Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Overskriften er der allerede, det sætter mig under pres. I skellet, hvor vintertræerne står, er lyset blåt i uendelige nuancer. Dagen er stået op. Væk er sneen, nu toner slidte farver frem, det grønlige græs har pletter af det, der var. En evig bevægelse, alting ændrer sig og denne dag har jeg ikke oplevet før.... Continue Reading →
Jeg mærker, at alt er som det skal være og at der ikke mangler noget. Alt flyder stille, selvom flowet er langsomt i dag. Disen ligger over landskabet, træerne i skellet danser med hvide slør. De er næsten usynlige i tågen. Der er musik, vibrerende og stille. Nogen nynner en forunderlig sang. Sproget er ukendt,... Continue Reading →
Nu simrer den gamle cauldron over ilden i brændeovnen. Køkkenet er lunt, badet i lyset fra ilden og stearinlysene på bordet. Der er kaffe i kruset og blåbær strøet gavmildt over den lune grød. Kokosolien er smeltet og har lavet en sø i grødens midte. Et landskab toner frem. Varmen i køkkenet er søvndyssende efter... Continue Reading →
Det er aldrig let, når man guides til tålmodighed. Når noget rastløs energi vrister sig løs og rumsterer i kroppen, så man fristes til at regne den ud. De to er uforlignelige, de er modpoler på livets magnet. Tålmodighed. Rastløshed. ”Hvad handler rastløsheden om” spørger ørnen nysgerrigt. Han kredser over det sneklædte landskab, det er... Continue Reading →
Jeg kan mærke det, så snart jeg vågner. Kroppen er træt, men hovedet er allerede i gang. Det er slingrekurs og jeg sætter hælene i. Mine muskler spænder, jeg får ondt i baller og knæ. Healing sker langsomt og pludselig føler jeg mig som en lus mellem to negle. Kroppen og tankerne. Et ego, der... Continue Reading →
”Hvis du finder en nøgle, finder du håb” siger uglen i egetræet. ”Leder jeg da efter en nøgle?” spørger jeg og stopper op foran det krogende træ i natten. Mine øjne har vænnet sig til mørket og jeg føler mig lidt som uglen. Bortset fra, at hun har vinger, hun kan lette og flyve lydløst... Continue Reading →
Drømmetid, siger fisken og svinger med halen, drejer rundt og forsvinder. Jeg står i strandkanten med ansigtet mod havet og himlen i vest. En dyb vejrtrækning, jeg mærker forbindelsen til kroppen, trætheden og den hæse stemme fra hende, som stritter imod. Hun vil kæmpe til det sidste, jeg fortæller hende, at hun er en gave,... Continue Reading →
Jeg mærker en fortælling pusle, mens vi går i daggrystimen ved havet. Det er blæst op, himlen er gråblå og lyset dæmpet. Årets næstsidste dag. Vi går den sædvanlige tur, ud og hjem, den sidste kilometer sætter jeg uvilkårligt farten op, eftersom fortællersken kalder på mig. Hun er mig og jeg er hende. Jeg har... Continue Reading →
Ved Vintersolhverv står jeg op og tænder ild i brændeovnen. Iført en tyk trøje over natkjolen, sokker og et sjal laver jeg kaffe og forbereder mit morgenmåltid. Fleur har været ude, hun har spist og ligger nu roligt under bordet og kigger ind i ilden. Flammerne danser, en gnist antændes og ilden blusser op. Jeg... Continue Reading →
”Hun vil gerne tale med dig” erklærer Eilidh nøgtern og rækker mig sin mobiltelefon. Det kan jeg godt forstå, så jeg tager telefonen og hører en mild stemme sige: ”Mine døtre er hos dig?” ”Ja, jeg mødte dem nede på stranden. De er gået langt. Jeg har lovet at køre dem hjem, men har budt... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 