Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom... Continue Reading →
På januars ellevte dag løber Fleur i forvejen ud i klitterne og ned på stranden. Lyset er en diset affære, blågråt og utydeligt, som om mørket tøver med at slippe sit sorte greb. Selv går jeg langsomt ned af den sti, der har budt sig til og som vi følger hver eneste dag, Fleur og... Continue Reading →
”Hvad mon er sket med Uglen og Brokkekvinden?” siger jeg til Fleur, mens vi forbereder vores måltid i køkkenet. Lyset nærmer sig, havet hvisker stille. I brændeovnen buldrer ilden og kaffen er klar. Fleur har spist sin mad og sidder nu forventningsfuld og venter på en bid af osten. Jeg bagte boller sidst på eftermiddagen... Continue Reading →
Vi skilles foran klitterne, der fører op til huset. Et knus og hun tager de første skridt i nordlig retning. Niamh. Pludselig var hun dér, nu er hun næsten borte, en mørk prik på gråbrunt sand. Fleur løber i forvejen op til huset, hun ved, at man ikke kan holde fast i det, der er... Continue Reading →
“Keep some room in your heart for the unimaginable” skrev Mary Oliver. Hun er min yndlingspoet og citatet har jeg haft i mit hjerte længe. Men jeg havde glemt det. Det lå et sted, trukket lidt tilbage fra dagslyset, forsvundet fra min sfære og opmærksomhed. Indtil jeg for ni dage siden besluttede mig for at skabe rum til magi og at holde det rum i 10 dage. Med næb, kløer og kærlighed på samme måde, som jeg også holder rummene på mine intuitive skrivekurser. Men kan man skabe rum til magi? Mit svar kan du læse her.
Hun hilser på mig gennem den tågedis, der ligger over landskabet. Resterne er månen svæver frem bag en sky. Lågen har lukket sig igen og jeg står på stien med klitterne og havet til venstre. Drejer jeg til højre, kommer jeg langs haven videre ud mod den store landevej. Mange gange har jeg gået her,... Continue Reading →
Jeg fik aldrig præsenteret mig. Mit navn er Eidheann og jeg er fortællerske. I et år har jeg boet på et sted for rejsende kvinder, et pensionat. Det har været mit hjem og mit liv. Nu er en cyklus ovre og det er ikke muligt at holde fast. Jeg må bevæge mig videre. Det gør... Continue Reading →
Ugen efter på præcis samme tidspunkt forlader jeg Pensionatet og går ud for at møde Gwyneira på engen. Det er tidligt, disen danser i vejkanten og ind over marken. Dér står hun midt på engen med sin gryde. Jeg er ventet, hun vinker til mig. Jeg kravler ind over stenene. Hun smiler, mens hun rører... Continue Reading →
Jeg ville ønske, at jeg måtte fortælle de andre om Aoileann. Elva fortæller om sin dag hos Grace på Primrose Café og lufter livlige planer. Maize er tilfreds med byggeriet i skoven og glæder sig til sit kommende hus. Som træsigerske har hun brug for at være tæt på træerne. Hun er den første kvinde,... Continue Reading →
Høstens og efterårets intuitive skrivekurser er på plads og der er åben for tilmeldinger. Lige nu får du ravnerabat på samtlige Fortællersken forløb. Tag et kig på listen og rejs videre til det kursus, som kalder på dig. Kom, skriv og sæt din indre fortællerske fri.
Skrivecoach Lene Frandsen 