Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Fortællingen kunne slutte her, men det gør den ikke. Bedst som jeg havde sluppet den og sat den fri i stormende kuling, bedst som jeg havde opgivet alle tankerne om at ville noget bestemt, vågner jeg en morgen og opdager en hvid fjer på min dyne. Det er vel nærmest et dun, tænker jeg, uden... Continue Reading →
Der er særlige tidspunkter, hvor vi i endnu højere grad kaldes til at lytte til sjælens sang. Et af de tidspunkter er vinteren og det er her, at Fortællerskens Årshjul har sit afsæt i vintermånederne. Dybt i vinterens muld. Dybt i dig selv. Fortællerskens Årshjul forbinder dig til årstid og energi. Du skriver dig til større ro og dybere rødder. Start den 1. november og skriv din vintersjæl.
I de oktoberdage kommer stormen. Den hyler som en ulv og skubber træer og buske ind mod huset. Grene slår mod ruden i monotone trommeslag. Havet er uroligt, bølgerne vælter mod land og hybenbuskene bøjer sig for vinden. Græsset ser slukøret ud. Vinden vækker mig om natten, jeg ligger vågen i stykke tid og lytter... Continue Reading →
Hvad jeg så i vinkælderen? Jeg troede ikke mine egne øjne og du vil heller ikke tro dine. Men du må tålmodigt vente på afsløringen, den kommer først på de sidste sider af dette manuskript. Et manuskript som afsluttes ved tidspunktet for Samhain, hvor jeg med min kuffert træder ud af døren til Pensionatet og... Continue Reading →
”Skal vi så fejre noget her ved nymåne?” spørger Elva. Vi er samlet til eftermiddagste i køkkenet. Det er normalt Virginias domæne, men hun er taget på weekend hos familien. Maize er i skoven, det er hun næsten altid nu og rygtet siger, at hendes hus tager form og vil stå færdigt med udgangen af... Continue Reading →
Please help me set new loving boundaries, a gentle room of protection Ordene kommer på engelsk, som de nogle gange gør. Sprog flyder sammen. Jeg skriver dem i min rejsedagbog ved Nymåne. Det er lørdag morgen, tidligt, de stærke energier holdt mig vågen den sidste del af natten og jeg lå med min bøn. Efterhånden... Continue Reading →
Jeg har mødt Haren og Hind. Jeg har talt med Cailean. Svarene danser i brisen, men som Haren sagde, er svar sådan et endegyldigt sted, som om alle veje ender her. I ingenting. Mens jeg går det stykke af landevejen på vej mod Pensionatet og drejer af ned af stien til venstre, kan jeg mærke,... Continue Reading →
Det er som om mine ben nægter at gå hurtigt. De føles tunge og beslutsomme på en og samme tid. Selvom jeg havde planlagt en rask tur gennem klitterne og ud til havet, fragter de mig en helt anden vej. Vi drejer mod højre og går ud af stien og op til landevejen, mine ben... Continue Reading →
Som oktober bliver ældre, mærker jeg en lettelse over at vide, at en cyklus snart er forbi. Men det er afgørende at jeg ærer de sidste dage og uger. Nu mere end nogensinde er det essentielt, at jeg går langsomt og at slutningen bliver ligeså magisk som den nye begyndelse. Magisk, spørger du, hvad betyder... Continue Reading →
Der er en fortælling mellem granerne i kanten af skoven. Den danser i lysstrålerne, som finder vej. Mellem stammer og knirkende grene for vinden er stor i dag. Nedfaldne blade ligger strøet som konfetti, et tæppe af forfald viser vej til det sted, hvor jeg kan skabe forbindelse til fortællingens kraft. Hun er landet på... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 