddagens sidste stråler, inden den forsvandt bag granerne og kyssede æbletræet farvel. Alt gjorde vi... Continue Reading →
Hvem skulle have troet det? Brónach er min nye mentor. Jeg tygger på tanken, da jeg spiser morgenmad under skyer på terrassen ved mit hus. Det er sommer, men vejret er ustadigt og lover ikke noget. Alt kan ske og jeg resignerer, mens jeg lægger uldtæppet om mine skuldre og drikker kaffe i blåt krus.... Continue Reading →
Det er morgen, luften er tyk af fugt og torden truer. En nat med afbrudt søvn og klaprende vinduer får mig tidligt ud af sengen. Fleur springer op og er klar. Jeg kommer i tøjet, tøver og kan mærke at jeg skal noget tredje i dag. Det kalder i raslende trætoppe, det danser i lummer... Continue Reading →
”Du skal ikke forstå det, du skal danse det” siger Brónach under æbletræet. Her sidder vi i skyggen af solsortesang og musik fra klirrende kopper. En te som lindrer og køler. En te, som smager af hyld og diset regn. Jeg nipper til den lune drik og ser på hende gennem mit undrende filter. ”Det... Continue Reading →
Det sker på det tidspunkt, at jeg vågner op i sommeren. Selvom vejret er tvivlsomt og vinden kold, hører jeg hendes stemme. Vi er ude og gå morgentur, Fleur og jeg og noget bringer os rundt op huset, op af stien og ud på landevejen. Der står hun med sine venner, gule ansigter med hvidt... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 