Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Solsorten og censoren ”En engelsk overskrift”, siger den gnavne indre censor. En spytklat rammer min kind. Stor erfaring, mageløse meritter, der er intet, der kan få hende ned med nakken. Selv ser jeg lidt forundret på de ord, der drypper ud af pennen i samme sekund, jeg har skrevet den engelske overskrift og pennen møder... Continue Reading →
Der er fortællinger, vi deler gavmildt, mens andre er stjernefrø, som vi holder tæt til hjertet. Så skrøbelige, nye og svære at begribe. De er gaver fra det guddommelige, de er bringere af kærlighed. Så afslørende, at vi er nødt til at putte dem i sjælens jord og se dem spire og gro. De skinner... Continue Reading →
Det er for tidligt, jeg ved det, jeg er i inderlig proces. Åben for det, der er til rådighed, åben uden at gribe eller forgribe. Det er en øvelse og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det var let. Alligevel kan en del af mig uden løgn fortælle, at det er det bedste, der... Continue Reading →
Det startede med Ilddragen og nu møder jeg ham igen. ”Hvordan synes du selv, det går?” spørger han og i modsætning til den sarkasme, der ofte ligger i spørgsmålet, når mennesker siger den slags, er hans tone åben og indbydende. Der er ingen skjult dagsorden i hverken energi eller ord. Han spørger, fordi han er... Continue Reading →
Overskriften kommer først, men den kan være midlertidig. Jeg tager imod uden dom og har skruet helt ned for analysen. Advarslerne ryger op i det røde felt, AI er genereret. Hun smiler træt, vender sig om og går den anden vej. Hun vender tilbage. Og som sådan er overskriften jo lige i øjet. Hun fjerner... Continue Reading →
Det er for tidligt at skrive, ord fordamper i sommersol, men der findes en sfære af poesi, som jeg kan træde ind i. Ikke for at forgribe mig på begivenheders gang eller den guddommelige timing, men for at danse. Bevægelserne er langsomme, jeg strækker mig og lader mine arme gøre sit. Stagneret energi sendes afsted... Continue Reading →
Regn siler og jeg mærker, at jeg holder mig selv tilbage. At noget er klar til at eksplodere, men at jeg stadig tyer til kontrol. Det sker helt automatisk, sådan har det jo altid været. Så længe, jeg kan huske og nu står jeg her i samme historie som før. Det gør mig vred! Er... Continue Reading →
”Det er et spørgsmål om liv eller død”, siger jeg til tranen, som står i sommersøen og kigger ned i vandet. Hvad ser den? Sit eget spejlbillede? Eller læser den i Livets Bog? Jeg snubler over en sten i min ivrighed for at få lov til at give udtryk for de store følelser. Fortiden er... Continue Reading →
Der er ingen ord, da vi passerer grænsen fra juni til juli. Rettelse! Der er ord, som ikke er formgivet endnu. De er støvet på sommerfuglens vinger, de er duggen i græsset, hvis du står tidligt op. De danser i rytmen af solsortens sang, de vidunderlige strofer fra fuglen med melodisk næb. Nogle gange er... Continue Reading →
Et af formålene med mine intuitive skrivekurser er at skabe grobund for de fortællinger, som skænker dig historiemedicin. De fortællinger, som har en lindrende indvirkning på dig, eller som bringer dig budskaber, svar og ledetråde. Fortællinger, som hjælper til healing og som støtter dig på din indre rejse. Jeg kalder det historiemedicin. Man hvordan kan... Continue Reading →
