Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
På vej tilbage fra Caileans hus møder jeg haren. Den dukker op på engen i det tykke græs, siddende i en solstråle. Når hun rejser sig på bagbenene, har hun 360 graders syn og kan både se og mærke, hvad der nærmer sig. Hun føler sig frem og ved instinktivt, at det ikke kun er... Continue Reading →
Vi sidder lidt ved køkkenbordet i tavshed, blødt lys og glæde. Det er en stille glæde, en slags resignation og jeg ved, hvad jeg skal bede Cailean om hjælp til. Mine ben førte mig hertil. Jeg lod mig fragte. ”Hvad har du på hjerte?” siger han så med mild stemme, den gode Cailean. ”Lidt for... Continue Reading →
Det er som om mine ben nægter at gå hurtigt. De føles tunge og beslutsomme på en og samme tid. Selvom jeg havde planlagt en rask tur gennem klitterne og ud til havet, fragter de mig en helt anden vej. Vi drejer mod højre og går ud af stien og op til landevejen, mine ben... Continue Reading →
I dagene efter Efterårsjævndøgn er jeg stille. Både tidspunktet og min forkølelse kalder mig indad og jeg går så langsomt, som jeg overhovedet kan. Samtidig giver jeg slip på tanken om strandhuset og om, at jeg skal gøre mere for at få det til at ske. Hvis det ikke er min vej, så lukkes en... Continue Reading →
Nu sker der noget i naturen. Måske er det efteråret, som spejles i mig og forkølelsen er et tegn på, at kroppen sætter noget fri. Det sker altid bagefter, når noget er forbi. Den forsinkelse kan være svær at forstå, men den har perfekt timing. Næste morgen vågner jeg ved, at regnen trommer mod ruden.... Continue Reading →
Clodagh løber sin tur hver morgen og når jeg tager mit morgenbad i havet, ser jeg hende ofte løbe forbi. Hun stopper sjældent, men ser koncentreret ud og afbryder ikke sin løbetur for at sludre med mig. Sådan har det været i dagevis og jeg er blevet vant til det. At hun glider forbi. Vandet... Continue Reading →
Ind i mellem er det en god ide at bryde rutinen. Det gør jeg, da jeg i stedet for at gå til havet, drejer af mod højre og går op af stien til landevejen. Jeg følger disen, den kalder på mig fra de høstede marker og fra engen, hvor jeg engang i mellem møder Tarbh.... Continue Reading →
Søndag er en hellig dag. Morgenen er diset og kølig. Jeg går til havet, jeg bader og går tilbage igen. Gennem klitterne, det tunge sand og de standhaftige hybenroser. Jeg vender mig om og ser lyset danse glimtdans på havoverfladen. Perler af guld svømmer. Da får jeg øje på hende, Clodagh, hun er ude på... Continue Reading →
Jeg mærker det, så snart jeg slår øjnene op. Det er september. Det er en følelse, en anderledes tone dybt i mig. Jeg har sovet tungt og var ikke vågen med midnat, da skiftet skete. Blot ved jeg, at Dervla nu er taget af sted og erstattet af en anden kvinde, som skal guide og... Continue Reading →
I de sidste dage af august kryber efteråret nærmere. Det sniger sig ind over stengærdet fra marken og bevæger sig ud af landevejen. Luften er tyk af fugt og lugten anderledes. Markerne er høstede nu, halmballer tårner op som huse af strå. Jeg går tidligt ud. Det er dagen, hvor jeg mødes tidligt med Gwyneira... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 