Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Overgange er aldrig de letteste steder. Ofte kaldes der på tålmodig venten. Men hvad er det egentlig, jeg venter på? På at få lov til at gå igennem en dør, hvor alting er meget lettere. Hvor sløret løftes og afslører et velduftende paradis med farverige blomster og nybagt brød. Et smil lister på mine læber.... Continue Reading →
Tærsklen er et forunderligt sted. Ofte opdager man ikke, at man befinder sig i skumringszonen, før noget rumsterer indeni. Er det utålmodighed? En form for rastløshed? En følelse af, at dette sted burde være udforsket nu og at man har lært de lektioner, der var et krav for videre vej? Er det et spil? En... Continue Reading →
Hun trives i skyggen og bag de store træer. Sjældent har hun behov for at råbe højt eller færdes i flok. Hendes pen er stærk og hendes stemme har dybe rødder. Hun er ravn og hun er ugle. Hun kan anderledes fortællinger om livet og det, der bor under overfladen. Dybet skræmmer hende ikke, det... Continue Reading →
Der findes en solsikkemark et stykke nede af vejen. Gå mod højre og lad dine skridt føre dig på vej. Find ind i en god rytme, prøv dig frem, lad din krop guide. Du er på vej. Der findes en solsikkemark og den kalder på dig. Et gyldent kald af høst. Du ved det fra... Continue Reading →
Sensitiviteten. Den store følsomhed. Altid har den været en hæmsko i den virkelige verden. Mødet med hårde facts, modbydelige metoder, ufølsomhed og drive. Alt det, hun sansede og fornemmede, men som ikke fik en chance, det blev skubbet bort og kunne ikke leve blandt hårdtslående argumenter. Kampen. Den evige jagt efter succes, som hun aldrig... Continue Reading →
”Vi kan tale videre ved snittebordet” erklærer Brónach og rejser sig brat fra havestolen. Æbletræets skygge er total nu, et anstrøg af fugt og forsigtig kulde trænger sig på. Vi samler tekopper og kande på en bakke, som Pippa snupper, med lange skridt går hun gennem græsset og op til huset, hvor hun forsvinder ind... Continue Reading →
Det er noget, jeg øver mig på. At tillade. Helt bevidst vikler jeg mig ud af livets tråde og opgiver den modstand, der skaber friktion. En ting er guddommelige forsinkelser, som i virkeligheden er perfekt timing, det er bare os, som bliver utålmodige og tror, at vi er glemt. Noget andet er at stå i... Continue Reading →
Når Fortællersken Peregrinas Rejse starter til september, vil jeg invitere deltagerne til at lære de omskiftelige rytmer i flow at kende. Du vil lære (og øve dig på) ikke at blive afhængig af et bestemt slags flow eller rytme, derimod vil du åbne op for at tillade at rytmen skifter og at være med det... Continue Reading →
”Vi er begge Peregrina” siger Elva. ”Det ved du godt, Eidheann. Det hele starter her. En ny begyndelse. Det eneste, jeg ved, at jeg nu har min magiske tevogn og at landevejen venter. Det næste skridt? Det vil vise sig, når jeg er dér, hvor det kan vise sig. Som et mærkbart indre træk. Det... Continue Reading →
Jeg kører fra Allesteds Cirkel med indkøb, hund og havkort. Kortet ligger på passagersædet med forsiden opad. Billedet af havet i dybblå farver og grøn. Jeg tænker på Poppys ord og forklaring. At være vært for havet i mig selv. Det smukke dyb. Indrømmet, det var hende som sagde det og ikke jeg. Men nogle... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 