Øvelse gør menneske … og ørn!

Måske er det bare mig, men denne januar synes mørkere end ellers. Det føles mere som at vandre dybt i december og så alligevel. Der er øjeblikke af lys og pludselig energi som en stråle dybt fra jordens indre. I mit skød. Men snart trækkes energien tilbage igen til det sted, hvor den kom fra. Og... Continue Reading →

Væversken

Stille glider solen op på himlen, det fine tæppe af frost smelter og dagen er i gang. Noget i mig tøver, mens jeg varsomt træder ind i morgenen. En skønne dag. Så lever jeg. "Det er disse stunder, du skal gribe og gøre til dine egne", siger hun, "for de er selve livet. Lad være... Continue Reading →

Skru op for din intuition

Lytter du til din intuition? Og hvis du lytter, hvis du virkelig hører din stille stemme og fornemmer, at din sandhed og din sjæls sang lyder lige dér, fra et dybt sted i dig selv, følger du så de råd og anvisninger, som du får? Det er ikke så nemt endda, for de fleste af os er udstyret med en god portion skepsis og et rationelt sind, som er hurtig til at feje intuitive fornemmelser og indre signaler af bordet. Og samme sind er udstyret med højrøstede tanker, som er eminente til at skabe splid og tvivl, så snart et signal er modtaget. Men hvad nu, hvis vi kan vælge at skrue op for vores intuition? Hvis vi øver os på at lytte og høre den indre stemme, de godgørende toner og kærlige anvisninger fra vores indre, så vi bliver bedre til at høre? Og hvis vi har en intention om også at følge de anvisninger vi får, når vi så har hørt dem og registreret, hvad de siger?

Historiemedicin for sjæl og hjerte

In many shamanic societies, if you came to a shaman or medicine person complaining of being disheartened, dispirited, or depressed, they would ask one of four questions. When did you stop dancing? When did you stop singing? When did you stop being enchanted by stories? When did you stop finding comfort in the sweet territory... Continue Reading →

Skriv dig ind, efterår og vinter

Jeg har åbnet vinduet og kølig luft strømmer ind. Denne morgen har jeg en intention om at bevæge mig langsomt og mærke hvert øjeblik som et strejf af evighed. Men jeg må lukke vinduet igen, luften er for kold for bare fødder, det er snart strømpetid igen. Sommeren er forbi. Jeg er egentlig slet ikke... Continue Reading →

Den sidste sommerdag

Bort alt hvad uro gør. Jeg hører ordene, en tone slår an, det er en svensk tekst, men jeg har aldrig rigtig hørt ordene før. Nu danser de ind i mit hoved ledsaget af en håndfuld tørrede enebær, som jeg lægger på det, der skal være mit efterårsalter. Det er ifølge kalenderen den sidste sommerdag.... Continue Reading →

Ravnesøen

Hun træder frem og misser med øjnene mod lyset. Som om hun først nu rigtigt ser og opdager omgivelser og landskaber i sig selv. Hun spejler sig i søen for at se. Hende. Kvinden. Den, hun er. En slags kvindelig Bard og underviser på skriverejsen, dus med de fugle, andre kalder for sorte. For hende er... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑