Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
"Mangler vi egentlig ikke en plantekvinde her i byen?" spørger jeg Muireann, mens vi spiser sommersuppe og konverserer om det, der bobler i hjertet. Hun er i færd med at føre suppeske til mund og det varer lidt, inden hun svarer. Hun giver sig tid, hver bevægelse er hellig. Selvom hun kan forekomme energisk og... Continue Reading →
”Du skal ikke forstå det, du skal danse det” siger Brónach under æbletræet. Her sidder vi i skyggen af solsortesang og musik fra klirrende kopper. En te som lindrer og køler. En te, som smager af hyld og diset regn. Jeg nipper til den lune drik og ser på hende gennem mit undrende filter. ”Det... Continue Reading →
Lyset er vendt og jeg gør to nye ting, som begge er gamle. Jeg genoptager mine morgenbade og jeg begynder at læse i min rejsedag fra sidste år, hvor jeg boede på Pensionatet. Hvor Oonagh var månedslærer i juni og hvor vi spiste ildbrød efter Sommersolhverv siddende på terrassen, som var vores sommersted. Spisestuen var... Continue Reading →
Det bliver Sommersolhverv og jeg fejrer alene. Allerede her er jeg nødt til at korrigere, for jeg er ikke alene. Jeg deler hus og liv med min hund Fleur. Og paradoksalt nok er det oftest, når jeg er allermest alene, set fra det ydre, at jeg slet ikke er det. Den tankegang er så snæver,... Continue Reading →
Der er køer på markerne lidt nede af vejen til højre. Her snor vejen sig, køerne græsser lige inden svinget. ”Snoningen” siger den sjove stemme i mig. Det er hende, som har let til latter og som elsker ordspil. Vrøvlevers kommer ofte fra hjertet, påstår hun og klukler som en høne, der har lagt et... Continue Reading →
Når Elva sender mig små beskeder, der rammer min telefon med vingesus, spørger hun næsten altid om Brónach. Har du besøgt Brónach for nylig? Er du klar over, hvor heldig du er? Ved du det, Eidheann? Jeg smiler og ryster på hovedet. Godt nok er jeg glad for Brónach og hendes visdom, der rammer ømme... Continue Reading →
Det sker på det tidspunkt, at jeg vågner op i sommeren. Selvom vejret er tvivlsomt og vinden kold, hører jeg hendes stemme. Vi er ude og gå morgentur, Fleur og jeg og noget bringer os rundt op huset, op af stien og ud på landevejen. Der står hun med sine venner, gule ansigter med hvidt... Continue Reading →
Det er her fortællingen tager en drejning, selvom det kan synes som om, at den bare går i ring og nu er vendt tilbage. Til udgangspunktet. Fleur og jeg alene i Huset ved Havet. Elva, der kom som en vind og som nu er på vej ud i verdenen med sin tevogn. Indrømmet, jeg kunne... Continue Reading →
Brónach er i haven, som nu blomstrer i al mangfoldighed. En brise fra havet bevæger sig mellem træer og grene, et vindpust af noget, som får haven til at danse. Træerne, blomsterne, græsset og mælkebøtterne. De sarte røde valmuer, som dog er det stærkeste, jeg ved. Fleur løber i forvejen og proklamerer, at vi er... Continue Reading →
Maj er frodig dejlighed. Maj er tidlige morgener, hvor lyset finder sprækker og siver ind. Maj er fuglesang, blomstring og blæst fra øst. Eidheann, siger jeg til mig selv, da jeg vågner tidligt og ligger stille i håb om at falde i søvn igen. Du skal nyde det nu. Ikke som en bebrejdelse, men en... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 