Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Når vi giver os selv lov til at øve os og træne, så forventer vi ikke et bestemt resultat. Træningen er målet. Øvelsen. Vi smører vores skrivestemme, når den får lov at synge forskellige toner og langsomt opdager vi, hvor vi har vores styrke og hvilke fortællinger, der passer godt til os. Men vi vælger... Continue Reading →
Hind står i rimdis og smager på det dejlige ord. Her starter fortællingen om en kvinde, der sad ved sit køkkenbord en morgenstund med kaffe og pen. I samme øjeblik hun slog øjnene op og strakte sig fri af søvnen, vidste hun det. Noget var forandret. Men i stedet for at lade tankerne rulle sin... Continue Reading →
Der findes et manuskript. Det fyldes af fortællinger i pagt med årshjulet. Ikke en dag er ubetydelig. Der findes ikke følelser, det ikke tager imod. En åben bog, et hjerte ditto. Et kærligt pensionat. I dag er det vinden, der tager ordet, den spørger ikke om lov. Solen fortrød og gled ind bag skydækket. Det... Continue Reading →
”Jeg er sådan en, der giver udtryk for sine følelser” siger pigen til kronhjorten, som står i hvælvingen. Birketræer, en ny begyndelse, sølvstammer i lyset fra sol og sne. Det er midt i februar og faktisk er det fastelavn. Men her skal det hverken handle om katte, tønder, boller op eller boller ned. Det skal... Continue Reading →
Hun har stået på klippen længe. Helt ude på kanten. Med vindblæst hår, dramatisk himmel, kæmpe bølger mod hendes kyst. Så blev hun blæst tilbage og forsvandt. Der gik et døgn, måske lidt længere. Hun var tilbage på et gammelt sted. Det kan du ikke se, hvis dit blik er fæstet på klippekanten og den... Continue Reading →
Det er ikke altid lange fortællinger. Nogle gange er det få ord. Vi kalder dem trædestene i fortællerskens univers, de er små lanterner i mørket. Nogle gange springer en gnist fra et bål, man troede var gået ud. Der er rester af liv i kompostbunken. Tag ikke fejl af det. Det, der var, er i... Continue Reading →
Så skete det, at jeg trådte ind skyggen og ud på en rejse. I hånden havde jeg min lanterne og vejen førte mig ind i skoven. Lanternen lyste kun en lille bid af vejen op, for sådan er det med livets lanterner. Omkring mig stod de mægtige træer, fyr, gran, eg og bøg. I mørket... Continue Reading →
”Du kan ikke skynde dig” siger han henkastet, hunden, der står ved min side. Jeg ved ikke, hvor han kommer fra. Han kom bag på mig, lydløse spor i sneen, en snude i min vante, jeg stopper op og ser, hvem han er. Vi mødes i timen efter daggry på det tidspunkt, hvor solen rejser... Continue Reading →
Lad hende skrive gennem dig, hører jeg kroppen hviske bag uro og fragmenter af frygt. Slap af i armen, holdt lidt blødere om pennen og lyt dig ind, så du kan høre hendes stemme. Brigid er her. I lyset fra den blafrende flamme på baggrund af kulde og sne. Det handler ikke om, hvordan du... Continue Reading →
Måske er det bare for tidligt? Jeg ser mig om i den hylende vind. Det har føget, sneen ligger tung og tyk over vejen og jeg kæmper mig igennem driverne. Nu står jeg i kanten af marken, øjnene løber i vinden, kulden er skarp og kontant. ”Hvad slipper du nu, kvinde? Hvad skal jeg tage... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 