Sangen i hjertet

Keevaogmig

Hvad nu hvis jeg bakkede mig selv, op helt og aldeles?
Viftede tanker om “forkert” væk som fluer på en varm sommerdag
og troede fuldt, fast og kærligt på mine egne dybe impulser?

Hvis jeg ikke tvivlede på mig selv,
men i stedet og helt uden tøven gik med det, der føles sandt for mig?
Hvis jeg fyldte mig selv op med kærlighed og tilgivelse, når jeg gjorde noget,
der måske ikke helt var i overensstemmelse med mit hjertes intention
og elskede mig selv endnu mere, når jeg var træt og ked af det?

Hvis jeg holdt om mig selv og stolede på min intuition
og de dybe impulser, jeg altid har,
og ikke tvivlede på, at det var det bedste for mig.
Og vidste, at jeg ikke skylder nogen en forklaring.
At alting ikke altid hverken skal eller kan forklares.
Men har lov at være præcist som det er.

Hvad nu hvis jeg forstod, at jeg er nødt til at give mig selv
og fylde mig selv op med kærlighed dybt indefra
og må vælge at ignorere egoets kollektive masseskrig og de sidste nye tendenser,
fordi jeg dybt i mig har vished om,
hvordan jeg ønsker at leve mit liv
og hvad, der er sandt for mig.

Hvis jeg virkelig forstod, at jeg kun kan udføre mit arbejde og være tilstede
og nærværende fra et centreret og kærligt sted i mig selv og give derfra,
hvis jeg husker at fylde mig selv op og pleje mig selv fra selvsamme sted.
At jeg er nødt til at beskytte mig selv og stå inde for mig selv og den vej, jeg har valgt,
på samme måde som jeg ville beskytte og tage mig af et lille barn eller en hundehvalp.

Hvad nu hvis jeg bevidst valgte at følge min sjæls stille røst,
og havde en kærlig intention om hver eneste dag at lytte til den melodi,
der altid spiller næsten lydløst dybt i mig.
Hvis jeg altid valgte at høre og danse til den sang, der bor i mit bryst.
Sangen i mit hjerte.

Og hvad hvis du gjorde det samme?
Ville vi så ikke opdage, at vi faktisk sang og dansede til samme slags musik?
Sangen i hjertet.

* * *

Lidt tanker ved Midsommer, sanket ved bålet i går aftes.

Kærlig hilsen
Lene

Keevaogmig

Du er instrumentet

greneKære ven

Historierne er der allerede. Fortællingerne. De findes dybt i dig og omkring dig, i naturen, i stilheden, men du er nødt til at gøre dig åben og modtagelig for at kunne tage imod.

Musikken er der allerede. Men for at kunne spille, for at kunne formgives, har den brug for sit instrument. Og det er her, at du kommer ind i billedet.

Du er instrumentet. Din opgave er at stemme dit instrument, dig selv, og gøre dig så blød, åben og modtagelig som mulig, så musikken kan strømme igennem dig. Jo mere du forsøger at tænke dig til ”hvordan”, desto mere lukket og forkrampet bliver du.

Det handler ikke om, at du skal lære noget smart, nyt og kende en slags struktur eller en metode til at skrive og modtage historier og fortællinger på. Og da slet ikke til at starte med. Det handler om, at du skal lære dig selv at kende. Du skal lære og øve dig på at være modtagelig som instrument. Åbne dig og lytte, lytte dybt. Huske på, at når skrivehandlingen bliver en lyttehandling i stedet for en talehandling, så forsvinder egoet langsomt ud af det.

Du er instrumentet.

Brug stilheden, naturen, de dybe åndedrag til at gøre dig klar. Gå i tillid, åbenhed og med hjertet fuld af taknemmelighed for, at noget ønsker sig at blive skrevet og fortalt gennem dig. For det forholder sig faktisk sådan, det har jeg efterhånden vished om. Men du er nødt til at møde op og sige JA. Ja til processen.

Du er instrumentet. Musikken er dér allerede. Nu skal du blot lære, hvordan I samarbejder, så musikken bliver til ord. Sætninger.

Fortællingerne er dér allerede. De er båret af vinden, brudstykker, fraser, små glimt af noget, de fragtes med fuglene, står op med solen på en tidlig sommermorgen, bor i duggen, disen eller dybt i skoven. Og i stilhed.

Du er instrumentet. Gå derhen, hvor musikken findes. For dig. I dig. Lyt og tag imod.

Kærlig hilsen
Lene

grene