En skrivende rejse

frost tåge måne

Hvorfor kalder du det skriverejser, spørger du måske. For er skriverejser ikke, når man pakker sin kuffert og forlader landet for at sætte sig et fjernt sted, måske på en solvendt kyst eller i et elfenbenstårn, og modtage undervisning? Hvor man skriver sig gennem dagene og drømmer søde orddrømme om natten?

Jeg nikker. Sådan kan det naturligvis også være. Og det er i grunden ikke så meget anderledes, det, jeg tilbyder i Skrivehuset. For det er en rejse. Et eventyr. Og du booker skam en rejse og pakker din mentale kuffert, mens sjælen stille rumsterer i dit indre og fryder sig lidt. Skrivelængslen. Den er som udlængsel. Men i virkeligheden er det, vi længes efter at komme ind, helt ind i os selv og skrive derfra. At lære os selv at kende på ny og gå på opdagelse i vores eget indre landskab. Solvendte kyster, elfenbenstårne og små sivhytter på øde strande. Bjerge, dale og fuldmånenætter, hvor tågen danser med englene. Det er der alt sammen, det findes indeni. Og det, vi ikke umiddelbart støder på, kan vi skrive og skabe selv. Ord for ord. Det er en i sandhed en rejse, der starter i det øjeblik, du dedikerer dig og beslutter dig for at møde op. Nu skal skrivelængslen udleves, du er klar.

På skriverejsen kan du blive, hvor du er og alligevel komme vidt omkring. Det er en god proces, hvor du gennem øvelser og opgaver bygger nye veje og stier i dit indre univers. Du skaber dit eget rum af ro og fordybelse og med mig som en slags rejseleder, tager du på rejse i ord og stemninger. Efterhånden opdager du, hvor godt det egentlig gør at møde op. Nu tænker du ikke længere over det og danser tango med modstanden i dæmpet lys. Nu tager du favntag med det, der boblede indeni og skriver det frem. Du opdager dine dybe drømme og du ser, hvad der gør dig glad. Du går igennem alt det svære og skriver det, sætter ord på og får det frem i lyset. Så ser det anderledes ud, så kan du gøre noget med det. Du indser at du har valg. Og at du faktisk kan vælge at sætte din egen kurs og stævne ud efter sjælens sang. På hjertevej.

Det er ikke hokuspokus. Faktisk har skrivning været en måde at arbejde med sig selv, kreativt, intuitivt og spirituelt i århundreder. At skrive kan simpelthen være en måde at forbinde os med vores dybere selv på. Eller med vores sjæl, om du vil. Jeg vil i hvert fald gerne og mit liv begyndte for alvor at forandre sig til det bedre, da jeg begyndte at lytte til min sjæl. Hvad er det, den siger, den stille stemme, den forunderlige hvisken? Jeg skrev det frem og i dag er jeg aldrig i tvivl. Eller rettere sagt, bliver jeg i tvivl, så spørger jeg min sjæl i det, jeg kalder Sjælebogen. Og den bog skal jeg nok fortælle dig meget mere om en anden dag.

At tage på skriverejse er en måde at sige ja til dit skrivende, kreative og skabende selv på. Om du har et konkret bogprojekt i tankerne eller om du ønsker at skrive dig fri, så du kan skrive frit og levende, lære at lytte til og skrive fra sjælen, det er mindre vigtigt. For skriverejsen handler om processen. Uden processen og tiden, hvor vi skriver, modnes og folder ud, bliver det let et hårdt slid. At turde overgive sig til processen, give tid, skabe ro og rum og bare skrive, det er en gave. En af de bedste gaver, du kan give dig selv, hvis du mærker skrivelængslen pulsere i dit blod. Og det er sådan, det er. Du giver dig selv og du skriver dig selv, på skriverejsen.

Du kan læse mere om de skriverejser og forløb, jeg tilbyder her.

Hjertelig velkommen i Skrivehuset.

Kærlig hilsen
Lene

frost tåge måne

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s