Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Knitrende frost i græsset, iskrystaller i mit hår. Kulde på kinden af den slags, der kysser koldt. Tidligt, daggry og en følelse af fryd. Fordi. Ingenting. Bare fordi. Jeg tænker på mit besøg hos Cathleen Eimear i går og solregnen på torvet. På kjoler i skønne stoffer og magiske tråde, der væves ind. Hendes smil,... Continue Reading →
Vi går tilbage til Cathleen Eimears butik med gran og små lys i vinduerne, røde bånd af slanger og kjoler udstillet i vinduet. Hun dufter af parfume, markant, orkidé måske, et smil danser om mine læber. Fleur i snor, kaffe i den anden hånd og Cathleen Eimear foran os. Hun åbner døren, vi går tre... Continue Reading →
Jeg spørger ikke Muireann, som Poppy foreslog. Jeg går direkte til skrædderen. Fleur er ivrig, da jeg parkerer i en sidegade ved torvet og jeg beslutter mig for at tage hende med. Butikken ligger ned af en smøge, en af de smalleste gader i Allesteds Cirkel. Husene står tæt sammen som gamle venner. Øjne af... Continue Reading →
Fredag kommer, lyset bryder mørket og spilder blåt håb over landskabet. Silhuetter toner frem og jeg ser et glimt af uglen på taget af brændeskuret. Hun flyver lydløst tilbage til mørket. Selv tænder jeg lys og ild i brændeovnen. Køkkenet bades i blødt lys. Fleur går ud, kommer ind og får sin mad. Spiser hurtigt... Continue Reading →
Næste morgen vågner jeg tidligt. Det er mørkt. Søvnen er forsvundet, jeg vender og drejer mig, indtil jeg beslutter mig for at stå op. Fleur løfter hovedet, er det nu? Vi går ned af trappen og jeg tænder op i brændeovnen i køkkenet. Da jeg kigger ud af vinduet, ser jeg stjernerne på himlen og... Continue Reading →
”Man kommer hjem” siger Brónach. ”Det er en evig øvelse. Jeg kan mærke, når jeg ikke længere er forankret i hjertet og ude af mig selv. Det er som at komme ud at takt med den sagte musik, der spiller, det guddommelige flow. Det mærkes, fordi jeg ved, hvordan det føles, når jeg er hjemme.”... Continue Reading →
Den første sne, de første knirkeskridt gennem klitterne og ud til havet. Solnedgang i ryggen, først i pasteller, lyserød og bleg orange, siden tændes himmelilden og den orange farve intensiveres. Jeg vender mig om og ser det ske. Jeg er et vidne. Fleur er allerede nede på stranden og afsøger området. Frem og tilbage løber... Continue Reading →
Midt i november blæser det op og blade falder fra træerne i klynger af gult. Et sted i skoven er der en bro, jeg går over den og passerer en tærskel. Lyset er gråt og en smule diset, fugten er tyk og denne gang går jeg alene som Cleena foreslog. Skoven er fuld af gemte... Continue Reading →
”Cathleen Eimear? Skrædderen?” Poppy nikker og smiler på en lidt mystisk måde. Hun rækker min suppe over disken, jeg spiser tidlig frokost i dag og er den første gæst på caféen. Hun har tændt små lys på bordene, jeg sætter mig på min sædvanlige plads med Fleur under bordet. Poppy følger efter mig bærende på... Continue Reading →
Morgenerne er langsommere nu. Mørket hænger ved og dagen tøver. Da lyset endelig kommer, får jeg øje på solen bag træerne og forbereder mig på en solopgang. Men da solen er stået op, går den direkte ind bag skyerne som lukker sig om den. Jeg trisser tilbage til køkkenet, sætter kaffe over og forbereder min... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 