Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Når jeg på et tidspunkt læser tilbage og genoplever fortællingerne, når jeg vandrer ind i deres landskab og husker, hvad jeg så, lærte og sansede, så vil jeg forbavses over, hvor meget jeg skrev og skabte. Uanset om strandhuset dukker op som en fysisk manifestation eller det forbliver et helligt sted på mit indre landkort,... Continue Reading →
Jeg beslutter mig for at gøre præcis som Clodagh anbefaler og erklærer mig villig og åben. Jeg ønsker at lytte til det, der pulserer og til min sjæls vise stemme. I trust my inner voiceThe divine guidance within Jeg har hørt det mange gange i de seneste uger. Jeg er blevet for fokuseret på resultatet.... Continue Reading →
Clodagh løber sin tur hver morgen og når jeg tager mit morgenbad i havet, ser jeg hende ofte løbe forbi. Hun stopper sjældent, men ser koncentreret ud og afbryder ikke sin løbetur for at sludre med mig. Sådan har det været i dagevis og jeg er blevet vant til det. At hun glider forbi. Vandet... Continue Reading →
”Hvor længe skal jeg vente” spørger jeg vildsvinet i drømmen. Han dukker op i en lysning og underligt nok er jeg ikke bange. Vi kender hinanden fra før og derfor tøver jeg heller ikke med mit spørgsmål. ”Længe nok” svarer han nøgtern og tager et par skridt i min retning. Bag ham er træstammerne nøgne... Continue Reading →
Det er på septembers syvende dag at jeg beslutter mig for at ære tomrummet. Ubetinget tillid, kaldte Ørnen det. Jeg forstår at tomrummet er et vilkår. Det findes ikke uden. Det er zonen mellem det, der var og det, der skal komme. Her opstår alt nyt liv og alle ny livstråde. Her bor ideer, der... Continue Reading →
Nu mærkes tomrummet som en ekkodal af længsel. Jeg vifter impulser væk, jeg registrerer utålmodighed, rastløshed og let frustration. Indtil det dæmrer. Det gør det om morgenen kl. 6, da jeg smider badekåben og løber ud i vandet. Bølgerne griber mig og skubber mig fra land. Østenvinden tuder. Et strejf af panik, så lander jeg... Continue Reading →
Det er diset, da jeg står op og går til havet. Væversken har været på nattearbejde og skabt de smukkeste spind i hegn og buske. Små kunstværker glimter og udstiller sig, efterhånden som solen får banet vej gennem tågen. Det er et magisk landskab og jeg nyder at være til stede. Fugten er tyk og... Continue Reading →
Der findes et sted dybt i mig, hvor der ingen tvivl er. Stedet ligger ved en sø i skovbrynet. Bregnesøen. Her sidder Losgann på tidlige morgener og kvækker en sang om følsomhed. Han har længe både sagt og sunget det, men jeg har ikke været så modtagelig. Sandheden er, at den ofte har bragt mig... Continue Reading →
Søndag er en hellig dag. Morgenen er diset og kølig. Jeg går til havet, jeg bader og går tilbage igen. Gennem klitterne, det tunge sand og de standhaftige hybenroser. Jeg vender mig om og ser lyset danse glimtdans på havoverfladen. Perler af guld svømmer. Da får jeg øje på hende, Clodagh, hun er ude på... Continue Reading →
Jeg mærker det, så snart jeg slår øjnene op. Det er september. Det er en følelse, en anderledes tone dybt i mig. Jeg har sovet tungt og var ikke vågen med midnat, da skiftet skete. Blot ved jeg, at Dervla nu er taget af sted og erstattet af en anden kvinde, som skal guide og... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 