Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Jeg ville ønske, at jeg måtte fortælle de andre om Aoileann. Elva fortæller om sin dag hos Grace på Primrose Café og lufter livlige planer. Maize er tilfreds med byggeriet i skoven og glæder sig til sit kommende hus. Som træsigerske har hun brug for at være tæt på træerne. Hun er den første kvinde,... Continue Reading →
Senere går jeg en tur langs stranden og denne gang passerer jeg Fiadhs hus i klitterne uden at gå derop. Vi har en frokostaftale i overmorgen. Jeg vil forsøge at stilne min sult efter at finde en øjeblikke løsning og gøre som Dervla anbefalede. Min bøn er sendt af sted, nu må jeg tøjle min... Continue Reading →
Jeg bader i havet, men jeg fryser og fortryder at jeg stod op og gik herned. Der var lunt under dynen og jeg sov dårligt i nat. Det småregner, luften er kølig og vidste jeg ikke bedre, ville jeg tro at det var efterår. Det gør noget ved mig. Min krop er ikke færdig med... Continue Reading →
Vejret er voldsomt, lanterne gynger faretruende og varmt er det ikke. Store skyer hænger over området og mens vi dækker bord, begynder det at regne. Har Virginia virkelig tænkt sig, at vi skal sidde udenfor på terrassen? I sådan et vejr var det måske på sin plads at åbne spisestuen? Jeg bliver varm ved tanken... Continue Reading →
“We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing. Yet this voice is no longer audible in the modern world.” Sådan siger John O’Donohue det så fint i “Anam Cara” og det er essensen af skriverejsen og de forløb, jeg tilbyder. Det er en måde, hvorpå du bevidst kan møde op og via... Continue Reading →
Da jeg kommer tilbage, har jeg fået en ide. Jeg vil tale med Maize. Hendes plan for fremtiden ligner min, selvom hun vil bo i skoven og jeg ved vandet. Hun fortalte, at hun ville lade et hus bygge i skoven. Har hun fået tilladelse til det? Og af hvem? Opfyldt af spørgsmål banker jeg... Continue Reading →
Dervla har besluttet, at biblioteket åbner igen. Det ustadige vejr og det kommende efterår er en kærkommen lejlighed til at slå dørene op og rykke lidt ind igen. Men vi spiser skam stadig på terrassen. Vi indvier høsten og det kommende efterår med en sammenkomst, hvor Virginia har tændt op i pejsen og hvor der... Continue Reading →
Huset virker hvidt, men da jeg kommer tættere på, kan jeg se at det er svagt lyseblåt. Som om himlen skinner på de kalkede mure. Det er et lille hus med stråtag og skorsten, placeret på et højdedrag i klitterne, majestætisk tilbagetrukket med udsigt over havet. Tøvende går jeg fra stranden og op i klitterne,... Continue Reading →
Det blev en fin aften fuld af højtidelighed og glæde. Det gør godt at fejre og få øje på alle de frugter, sommeren har båret vores vej. Ofte har man fokus på mangler, ofte finder tankerne negative tråde og man hænger fast som en flue i et edderkoppespind. Dervla var ceremonimester og Virginia havde tilberedt... Continue Reading →
Vi sidder på terrassen på julis sidste dag. Det er morgen og det regner. Dråberne spiller musik på taget, duft af vådt korn og hav svæver i luften. Vi er alle samlet. Det er Nellies sidste dag. Et strejf af vemod rammer mig og jeg ser på hende, som om jeg kan fastholde hende med... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 