Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Åh at være vinter, skrev jeg i min rejsedagbog, med ved jeg egentlig helt, hvad det vil sige? I mine tanker jonglerer jeg med gøremål og måder, jeg kan ære min intention på. Hvordan jeg kan kombinere mit job på Peregrinas Café med det dybe kald fra mine rødder, det indre, jordiske, den sorte muld.... Continue Reading →
Jeg har savnet mig selv, den del af mig, der har brug for efterår og vinter. Hende, som er dybt forankret i det keltiske årshjul og som har vished om, at dette tidspunkt (Samhain) er en hellig afslutning og en ny begyndelse. Det føles helt naturligt. Tre hvide traner viste sig for mig, da vi... Continue Reading →
Fortsættelse følger, tror jeg, men også her kan man tage fejl. Bedst som jeg ville fortælle dig om Eidheanns fuldmåneaften i selskab med Caoilinn og kærlighedsbrødbageren Felicia, dukker der noget andet op. Og her kan man jo insistere på at holde den kurs, man allerede har sat. Det er sådan, vi mennesker gør. Vi er... Continue Reading →
Så sker der noget, jeg ikke havde forventet. Nogle gange får man kun små brikker af sandheden, mens andre først kan afsløres, når det er blevet tid. Her er det processen, du må have tillid til og dig selv i den. Mine fuldmåneplaner ændres i takt med, at solen rejser over himlen og synker i... Continue Reading →
Felicia er kvinden, som kun sælger brød til dem, hun ved sætter oprigtigt pris på det. At brød ingen tilfældighed er og at kærlighed er lige så vigtig som godt mel. Jeg møder hende ved fuldmåne og som alt andet i livet, er det ingen tilfældighed. Men læg analysen væk, skru ned for den mentale... Continue Reading →
Jeg spørger, om der er en fortælling. Det er sådan, jeg gør. I stearinlysets skær og med min pen hvilende i højre hånd, venter jeg på at en tone slås an. Der er altid en tone. Altid en lyd af noget andet end det, der buldrer i tankerne. Nogle gange er det svært at trænge... Continue Reading →
Mørket er vokset, natten er lang. Sådan føles det, som om efteråret kommer bag på mig og overrasker mig med sin kraft. Ved Efterårsjævndøgn fejrede jeg alene i skovhuset og sendte en kærlig tanke til Brónach, som jeg savner. Vi skal skrive rigtige breve til hinanden, sagde hun ved vores afsked og ikke forfalde til... Continue Reading →
Fridage med indretning og ture i skoven. Fridage med disede morgener og den første efterårsblæst. Jeg indretter mig i skovhuset, lærer huset at kende, dets ånd, dets hjørner og kroge og den måde lyset falder gennem vinduerne på, når solen finder vej. Når det blæser, kan jeg høre træerne knirke. Ravnen er ofte på besøg,... Continue Reading →
Det er efterår, vi er midt i september og inden længe er det Efterårsjævndøgn. Mørket vokser og ligeså stille vender vi os indad med større fokus på det indre rum. Og det er lettere, når lyset gradvist forsvinder. Hvis vi forbinder os til den naturlige cyklus, er det faktisk slet ikke svært. Tværtimod. Det er... Continue Reading →
Dage i september. Dage på caféen i selskab med Caoilinn og de skønne gæster, som kigger forbi. Jeg er ved at lære byens beboere at kende og når Fleur og jeg går tur i gaderne, hilser vi på mange, som ved, hvem vi er. Det er en god følelse. Længe har jeg været anonym, en... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 