Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Nogle gange er ord ubeskrivelige i sig selv. Sådan er det under februars fuldmåne. Jeg smiler, da jeg går ud i natten, ud i klitterne og ser hende sejle på februars himmelhav. Jeg skulle have allieret mig med Brónach fortæller jeg mig selv, men Uglen siger noget andet. ”Du er præcist, hvor du skal være... Continue Reading →
”Hvad laver du dog Brónach, hører jeg mig selv udbryde, min stemme et hav af forundring og latter. Vi var på stranden, Fleur og jeg og gik i nordlig retning i dag. Så kom vi til vejen, der fører op til Brónachs hus og vi drejede af som vidste vi, at det var her, vi... Continue Reading →
Næste morgen er tåget, kulde møder varme som vinteren mødte forår ved Imbolc. Under jorden. Nu danser disen over vintermarker og naturen er stille i det mellemrum, der holder dagen i dag. Jeg vågner veludhvilet og dog er vintertrætheden markant. Det stille flow smyger sig langs vægge og gulve, Fleur rejser sig og gør kroppen... Continue Reading →
Jeg åbner min skrivebog for at lytte til alt det, der bølger i mig. Efter morgentur til havet, hvor bølgerne slog mod land og himlen var grå, gravid med regn og klar til at føde. Dansende dis over landskabet bag mig, klitterne, huset med lysende øjne og en varm favn. Ventende tålmodigt på, at vi... Continue Reading →
Nogle gange bliver ordene væk. Men helt væk er de aldrig, de danser i disen og bevæger sig under overfladen. Hvorfor? spørger du og vil så gerne vide. Du går til dem, du forventer har et svar. Men ser du, dine svar kan kun du finde. Dine svar bor i dig selv. Under overfladen sammen... Continue Reading →
Lyset er en tøvende sang, en stemme, der skal finde sit leje. Mørket har sorte tangenter. Selv befinder jeg mig et sted midt imellem. Jeg vågner tidligt og ligger lidt i mørket, i fodenden snorker Fleur. Uden at kigge på uret på mit natbord, ved jeg at det er for tidligt at stå op. Jeg... Continue Reading →
Jeg banker på Brónachs dør og da hun åbner, flyver jeg ind med en sådan kraft, at jeg næsten vælter os begge. Hun bliver ikke sur, tværtimod, hun trækker på smilebåndet, giver mig et knus og gør tegn til, at vi går i køkkenet. Hun har brygget en kande af håbets te, en særlig te,... Continue Reading →
I støbeskeen og på vej ud til dig, der har lyst til at være med og har brug for at skrive fra sjæl og hjerte. At lade fortællingens kraft berige, berøre og åbne op for kærlighedsbudskaber og glæde. Til dig, der har brug for at sætte ord på og lade dig fortrylle. Til dig der... Continue Reading →
”Mød det med venlighed” siger fuglen, der dukker op i min drøm. Det er tæt på daggry og jeg slår øjnene op. Han er der stadig. Gærdesmutte siddende på den nederste gren i Brónachs æbletræ. Det er vinter, nøgne grene danner et karakteristisk mønster og træet er smukkere end nogensinde før. I al sin enkelthed.... Continue Reading →
Brónach og jeg har gode samtaler i januars tågede landskab. Vi mødes uden at have aftalt noget, men som det naturligste i verden kigger vi forbi hinanden i ny og næ og åbner vores hjem og hjerter. Ny og næ er ord, som får mig til at smile. Jeg siger det til Brónach, da hun... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 