Skrivende pilgrimme

Morgenlys

Har du nogen sinde tænkt eller mærket, at du har en bog i maven? Måske har du endda sagt det højt? Men det, der kan føles som en bog i maven er i virkeligheden en dyb skrivelængsel og en lyst til at sætte noget fri. Og når vi skal sætte ord på den følelse eller den længsel, så bruger vi ofte metaforen, at vi har en bog i maven.

Det handler til dels om, at vi ofte har så stor fokus på selve produktet. Og vi tror, at hvis vi har skrivelængsel, så handler det naturligvis om at skrive en bog. Vi er så fokuserede på mål og resultater, at vi ofte glemmer den skabende proces, som i virkeligheden ofte er det, vi længes efter. Vi længes efter at overgive os til noget større.

Bøger bor ikke i maver

Bøger bor ikke i maver. De skabes i gerningsøjeblikket. Så bogen i maven handler i virkeligheden om længslen efter at skrive og skabe. Det handler om lyst til at gå på skrivende opdagelse i noget, der kunne blive til en bog. På sælsom vis skriver historierne ofte sig selv, når vi møder op og tager imod dem. Vi kan forestille os, at vi lægger frø, vi gøder marker og vander haver eller at vi skriver os fra kyst til kyst og lægger spor. Senere kan vi vende tilbage og forbinde punkter, vi kan slette det, der er overflødigt og vi kan rette og finpudse. Vi kan plukke smukke sprogblomster i vores skrivehave.

Pilgrimsrejsende med pen og papir

At have fokus på resultatet kan faktisk dræbe glæden ved processen allerede inden vi går i gang. Naturligvis kan vi have masser af ideer til romaner, historier og noget, der kunne blive til bøger og det er fint. Det skal vi naturligvis give os i kast med og udforske. Men det gøres ved, at vi tør overgiv os til processen. Og når vi først helhjertede overgiver os og bare skriver, går på opdagelse og gør det, der også kaldes at lægge spor, så sker der noget med os. Vi glemmer tid og sted. Vi er opdagelsesrejsende i vores eget skrivelandskab, vi er pilgrimsrejsende med pen og papir. Skrivende pilgrimme. Skabende mennesker, der gør noget med vores længsel og vores medfødte kreativitet. Hvert eneste ord har skaberkraft og energi. Hver eneste sætning har noget at sige. Til os.

Jeg har skriverejsende i forløb, som i processen opdager, at de egentlig slet ikke har lyst til at skrive en bog. De troede bare, at det skulle være sådan, hvis de gik i gang med at skrive. At der skulle være et produkt i den anden ende, en slags målsætning. I stedet lærer de at udforske et dybere formål med det at skrive og kommer måske frem til en helt anden hensigt med skriverejsen. Og ideerne opstår undervejs. Når vi går på eventyr gennem ord og skriverier, møder vi også historierne undervejs. De kommer os i møde og kaster sig i vores favn. Det kan næsten føles som om at de bare har ventet på, at vi skulle møde op og begynde at skrive.

Processen er formålet

Det er på ingen måde et krav, at du har et produkt i tankerne, når du begynder at skrive eller booker et skriveforløb hos mig. Slet ikke. Det kan være at du simpelthen bare har lyst til at møde din længsel og tage den alvorligt. ”Jeg længes efter at skrive og sætte ord på noget og min hensigt er at finde ud af, hvad det egentlig handler det.” Se, det er et fint formål at have. Og jeg kan love dig for, at noget vil ske og folde sig ud, når du møder op og skriver.  Måske ender det med at blive en bog. En roman eller en samling fine noveller. Noget helt tredje. Men det er ikke produktet, der umiddelbart er skriverejsens formål. Det er processen.

Et magisk skift

Og så sker der noget. Det fortæller skriverejsende om gang på gang. Når de møder op, forpligter og dedikerer sig til processen, så begynder der at ske noget. Ganske langsomt. Et slags skift. Jo mere de arbejder med sig selv og skriver sig gennem øvelser, opgaver og i øvrigt også skriver rejsedagbog undervejs, desto mere ændrer de ydre omstændigheder sig. Det er som om der er magi i de ord, der pludselig formulerer drømme, håb og ønsker. Det er som om vi belønnes for at tage vores drøm alvorligt. Eller også er det noget helt andet. Vi opdager, at vi faktisk kan skabe os selv. At vi gennem skrivegerningen og de ord, vi sætter på, har fået helt vores egen tryllestav. Vi opdager noget, vi havde glemt. Vi får åbnet op for hemmelige skattekister og finder sandheder de utroligste steder. Modstanden har sælsomme døre, der knirker, når man åbner dem. Men de åbner sig. Og frygten fordamper, når vi møder den, skriver den og går igennem. Endnu en dør. En slags tærskel til noget andet. Ordene viser vej, vores egne ord og det, der opstår i processen.

Kreativiteten vokser

Synkronicitet opstår. Og det kan så sandelig også være, at bøger opstår. Eller novellesamlinger. Digte og dejligheder. For jo mere vi skriver og bruger vores kreativitet, desto mere er der af den. Energien vokser, lysten og glæden. Og inspirationen elsker os, fordi vi møder op og dedikerer os. Skriv, hvisker den, skriv lidt mere. Det gør så godt.

Jeg er dybt taknemmelig for at være en slags rejseleder for de skønne mennesker, der er i skriveforløb hos mig. På skriverejsen. Det er en gave at se, hvordan kreativitet og skriverier blomster og hvor glad, det gør. Det forandrer og det healer. Og det sætter en helt tydelig kurs for den videre rejse. For det står skrevet i horisonten med kærligt blæk:

Vi er skabt til at skabe

 

Kærlig hilsen
Lene

Morgenlys

Du er skabt til at skabe

kærlighed gennem vinduet

Al skabelse er et udtryk for kærlighed. Når du skriver, maler eller udfolder dig kreativt på andre måder, giver du samtidig kærlighedens energi lov til at strømme igennem dig. Det booster dit immunforsvar og gør dig både mere rolig og glad. Desuden forankrer du dig i det skabende øjeblik, nuet. Du er skabt til at skabe!

Slip kontrollen, mød op og skriv

En af hemmelighederne ved at skrive og skabe er at møde op. Og det lyder måske slet ikke som en hemmelighed, så simpelt er det. Sådan er det med mange af livets guldkorn. De er simple. Langt mere simple end vi tror.

Men vi er så vant til at udøve kontrol. Det er vores reb til tryghed. Vi tror, at hvis vi bare har kontrol, så kan vi forudsige begivenhedernes gang, holde fast på mennesker i vores liv, undgå ubehagelige overraskelser og måske komme lige netop derhen, hvor vi bliver lykkelige. Men sandheden er, at vi allerede er ankommet. Der findes ikke andet end dette nu, dette skinnende øjeblik af potentiale. Og hvis vi krampagtigt holder fast i forestillinger om hvordan, hvorfor og ikke er villige til at give slip på vores forestilling om verden, så forholder vi os lukkede for nye muligheder.

Giv slip på ballonerne

Når vi giver slip på vores forestillinger om ”hvordan”, åbner os og møder op, så sker som regel noget magisk. Kontrol synes at være en hindrig for kreativitet og frit flow. Den healende kreativitet er en følelse af kærlighed, der strømmer igennem os og som vi giver lov. Ved at give fri. Vi skal blot møde op og lade det flyde igennem os. Det er næsten som at få massage, bortset fra at vi i dette tilfælde selv skal føre pennen, lade fingrene danse på tastaturet eller holde om den pensel, der skal male det, der males vil.

Prøv at forestil dig din kontrol som en flok farverige balloner. Mens du holder fast i snorene i et forsøg på at forhindre at de flyver til vejrs, forsøger du at tænke dig til hvad du vil bruge ballonerne til. Hvordan skal du placere dem, så de bedst passer sammen? Og hvilke farver vil give den bedste effekt? Så kommer du i tanke om, at nogen engang lærte dig noget om farverne. Hvordan var det lige? Og før du ved af det, har du tøjret ballonerne til en stol, så du kan google farveskalaen eller finde den bog i reolen, der fortæller om ”hvordan”. Sådan gør du. Så hvordan gør du? Jo mere du læser, desto mere bliver du i tvivl og jo mere du forsøger at udtænke dit ”hvordan”, jo mere forsvinder lysten og den gnist, du mærkede, da du fik lyst til at skrive. Eller male. Og måske får du også lige i farten fortalt dig selv, at du slet ikke er særlig god til at skrive. Og du kommer i tanke om poeter og forfattere, som du beundrer, du sammenligner dig og så dør den sidste glæde. For du er ikke dem. Tanken om din dansklærer, der i et udbrud af raseri og med fråde om munden fortalte dig, at du ikke havde sans for ord og poesi, slukker den sidste gnist af kreativitet som vand, der hældes over et bål.

Og så er du strandet. Det føles tungt og svært, en sorg rejser sig som smerte i kroppen. Hovedet bliver tungt og alting ligger pludselig hen i mørke. Du fortæller dig selv, at det er typisk. At du ikke kan. At du ikke duer. At du ikke er værdig.

Og hvad så?

Forfra!

Hør her. Kreativiteten bryder sig ikke om kontrol. Den er flydende som kærlighed og den vil ikke sættes i bås. I det skabende øjeblik er vi nødt til at sætte den fri som en ballon eller en fugl, vi lukker ud af dens trange bur. Vi må stole på det, der kommer til os. Og i øvrigt svøbe os i både nysgerrighed og eventyrlyst. Hvad mon vil skrives gennem mig?

Prøv at forestille dig, at kreativitetens kraft er ren kærlighed, der gerne vil strømme igennem dig. Men for at kunne tage imod, må du slappe af og forholde dig åben. Naturligvis skal du møde op, men du skal ikke gøre noget særligt. Du skal tage pennen i din hånd (eller placere fingrene på tastaturet) og så skal du lytte. Forestil dig at noget vil skrives igennem dig. En gæst kommer på besøg. Og det eneste du skal gøre, er at åbne døren og lukke gæsten ind. Gæsten har et vigtigt budskab til dig. Måske endda et kærligt budskab? Du ved det ikke og det er selve eventyret. Åbn døren og tag imod. Skriv. Lad ordene falde som regndråber i din kreative ørken og lad dem vande din sjæl.

At turde give slip er noget af det vigtigste, jeg har lært i mit liv og jeg øver mig stadig. Hver eneste dag. At give slip er et af mindfulness principperne, men det er også et af skriveprincipperne. I modsætning til, hvad vi troede, fordi vi har lært at det forholder sig sådan.

Glem alt hvad du har lært og start forfra. Du er skabt til at skabe.

En lille historie

Mens jeg skrev dette indlæg, kom der en lille historie til mig. Det var ballonerne, der gjorde noget ved mig. Og pludselig dukkede ørnen op. Jeg tror ikke, at jeg har fortalt dig om ørnen, men det gør jeg så nu. Han ville skrives og det blev han så. Nyd historien, lad dig inspirere og hvis du har lyst, så skriv din egen historie om, hvordan det føles at give slip. Eller rettere sagt, spørg, lyt og skriv! 😉

Så kom der en ballon tilbage. Eller rettere sagt, der kom en fugl med en af mine balloner i næbbet. Jeg så op gennem tårer og fik øje på ørnen, som er mit kraftdyr. Han lærer mig om livet, gør min ørn. Og han er i øvrigt slet ikke min, han er alles, hvis man altså vil ham eller støder på ham på en trommerejse, som jeg gjorde det i sommer. Af nysgerrighed og fordi jeg elsker naturen og dens kraft, besluttede jeg mig for at deltage på et shamanistisk grundkursus. Det har jeg ikke fortrudt, for ellers havde jeg ikke mødt ham. Ørnen. Og hans budskab til mig var klart: Giv slip. Du behøver ikke gøre dig så store anstrengelser. Slip kontrollen og sæt dig ned med åbent hjerte og sind. Lad tingene komme til dig. De ting, der er til dig. Og når de kommer, så brug dem på kærlig vis og sæt dem herefter fri igen. Flow. Let it flow.

’Hvad vil du helst have’, siger han og svæver majestætisk over mit hoved. ’Vil du have din ballon eller vil du have dig selv?’

Jeg ryster på hovedet.

’Det kan du ikke mene. Skal jeg vælge mellem ballonen og mig selv?’ Jeg ler højt, ligeså skrattende og hjerteligt som ørnen selv kan gøre det. Jo, jeg har skam hørt ham bryde ud i latter, han er en humoristisk ørn og han tager ikke livet så alvorligt. Men jeg kan godt mærke, at han mener det her med ballonen.

’Det er min ballon’, udbryder jeg og mærker vreden som en knytnæve i maven. Jeg bliver lettere rød i hovedet, da jeg ser den smukke fugl og mine fine ballon over mit hoved, udenfor rækkevidde. ’Du har stjålet min ballon!’

Han ryster på hovedet, så ballonen sejler fra side til side. Den smukkeste blå ballon, der passer perfekt til himlen. Og min egen øjenfarve.

’Du må vælge. Vil du have din ballon eller vil du have dig selv. Hvad vælger du?’

Jeg ryster på hovedet og indser, at jeg er nødt til at lade ballonen gå. Jeg peger på den uden ord og ørnen giver slip. Åbner næbbet og lader gå. Den blå ballon siver opad i en søjle af lys og fjerner sig så langsomt fra det sted, hvor jeg nu har sat på en træstub. Slukøret, tomhændet og …

’Fri?’ Ørnen lander foran mig og betragter mig smilende. ’Du har givet slip på din ballon. Nu har du bare dig selv, dit hjerte og din kærlighed.’

Jeg ryster på hovedet. En ørn, der taler om kærlighed. Frihed. Og nye perspektiver. Samtidig ved jeg godt, at han har ret. Jeg hader at indrømme det, men jeg mærker faktisk en vis lettelse, som jeg sidder der og ser alle de fine balloner forsvinde i horisonten, den blå følger tøvende efter.

’Fra denne plads i nuets kerne er alting nyt. Træk vejret dybt, helt ned i maven. Træk følelsen af frihed ind. Åbn dit hjerte og tillad dig selv at mærke sårbarheden. Nu har du intet tilbage og derfor har du alt. Kontrollen var bare en illusion.’

Så flyver han, ørnen. Han kommer, når det passer ham. Jeg kan ikke kalde på ham og forlange, at han stiller op. Han kommer, når han kommer og når jeg mest af alt har brug for ham. Og hvordan kan jeg vide det, spørger du måske? Fordi jeg stoler på det. Jeg har tillid til, at han er kommet for at hjælpe mig i det omfang, jeg har brug for det. Og naturligvis kan jeg forsøge at kontakte ham via trommerejser og meditation, men det er ikke sikkert at han kommer. Han er en fri fugl og det accepterer jeg.

Al skabelse er et udtryk for kærlighed. Vi er skabt til at skabe!

Kærlig hilsen
Lene