Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Glem ikke boblen”, siger laksen og kamille nikker. Nu er hun i teen, jeg drikker, i sommer stod på hun på en eng. Hun er en af de planter, som har solens kraft med sig, hun skænker dig ro og regeneration. Laksen i søen, kamille på engen, kvinde i kold vintervind. Senere, det er søndag,... Continue Reading →
Pensionatet for Skrivende Sjæle Pensionatet for Skrivende Sjæle har holdt vinterlukket i et par måneder, men den 7. februar åbnes dørene igen. Det sker på et tidspunkt af vinteren, hvor vi netop har passeret Imbolc. Her møder vinter forår under jorden for første gang. Træer og planter begynder at vokse igen. Det kan vi se,... Continue Reading →
”Vent lidt med at drage konklusioner” siger Uglen i det gamle egetræ. Det er nat, det er mørkt og tåget. Stjernerne er gemt bag grå dis. Jeg er træt, vågen og endt på et sted, hvor jeg har været før, men denne gang har jeg ingen kræfter til at gå videre. Ingen lindrende ord kommer,... Continue Reading →
Jeg kan mærke det, så snart jeg vågner. Kroppen er træt, men hovedet er allerede i gang. Det er slingrekurs og jeg sætter hælene i. Mine muskler spænder, jeg får ondt i baller og knæ. Healing sker langsomt og pludselig føler jeg mig som en lus mellem to negle. Kroppen og tankerne. Et ego, der... Continue Reading →
Hvad hvis det vigtigste arbejde i dit liv ikke er noget, du jager, men noget du afdækker i naturligt tempo, skrivende og lyttende? Hvad hvis dit eget nærvær er det største, du kan skænke verden og dig selv. Venligt, ærligt og med kærlighed til processen og din vej. Fortællersken er en ånd, en del af... Continue Reading →
”Jeg kender godt skovhuset” siger Caoilinn, mens hun brygger en kande kaffe. Ikke alle gæster ønsker latte, cappuccino eller macchiato. ”Har du virkelig fået lov at leje det? Rygterne siger, at Philip er ret kræsen i forhold til sine lejere. Forstå mig ret” ler hun undskyldende, ”men han kender dig ikke. Normalt skal man igennem... Continue Reading →
Kærligt kæler solen for min morgen, frost knitrer og dagen er ny. Vi har gået tur langs stranden, forårslyset er dristigere nu, himlen har valgt en lyseblå kåbe. Farven spejles i havet, der er stille i dag. Bløde bølger skyller mod land og sjælen nynner stille. Så står hun på stranden foran os, Brónach og... Continue Reading →
Om natten drømmer jeg om narren. Du ved, ham fra den traditionelle tarot. Han dukker op på en klippeafsats, hvor jeg vandrer og selvom jeg ikke kender ham, genkender jeg ham med det samme. Han har bare ben og en kort kjortel på, et grønt slag over skuldrene og en gammel vadsæk på pind. Hans... Continue Reading →
Falken sidder på en pæl i hegnet ud mod klitterne. Den ser blå ud i det dunkle morgenskær. Bølger skyller mod land, en vældig kraft af vilje og vand. Jeg står i mit vindue og ser det hele. Med min kaffekop i hånden og en følelse af dvale i kroppen. I pejsen buldrer ilden, Fleur... Continue Reading →
Elva nævner den. Vandrebogen. Bedst som vi sludrer om løst og fast med Muireann, afslører hun det og ser udfordrende på Muireann, som hurtigt lægger ansigtet i de rette folder. Jeg kan godt mærke, at hun er lidt chokeret. ”Hvad siger du. Købte du vandrebogen?” ”Det gjorde jeg. Jeg ønskede at finde Eidheann og alle... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 