Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Freyja er væk i flere timer og jeg når lige at blive bekymret, da hun endelig dukker op. Man vænner sig hurtigt til, at der er en anden i huset. Man hører lyde, fodtrin, energien er en anden, end når man kun er sig selv og sin hund. Jeg er så afslappet som ellers og... Continue Reading →
Bogen er indbundet i brunt læder. Titlen står med guldbogstaver på forsiden. Vandrebogen. Og som Freyja sagde, er der ingen forfatter nævnt. Siderne er gule og slidte, hist og pist med fedtpletter og bukkede hjørner. Jeg bladrer i bogen og finder afsnittet, hvor der skrives om steder, hvor vandrere kan slå lejr for natten. Beskrivelserne... Continue Reading →
Jeg vågner tidligt, det er stadig mørkt. Uret på natbordet siger 6:10. Stille, hvisker jeg til Fleur og vi forlader soveværelset efter jeg har taget tøj på. Morgenturen ud, den skal vi gå alene, fortæller jeg hunden og hun protesterer ikke. Vi lister ud af hoveddøren og ud i mørket, der er begyndt at skille... Continue Reading →
Eftersom du ikke har ordet, bliver det som i drømmen. Du vil finde dem i landskabet. Muireanns ord lyder i mit hoved, da jeg med kortet i hånden trasker hjem. Fleur løber som altid i forvejen, den fødte stifinder. Kortet fandt hun også. Det forestiller en kvinde i tusmørke. Hun har langt lyst hår og... Continue Reading →
Sådan går det til, at jeg sidder på Poppy’s Place og drikker kaffe sammen med Muireann. Man skulle næsten tro, at hun havde planlagt det. Vores møde. Ordene, der falder. Bortset fra at hun ikke kunne vide, at jeg kom. Med mindre … Jeg nægter at tro at Poppy og Muireann står i ledtog med... Continue Reading →
Der er dage med sol og regn. Et ihærdigt snevejr finder vej og dækker for en stund landskabet i hvidt. Vinden hyler i hus og trætoppe, fyrtræerne danser. Næste morgen drypper det fra tagrenden, sneen er væk og erstattet af regn. Det skarpe sollys af i går er borte. Grå skyer dækker himlen, nymånen gemmer... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor jeg føler mig hudløs. Dem har jeg lært at ære. De kommer fra tid til anden og der behøver ikke at være en grund. Da jeg boede på Pensionatet, kunne man erklære blidedag på dage som denne. Det behøver jeg ikke nu. Og dog. ”Blidedag” siger jeg til... Continue Reading →
Samme nat drømmer jeg om hende. En kvinde iklædt sort kåbe med sommerfugle og blomster i spraglede farver. En kvinde med gråt hår, der blæser vildt i vinden og øjne som ravnens. Sorte som natten. Hun ser ind i mig og læser mig i sin krystalkugle. Smiler underfundigt og ryster på hovedet. Hvad har hun... Continue Reading →
Det ærgrer mig, men hun har antændt noget i mig, Muireann. Pludselig ser jeg hende som en trickster, der har i sinde at ryste status quo. Hun kastede snøren ud og ville have, at jeg skulle bide på, men jeg afværgede hende i første omgang. Det kostede al min vilje. Nysgerrig er jeg, men jeg... Continue Reading →
Med suppe i maven og en god følelse af styrke forlader jeg caféen efter at have betalt og sagt farvel til Poppy. Med Fleur i snor går jeg over torvet og sætter kurs mod Muireann Brighs boghandel. Klokken bimler højlydt, da jeg åbner døren, duft af kaffe og røgelse bølger mig i møde. Jeg er... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 