En skrivende rejse

frost tåge måne

Hvorfor kalder du det skriverejser, spørger du måske. For er skriverejser ikke, når man pakker sin kuffert og forlader landet for at sætte sig et fjernt sted, måske på en solvendt kyst eller i et elfenbenstårn, og modtage undervisning? Hvor man skriver sig gennem dagene og drømmer søde orddrømme om natten?

Jeg nikker. Sådan kan det naturligvis også være. Og det er i grunden ikke så meget anderledes, det, jeg tilbyder i Skrivehuset. For det er en rejse. Et eventyr. Og du booker skam en rejse og pakker din mentale kuffert, mens sjælen stille rumsterer i dit indre og fryder sig lidt. Skrivelængslen. Den er som udlængsel. Men i virkeligheden er det, vi længes efter at komme ind, helt ind i os selv og skrive derfra. At lære os selv at kende på ny og gå på opdagelse i vores eget indre landskab. Solvendte kyster, elfenbenstårne og små sivhytter på øde strande. Bjerge, dale og fuldmånenætter, hvor tågen danser med englene. Det er der alt sammen, det findes indeni. Og det, vi ikke umiddelbart støder på, kan vi skrive og skabe selv. Ord for ord. Det er en i sandhed en rejse, der starter i det øjeblik, du dedikerer dig og beslutter dig for at møde op. Nu skal skrivelængslen udleves, du er klar.

På skriverejsen kan du blive, hvor du er og alligevel komme vidt omkring. Det er en god proces, hvor du gennem øvelser og opgaver bygger nye veje og stier i dit indre univers. Du skaber dit eget rum af ro og fordybelse og med mig som en slags rejseleder, tager du på rejse i ord og stemninger. Efterhånden opdager du, hvor godt det egentlig gør at møde op. Nu tænker du ikke længere over det og danser tango med modstanden i dæmpet lys. Nu tager du favntag med det, der boblede indeni og skriver det frem. Du opdager dine dybe drømme og du ser, hvad der gør dig glad. Du går igennem alt det svære og skriver det, sætter ord på og får det frem i lyset. Så ser det anderledes ud, så kan du gøre noget med det. Du indser at du har valg. Og at du faktisk kan vælge at sætte din egen kurs og stævne ud efter sjælens sang. På hjertevej.

Det er ikke hokuspokus. Faktisk har skrivning været en måde at arbejde med sig selv, kreativt, intuitivt og spirituelt i århundreder. At skrive kan simpelthen være en måde at forbinde os med vores dybere selv på. Eller med vores sjæl, om du vil. Jeg vil i hvert fald gerne og mit liv begyndte for alvor at forandre sig til det bedre, da jeg begyndte at lytte til min sjæl. Hvad er det, den siger, den stille stemme, den forunderlige hvisken? Jeg skrev det frem og i dag er jeg aldrig i tvivl. Eller rettere sagt, bliver jeg i tvivl, så spørger jeg min sjæl i det, jeg kalder Sjælebogen. Og den bog skal jeg nok fortælle dig meget mere om en anden dag.

At tage på skriverejse er en måde at sige ja til dit skrivende, kreative og skabende selv på. Om du har et konkret bogprojekt i tankerne eller om du ønsker at skrive dig fri, så du kan skrive frit og levende, lære at lytte til og skrive fra sjælen, det er mindre vigtigt. For skriverejsen handler om processen. Uden processen og tiden, hvor vi skriver, modnes og folder ud, bliver det let et hårdt slid. At turde overgive sig til processen, give tid, skabe ro og rum og bare skrive, det er en gave. En af de bedste gaver, du kan give dig selv, hvis du mærker skrivelængslen pulsere i dit blod. Og det er sådan, det er. Du giver dig selv og du skriver dig selv, på skriverejsen.

Du kan læse mere om de skriverejser og forløb, jeg tilbyder her.

Hjertelig velkommen i Skrivehuset.

Kærlig hilsen
Lene

frost tåge måne

Historien og virkeligheden

påvej_oktober

Historien

Vi ankom med toget. Jeg ankom med toget. Nu skal jeg nok være præcis, det lover jeg. Resten af historien er jeg både præcis og poetisk med jævne mellemrum. Jeg vil med egne ord og indlevelsesevne fortælle dig om mit møde med den berømte Karoline Scheller og jeg lægger ikke fingre imellem. Jeg tager bare imod. Historien vil skrives og det skrevne ord ved, hvad det gør. Jeg vælger at stole på det, der vil skrives og tror på, at min tillid vil blive belønnet.

Drøsselbjerg Station lå indhyllet i morgentåge, da jeg steg af toget og ud på perronen. Det var en kølig dag, en af de dage, hvor luften er både rå og så skarp, at den skærer igennem tøjet og lægger sig som en klam klud om kroppen. Jeg skuttede mig i mødet med virkeligheden, der på denne formiddag bestod af en tom perron og en stationsbygning som en silhuet i toner af grå. Et fløjt lød gennem tågemuren, toget satte i gang og jeg var alene. Jeg fortrød øjeblikkelig, at jeg havde valgt at tage toget. Det havde været en romantisk tanke, glæden ved at ankomme langsomt, nærme sig med sindig ro og værdighed, siddende i afslappet position ved togvinduet med en bog i skødet og tankerne et helt andet sted. Stirre ud af vinduet, se landskabet svæve forbi og virkelig mærke, at man bevæger sig, selvom man egentlig ikke foretaget sig noget som helst. Nu slog det mig, at togturen ville havde langt mere givende, hvis der også havde været en slags velkomst i anden ende. Hvis jeg havde fortalt Karoline Scheller, at jeg faktisk kom med toget og at jeg ville blive glad, hvis jeg kunne blive afhentet på stationen. Men jeg havde ikke sagt noget. Blot havde jeg givet besked om, at jeg ville ankomme lørdag d. 25. februar ud på formiddagen og at jeg glædede mig og var taknemmelig for, at hun ville se mig.

Jeg hankede op i kufferten og gik over trinbrættet og hen mod stationsbygningen. Der var ingen mennesker at se og eftersom tågen lå som et uigennemsigtigt tæppe af grå uldtråde, havde jeg heller ingen chance for at danne mig et overblik og et glimt af, hvad Drøsselbjerg var for et sted. Men en ting var sikkert. Det var et sted langt ude på landet og i en hel anden verden end den, jeg kom fra.  Det slog mig, at jeg ikke kendte spor til Karoline Scheller andet end hvad jeg havde læst i avisartiklen. Modet svigtede mig og jeg blev svag i knæende, kvalmen steg til vejrs som en ballon. Hvad havde jeg gang i? Drøsselbjerg, fandtes der et mere øde og tåget sted?

Jeg åbnede døren til ankomsthallen, ordet fik mig til at smile, men det var da en slags sal, selvom den lå øde hen. Et stort ur hang over udgangsdøren i den modsatte side, klokken var 1730 og så er den ikke længere. Selv uret var gået i stå. Der havde engang været en kiosk med ekspedienter og en dame, der solgte billetter. Nu fandtes der kun en moderne automat, hvor man kunne trække billet og bruge både Dankort og andre betalingsmidler i plastik. Automaten så komisk ud og helt forkert ud i den gamle ankomsthal. Jeg rystede på hovedet og satte min kuffert fra mig i bar forfærdelse. Tiden er gået i stå, jeg står i ingenmandsland, i et tomrum, som rummer både ankomst og afgang.

Du er klar til at sætte spor.

Stemmen lød som en rungen i højtalerne. Men der kom kun tavshed ud. Forskrækket drejede jeg om på hælene og så mig omkring. Der var ingen. Kun en kvinde med en kuffert. Og hun sagde ingenting. De eneste spor, jeg satte, da jeg forlod stationsbygningen og gik ud i tågelyset på den anden side var de fodspor, der tegnede sig i støvet. Det var vist længe siden andre end jeg var stået af på Drøsselbjerg Station.

* * *

Folk kommer, fordi de vil skrive, men det er ikke alt. De ønsker at skabe forbindelse, det er som om en spirituel længsel driver dem hertil. De ønsker forbindelse gennem sproget og ordene, de skriver på siderne. Der findes andre metoder til at skabe forbindelse, men fælles for mine gæster er, at deres længsel manifesterer sig gennem sproget.

Fortsættelse følger …

Virkeligheden

Kære venner

Historien handler om lidt af det, jeg er i færd med at skabe. Og jeg deler den med jer i dag, fordi jeg gerne vil give jer lyst til at ankomme til Drøsselbjerg Station og mig selv lyst til at hente jer. Drøsselbjerg Station findes ikke i virkeligheden eller måske gør den, men jeg bor dér ikke. Endnu. Jeg aner heller ikke, hvem Karoline Scheller er, men det har jeg i sinde at finde ud af.

Alt i mens jeg skriver og udvikler det Skriv Din Sjæl kursus, som jeg håber på at kunne introducere til foråret 2015. Om det kommer til at foregå i Drøsselbjerg, Ringsted eller andetsteds vil tiden vise … Men du er inviteret!

Jeg håber at vi ses en dag. At du ankommer med toget til stationen, hvor jeg henter dig og så kan skriveeventyret begynde.

Kærlig hilsen
Lene