Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
I efteråret 2023 lancerede jeg Fortællersken Den Indre Rejse skrivekurset, som har fokus på historiemedicin og det første hold skriver på sidste kapitel nu. Det har været en fin og forunderlig skriverejse og alle uden undtagelse har meldt tilbage og givet udtryk for deres glæde og taknemmelighed over de fine fortællinger og historiemedicinen, der er opstået i vores midte. Det... Continue Reading →
Hun bringer mig en dampende varm kop te og et stykke julekage på en tallerken. ”Jeg hedder Poppy” siger hun, ”og som du sikkert har gættet, er det min café. Du var heldig, for jeg går på juleferie i aften.” ”Jeg hedder Eidheann” svarer jeg og drikker forsigtigt af den varme te. Den er stærk... Continue Reading →
Det er mørkt, da jeg vågner. De sidste dage inden Vintersolhverv byder på tunge skyer og regn. Jeg sidder i køkkenet foran brændeovnen med min kaffe og morgenmad. Et enkelt stearinlys brænder. Det er for alvor gået op for mig, at jeg er alene og at jeg sandsynligvis kommer til at tilbringe juledagene i mit... Continue Reading →
En gæst er ankommet, mit hjerte hopper af forventning og glæde. Jeg skrev noget i min rejsedagbog om eneboer med måde og erkender, at jeg savner Pensionatets liv og måden vi var sammen hver for sig på. Åh Elva, hvad ville jeg ikke give for at kaste mig i dine arme, at høre dig le... Continue Reading →
Each er et væsen i bevægelse. Hun træder ind i min sfære på en frossen morgen i december. ”Det er tid” proklamerer hun, ”smerten kommer fordi du ikke har sluppet grebet om det, der var. Fortidens spøgelser klinger sig til håbet om, at du bliver her, de hænger i med meget lange negle. Negle på... Continue Reading →
Det er mørkt, glat, tøvejr nu og uanset, hvad jeg skriver, kan det ikke beskrive min dybe frustration over at være trængt op i en krog. Testet, prøvet og eksamineret med en følelse af at være dumpet. Jeg bestod ikke eksamen og er tilbage på et knastørt og goldt sted som føles meget værre end... Continue Reading →
Det er sværere end jeg tror. At være taknemmelig. Men jeg har skrevet en fint formuleret intention i min rejsedagbog og hver morgen åbner jeg et indre rum, som har en rusten nøgle. Først skal jeg igennem en række af selvbebrejdelser, som står i kø for at spotte. Utaknemmelige skarn, forkælede møgunge og andre fortidsfloskler... Continue Reading →
”Kom lige herud” hører jeg hende kalde, et kald, der ikke er invitation, man bare kan sige nej til. Jeg kan høre på hendes uhu uh at hun mener det. I øvrigt er det første gang, at hun så aktivt kalder mig ud, så jeg lukker mit vindue og skynder mig at komme i tøjet.... Continue Reading →
Mit navn er Eidheann og jeg bor i huset ved havet. For et år siden befandt jeg på et sjælsomt pensionat sammen med andre kvinder, en månedslærer og Virginia, som holdt huset og sørgede for vores gudelige måltider. Vi fandt ud af, at vi alle havde et kald. Jeg er kaldet til at gå Eneboerens... Continue Reading →
Et sted ude i verden er det sort fredag. Her ved havet er der stille og det er langt fra sort. I dag danser lyset på vandoverfladen og blågrønne bølger med himmelstrejf skyller op mod kysten. Vinden er vild, mit hår blæser om hovedet på mig, men heldigvis er meget af det holdt på plads... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 