Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Jeg kan mærke det, så snart jeg vågner. Kroppen er træt, men hovedet er allerede i gang. Det er slingrekurs og jeg sætter hælene i. Mine muskler spænder, jeg får ondt i baller og knæ. Healing sker langsomt og pludselig føler jeg mig som en lus mellem to negle. Kroppen og tankerne. Et ego, der... Continue Reading →
”Hvis du finder en nøgle, finder du håb” siger uglen i egetræet. ”Leder jeg da efter en nøgle?” spørger jeg og stopper op foran det krogende træ i natten. Mine øjne har vænnet sig til mørket og jeg føler mig lidt som uglen. Bortset fra, at hun har vinger, hun kan lette og flyve lydløst... Continue Reading →
Drømmetid, siger fisken og svinger med halen, drejer rundt og forsvinder. Jeg står i strandkanten med ansigtet mod havet og himlen i vest. En dyb vejrtrækning, jeg mærker forbindelsen til kroppen, trætheden og den hæse stemme fra hende, som stritter imod. Hun vil kæmpe til det sidste, jeg fortæller hende, at hun er en gave,... Continue Reading →
Jeg mærker en fortælling pusle, mens vi går i daggrystimen ved havet. Det er blæst op, himlen er gråblå og lyset dæmpet. Årets næstsidste dag. Vi går den sædvanlige tur, ud og hjem, den sidste kilometer sætter jeg uvilkårligt farten op, eftersom fortællersken kalder på mig. Hun er mig og jeg er hende. Jeg har... Continue Reading →
Ved Vintersolhverv står jeg op og tænder ild i brændeovnen. Iført en tyk trøje over natkjolen, sokker og et sjal laver jeg kaffe og forbereder mit morgenmåltid. Fleur har været ude, hun har spist og ligger nu roligt under bordet og kigger ind i ilden. Flammerne danser, en gnist antændes og ilden blusser op. Jeg... Continue Reading →
”Hun vil gerne tale med dig” erklærer Eilidh nøgtern og rækker mig sin mobiltelefon. Det kan jeg godt forstå, så jeg tager telefonen og hører en mild stemme sige: ”Mine døtre er hos dig?” ”Ja, jeg mødte dem nede på stranden. De er gået langt. Jeg har lovet at køre dem hjem, men har budt... Continue Reading →
Det er efterår nu, vi er midt i september og inden længe er det både fuldmåne og Efterårsjævndøgn. Mørket vokser og ligeså stille vender vi os indad med større fokus på det indre rum. Og det er lettere, når lyset gradvist forsvinder. Hvis vi forbinder os til den naturlige cyklus, er det faktisk slet ikke... Continue Reading →
“Lad fortællingen komme til dig” siger Haren til mig. Dansende i disen af den nye morgen. Kunsten er ikke at vide og skrive alligevel. Ikke udtænke en plan eller et plot, men blot lade fortællingen vokse ud af ingenting. Som daggry vokser ud af natten. Og det vigtigste? Det er at skrive i livet lige... Continue Reading →
Det er et smukt øjeblik, når det går op for dig, at tillid skaber forbindelse. Din tillid er essentiel. Men det vigtigste er, at du har tillid til dig selv, Eidheann. Det er den smukkeste del af fortællingen. Man kan se det på dig. Lyset skifter og bliver både skarpere og mere blødt. Det er... Continue Reading →
Egentlig er det ikke det, jeg vil høre. Min frihedstrang vokser, hver gang nogen taler om struktur. I mit gamle liv var jeg struktureret, jeg satte mig selv i bås og kaldte mig blæksprutte, fordi blæksprutter var i høj kurs. Tusind arme, gribe alle bolde, jonglere og aldrig tabe andet end sig selv. Jeg var... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 