Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Langsomt vender jeg tilbage, lader mine fingre finde bogstaverne draget af hver enkelts energi. Det er juni, det er skyet, dagen lang og natten kort. Lyset kommer tidligt. Kigger gennem sprækkerne i persiennen ledsaget af fuglesang. Langsomt vender jeg tilbage, bogstaverne er her stadig, mine fingre har ikke glemt hvordan. Det er lupinerne, jeg ser.... Continue Reading →
She deservesnice and empowering thoughtsKind wordsAppreciationShe deserves your love Ordene risler som en kilde fra kronechakraet og gennem kroppen. De kommer i rette øjeblik. Det var min beslutning i går og den, jeg gik i seng med. Ikke flere ødelæggende tanker, der sætter mig udenfor min værdighed. Jeg lyttede hele dagen og da tusmørket kom,... Continue Reading →
Åh, nu har du åbnet dig. Så kommer den. Inspirationen. Spørgsmålet er, om du er klar til at modtage. Tager du imod det, som tilbydes? Som den sætning, du fik i går og som du smiler af, fordi du synes den er lidt fjollet? Bruger du den som et afsæt? Går du på opdagelse og... Continue Reading →
”Har du noget at have det i” spørger Eilid, som er hind og befinder sig i en lysning. Lyset er gyldent, jorden beklædes af frodige bregner og man kan finde skjulte skatte i det tætte krat. ”Have hvad i?” spørger jeg og stopper op, glad for at se hende. Hun er i tæt forbindelse med... Continue Reading →
Der er tidspunkter, hvor du passerer grænser og træder ind i gamle historier. Det er ikke noget, du skal forsøge at undgå, det er en naturlig del af din proces. Således ankommer du til Sorgernes Land og går igennem et landskab, du kender fra før. Gamle fortællinger flyder med floden mod havet og for en... Continue Reading →
Det er sidst i april, da jeg begynder at mærke det. Magien findes i mig. Det er ikke noget udenfor mig selv, det er ikke noget, jeg skal bede om og håbe på. Jeg skal forbinde mig til den. Magien. Og her lærer jeg noget nyt. Magien er subjektiv, den er dybt personlig og fungerer... Continue Reading →
Jeg møder uglen i skumringen. Hun kalder og jeg går ud. Tusmørkelys, det er ugletid, hun vil sige noget til mig. Hun sidder i egetræet, mens solen går ned. Mod syd er lyset dæmpet, mod vest rødmer himlen en sidste gang. Så overlades natten til stjernerne. ”Du er ved at lære det” siger hun anerkendende... Continue Reading →
Jeg tager min byrde og lægger den på kanten af klippen. Her forlader jeg min sorg. Det er en tåget morgen, kulde og varme mødes ved Forårsjævndøgn. Træthed mærkes, vinter satte sine spor. Fortiden ligger bag mig. Jeg traf mine valg, jeg fulgte hjertets vej. Det har været en lærerig rejse, men nu er jeg... Continue Reading →
Kan du være med ubehaget på tærsklen? Bare mærke at det findes uden at vikle dig ind i dets tråde? Uvisheden er en kløft, en afgrund foran dig. Men det er samtidig et løfte om fornyelse og håb. Tæt på Forårsjævndøgn, et tidspunkt for balance. Når Forårsjævndøgn eller Ostara, som tidspunktet også kaldes, indtræffer, bevæger... Continue Reading →
Kan man gå direkte ind på en linje og bede om historiemedicin? Kan man træde ind i disen på en tidlig morgen og kalde på det indre forår, der lader vente på sig? Kan man bede om hjælp og påkalde sig en fortælling, der handler om at finde håb? Kan man tale med en tyr... Continue Reading →
