Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Morgen igen, lyset bryder mørket, himlen bløder. Fleur og jeg er tidligt ude, vi går tur på stranden inden morgenmaden. Det er stadig mørkt, vi er daggryets vidner, det er et godt tidspunkt at forbinde sig til sin sjæl. Da vi forlader huset, hører jeg uglen tude, jeg hilser tavst men ved, at hun hører... Continue Reading →
Det er tirsdag, Fleur og jeg skal til byen. Mens himlen bløder i øst, skænker jeg kaffe i kruset og forbereder en skål skyr med hjemmelavet mysli. Fleur har spist sin mad og følger forventningsfuld mine bevægelser. Da jeg er færdig med kaffe og morgenmad, vasker jeg op, stiller kop og skål i stativet, slukker... Continue Reading →
”Du kom” konstaterer Uglen og ser på kvinden i vinterfrakke. I mørket er hun usynlig, men ikke for uglen, som har nattesyn. Hun står med armene over kors og virker utålmodig. Det er ikke det rigtige ord, Uglen vender det i maven og gylper det op. Det er noget andet, kvinden er. Usikker. Forventningsfuld. Bange.... Continue Reading →
Vi venter på lyset. Fleur har været ude for at gøre sine morgentoilette, så kommer hun susende tilbage og gør utålmodigt ved døren. Inde i varmen ryster hun og ser forventningsfuld på mig, kom, vi skal ud i køkkenet og gøre, som vi gjorde i går. Rytmen er god, energien langsom, i dag mærker jeg... Continue Reading →
”Hvad mon er sket med Uglen og Brokkekvinden?” siger jeg til Fleur, mens vi forbereder vores måltid i køkkenet. Lyset nærmer sig, havet hvisker stille. I brændeovnen buldrer ilden og kaffen er klar. Fleur har spist sin mad og sidder nu forventningsfuld og venter på en bid af osten. Jeg bagte boller sidst på eftermiddagen... Continue Reading →
Each er et væsen i bevægelse. Hun træder ind i min sfære på en frossen morgen i december. ”Det er tid” proklamerer hun, ”smerten kommer fordi du ikke har sluppet grebet om det, der var. Fortidens spøgelser klinger sig til håbet om, at du bliver her, de hænger i med meget lange negle. Negle på... Continue Reading →
Hvor længe jeg har siddet her, aner jeg ikke. Tiden opløses og havet indfanger mig som indvies jeg i en diset drøm. Lyd af stille bølger i takt med mit hjerteslag. Jeg kan ikke længere fastholde synet af min farmor i grå kjole og spraglet forklæde. Det velkendte mønster i stoftryk og farver, der ikke... Continue Reading →
Det er et forunderligt syn. Det grå spøgelse med spraglet forklæde, den buttede kvinde med strygende skridt og kreativ kraft. Efterfulgt af en kvinde med kuffert og rygsæk, frakke og grøn hue. De sidste rester af månen bag et diset tæppe af løsslupne skyer. På natten for Samhain, hvor væggene mellem verdener er tynde. Det... Continue Reading →
Hun hilser på mig gennem den tågedis, der ligger over landskabet. Resterne er månen svæver frem bag en sky. Lågen har lukket sig igen og jeg står på stien med klitterne og havet til venstre. Drejer jeg til højre, kommer jeg langs haven videre ud mod den store landevej. Mange gange har jeg gået her,... Continue Reading →
Ikke alle bryder sig om november, men jeg er fan. Jeg elsker, når mørket kommer listende, når træerne har smidt de sidste blade, næsten, og når jeg tænder stearinlys og skriver mig ind. Jeg sætter pris på stilheden, overgangen til vinter og invitationen til at skabe rum til ro og fordybelse. Jeg nyder at holde... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 