Solsikkemarken

Der findes en solsikkemark et stykke nede af vejen. Gå mod højre og lad dine skridt føre dig på vej. Find ind i en god rytme, prøv dig frem, lad din krop guide. Du er på vej. Der findes en solsikkemark og den kalder på dig. Et gyldent kald af høst. Du ved det fra samme sekund, du slår øjnene op. Der er ingen tvivl. Alt i dig peger i den retning. Op af grusstien, ud på landevejen til højre, bare bliv ved med at gå.

Fleur er i snor, som hun altid er, når vi færdes på hovedvejen. Det passer hende fint, hun får lov til at snuse, men er også god til bare at gå. Jeg fortæller hende, hvor vi skal hen, brune øjne søger mine, et glimt af forbindelse og så er vi på vej. Kaffe er drukket, morgenmad spist. Søvnen var sparsom i nat, det blev sent og måske fik jeg et glas vin for meget? Alt det, som vi talte om, det de tre vise kvinder sagde. Brónach, Pippa og jeg. Det fylder i min morgenkrop.

”Hvad i alverden skal vi på en solsikkemark?” siger den del af mig, som er træt. Pirrelig og irriteret over at følge et meningsløst spor. ”Hvorfor sov jeg ikke længere? Var det slet ikke muligt?”

Jeg ryster på hovedet, det ved du jo godt. Morgenfuglen synger, selvom den kom sent i seng. Vi kan gå tidligt i seng i aften. Tage en lur efter frokost, falde i søvn i en lænestol. Den anden del af mig er ikke træt. Den er fokuseret. Følger et subtilt spor, en indre guidning, hun ikke stiller spørgsmålstegn ved. Det var det, vi talte om i går, da aften blev til nat og stjernerne kom frem på himlen. Det var det, vi vidste, da bålet brændte ud. Det kræver ingen forklaring. Det er bare. Din sandhed, din intuition.

Nu får jeg øje på den i regndisen. Solsikkemarken. Indrømmet, den så mere indbydende ud i det gyldne lys på tærsklen til opvågning. Svøbt i det særlig augustlys, der bugner af overflod og høst. Tyk Buddha i guld smiler. For hvad betyder lidt finregn, når man er guidet? Jeg smiler og dasker til den del af mig, der har masser af svar på det. Hun trasker efter, slæber benene, slår ud med armene og går i stå.

”Det er fint nok” siger jeg, «bliv du bare stående her. Eller endnu bedre, gå hjem i seng. Gem dig under dynen. Ja, for jeg kan vel ikke være så heldig, at jeg helt slipper for dig nu?”

Det svarer hun ikke på, den trætte. Jeg kan høre hendes tunge skridt, da vi nærmer os marken, hvor solsikkerne bor. Hun er alligevel nysgerrig nok til at følge med. Trætheden er bare et filter. Jeg stopper op, venter på hende og giver hende et knus.

”Det skal nok gå alt sammen” siger jeg og lyder som en mor. ”Du er bare træt. Træthed er velkommen. Vil du med ind på marken eller vil du hellere blive her?”

Træthed forsvinder, solsikkerne byder velkommen med knejsende hoveder i gult. Deres opmærksomhed er rettet mod mig, ren og åben. Blomsterhoveder lytter og indhyller mig i sensommerduft, skærpet af regnen, lyden af stemmer er intens. De synger. Det kan jeg høre nu, sangen smyger sig om mig og gør mig blød. En krage flyver forbi og siger henkastet, at jeg befinder mig på rette sted. Hvis jeg altså var i tvivl. Kvinde i solsikkemark. Præcis hvor hun skal være i dag.

”Eidheann. Vær velkommen her. Vi kaldte på dig for at forsikre dig om, at du ikke har gjort noget forkert. Du har ikke forpasset en chance eller overset noget på din vej. Det, du oplever lige nu, er en velkendt impuls til handling. Det evige forfølgelsesløb.”

Et solstrejf glider ud bag en sky og lader sin projektør ramme en af de største solsikker. Det er den blomst, som tager mikrofonen nu. Roligt taler den til mig, mens de andre messer i baggrunden. Et munkekor af blomster, tonerne er milde, en beroligende sang.

”Det er tid til at skifte gear” siger den store solsikke. ”Du behøver ikke at søge længere. Det, du søger, er på vej til at finde dig. Men jag det ikke, det udskyder blot processer og skræmmer glæden bort. Stol på dit hjertets magnet.”

”Mit hjertets magnet?” Jeg slår ud med armene og rammer et par af de nærmeste solsikker. ”Åh undskyld, men jeg er ikke sikker på, at jeg forstår?”

”Du forstår” siger solsikken i projektørlyset, der nu falmer igen. Støvregn falder.

”Og kæreste Eidheann, vi kan altså ikke blive ved med at repetere den samme lektion.” En af de mindre solsikker er blevet utålmodig, med høj stemme lader hun sin mening træde frem.

”Bær det nænsomt tilbage til hjertet, kom til stede i din kloge krop.”

Jeg forlader solsikkemarken med mit budskab og Fleur i snor.

Lene Frandsen ©️
Fortællingen fra Huset ved havet
9. august 2024

The Journey by Mary Oliver

One day you finally knew
what you had to do, and began,
though the voices around you
kept shouting
their bad advice—
though the whole house
began to tremble
and you felt the old tug
at your ankles.
“Mend my life!”
each voice cried.
But you didn’t stop.
You knew what you had to do,
though the wind pried
with its stiff fingers
at the very foundations,
though their melancholy
was terrible.
It was already late
enough, and a wild night,
and the road full of fallen
branches and stones.
But little by little,
as you left their voices behind,
the stars began to burn
through the sheets of clouds,
and there was a new voice
which you slowly
recognized as your own,
that kept you company
as you strode deeper and deeper
into the world,
determined to do
the only thing you could do—
determined to save
the only life you could save.

Hvad har inspireret til Peregrinas Rejse?

Hvad har inspireret mig til at skabe Fortællersken Peregrinas Rejse? Det har min egen rejse og det sted, hvor jeg befinder mig nu. Et sted, har jeg opdaget, hvor jeg ikke er alene selvom det kan synes sådan, for jeg oplever, at der er mange andre kvinder som mig. Nogle af dem deltog på Intuitiv Sommerskriveskole i vandets univers, andre har skrevet til mig, været med på mine skriveworkshops eller i andre forløb.

Vi står på en tærskel. Et sted, hvor en rejse starter på ny.

Pludselig stod hun der i aftenlyset

Forankret i den keltiske tradition som jeg er, er jeg bekendt med Peregrina. Og hun dukkede pludselig op i aftenlyset, en dag hvor jeg var i tvivl. Hun var det svar, jeg søgte og hun var den, jeg ledte efter. I mig selv. Parat til endnu en runde i mit indre liv. Det indre påvirker det ydre, det gode liv starter indefra. Det har så stor betydning og derfor ønsker jeg at invitere de kvinder med på Peregrinas Rejse, som befinder sig et lignende sted som mit.

Hvem er Peregrina?

Peregrina er en kvindelig pilgrim i den keltiske tradition, hun er heltinden på begyndelse af sin rejse. Hun repræsenterer Narren i det klassiske tarot og som sådan er hun uskyld, hun er åben, nysgerrig og klar til at favne livet i al dets usikkerhed. Klar betyder ikke at hun ikke mærker frygt. Hun ved bare, at frygten hører med.

Hun starter forfra et sted i livet og kaster sig ud i det. Præcis som du også vil gøre det i Fortællersken Peregrinas Rejse, hvis du skal være med. Hvis du vil, hvis det kalder på dig og hvis du fornemmer, at der er nye, dybere og anderledes fortællinger at rejse med og igennem. For sjov, for alvor, for sjæl, hjerte og for kærlighed.

Et dybere spor

Vi favner usikkerheden, mens vi forankrer os i vores indre vished. Der findes en anden vej. Et dybere spor. Vi er på vej ind i hjertet, vi skriver fra et inspireret sted nu. Et sted fuld af håb, der både er dybt personligt og samtidig kollektivt. Og det er sådan det er. De dybt personlige fortællinger er ofte, der inspirerer andre mest. Her får vi historiemedicin fra sjæl og hjerte og det er den historiemedicin, jeg har en intention om at vi deler i det rum, jeg holder til mit skriveforløb Fortællersken Peregrinas Rejse, som starter den 15. september.

Kom med hvis det kalder, du er ventet, du er klar

Flere har spurgt? Er det virkelig et videregående forløb, behøver man at have skrevet hos dig før og være bekendt med intuitiv skrivning? Ja og nej. Selvfølgelig er det en fordel, hvis du har prøvet det før, og så alligevel ikke for hver gang, vi begynder at skrive med en ny intention formuleret, så bevæger vi os ind i en ny fase. En ny begyndelse.

Kalder det på dig så kom med.

Og ellers kan jeg varmt anbefale Fortællersken Intuitiv Skrivning, som starter den 1. september. Det er mit klassiske Fortællersken kursus i intuitiv skrivning, hvor du får en god og grundlæggende introduktion til den intuitive skrivnings magi og sætter din indre fortællerske fri.

Her starter din rejse. På ny ✍️💚

Fortællersken Intuitive Skrivekurser Efterår 2024 (online) ✍️💚🪶

FORTÆLLERSKEN INTUITIV SKRIVNING ✍️💚
Holdstart 1. september 2024
Varighed 4 måneder

FORTÆLLERSKEN PEREGRINAS REJSE ✍️💚
Holdstart 15. september 2024
Varighed 6 måneder

Ravnerabat ved tilmelding senest den 15. august (Peregrinas Rejse)

Når skrivelængslen kalder

Måske har du det som de fleste af de kvinder, der deltager i mine skrivecirkelforløb og på de intuitive skriveworkshops? Du har skrivelængsel. Noget, som paradoksalt nok er svært at sætte ord på. I så fald har du noget essentielt til fælles med de kvinder. En dyb, spirituel længsel, der manifesterer sig gennem sproget.

Umiddelbart fortæller vi os selv, at det må være fordi vi har bøger i maven og at vi er nødt til at give os i kast med at lære at skrive bøger, hvis vi skal gøre noget med vores skrivelængsel. Men selvom det ofte sker, at der opstår bogideer, digte, noveller og andre magiske manuskripter i skriveprocessen, så er det faktisk sjældent dér, skoen trykker.

Det er noget andet, vi har i maven. Det er en dyb og inderlig længsel efter os selv, vores sjæl og den livssang, som vi hver især bærer rundt på. Hvad sangen handler om og hvordan den gerne vil synges, finder vi først ud af, når vi møder op og dedikerer os, når vi begynder at skrive og beslutter os for at hengive os til processen. Processen er nøglen.

Skrivelængsel er ofte et kald fra sjælen

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Og dén der længsel? Den er både kreative og spirituel.