Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Nogle gange er ord ubeskrivelige i sig selv. Sådan er det under februars fuldmåne. Jeg smiler, da jeg går ud i natten, ud i klitterne og ser hende sejle på februars himmelhav. Jeg skulle have allieret mig med Brónach fortæller jeg mig selv, men Uglen siger noget andet. ”Du er præcist, hvor du skal være... Continue Reading →
Jeg åbner min skrivebog for at lytte til alt det, der bølger i mig. Efter morgentur til havet, hvor bølgerne slog mod land og himlen var grå, gravid med regn og klar til at føde. Dansende dis over landskabet bag mig, klitterne, huset med lysende øjne og en varm favn. Ventende tålmodigt på, at vi... Continue Reading →
I støbeskeen og på vej ud til dig, der har lyst til at være med og har brug for at skrive fra sjæl og hjerte. At lade fortællingens kraft berige, berøre og åbne op for kærlighedsbudskaber og glæde. Til dig, der har brug for at sætte ord på og lade dig fortrylle. Til dig der... Continue Reading →
Falken sidder på en pæl i hegnet ud mod klitterne. Den ser blå ud i det dunkle morgenskær. Bølger skyller mod land, en vældig kraft af vilje og vand. Jeg står i mit vindue og ser det hele. Med min kaffekop i hånden og en følelse af dvale i kroppen. I pejsen buldrer ilden, Fleur... Continue Reading →
Søndag kommer solen, vi starter dagen med en gåtur langs stranden. Fleur danser omkring mig kåd af lys og luft, inspireret af tang og drivtømmer. Hun samler op og giver slip igen. Mine skridt er lette, jeg løfter ansigtet og drikker af solen og lyset. Det er flere uger siden sidst! Hjemme i huset venter... Continue Reading →
Jeg giver mig tid i skumringslys, dagen kommer langsomt som et suk fra dybet. Rejser sig stille, ingen hastværk, let dis slører udsynet og fugt trænger sig på. Skiftet er markant. De sidste rester af sommer tages af vinden, der puster sig op i vest. Tid. Skumring. Daggry. En rejsedagbog med læderomslag og sider med... Continue Reading →
”Du skal bare kende fordelene ved ulemperne.” Uglens ord simrer i min gryde, den indre, de bobler lidt og sender lattergas min vej. Jeg smiler et smil, der krakelerer og bliver stort. Fleur betragter mig og logrer med halen, hun er helt tunet ind på mine vibes. Jeg klør hende bag øret og lover en... Continue Reading →
Det er efterår nu, vi er midt i september og inden længe er det både fuldmåne og Efterårsjævndøgn. Mørket vokser og ligeså stille vender vi os indad med større fokus på det indre rum. Og det er lettere, når lyset gradvist forsvinder. Hvis vi forbinder os til den naturlige cyklus, er det faktisk slet ikke... Continue Reading →
Angharad kommer og går, dukker op på de særeste steder, ser, hvor jeg går. I landskabet giver hun sig ikke til kende, men vender ryggen til. Halen svinger i bløde bevægelser, et med det bølgende græs i klitterne. Jeg smiler, hilser på hende uden ord, når Fleur og jeg går vores ture. Ingen aftaler, ingen... Continue Reading →
Angharad forsvinder ligeså pludseligt, som hun kom. Der sker ikke mere kattemedicin den dag. Men jeg går med hendes ord og færdes i hendes sfære, øver mig på at lade min krop være blød og stærk på samme tid. Smidig er et godt ord. Det skriver jeg i min rejsedagbog. Smidighed er muligvis en nøgle.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 