Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Felicia er kvinden, som kun sælger brød til dem, hun ved sætter oprigtigt pris på det. At brød ingen tilfældighed er og at kærlighed er lige så vigtig som godt mel. Jeg møder hende ved fuldmåne og som alt andet i livet, er det ingen tilfældighed. Men læg analysen væk, skru ned for den mentale... Continue Reading →
Jeg spørger, om der er en fortælling. Det er sådan, jeg gør. I stearinlysets skær og med min pen hvilende i højre hånd, venter jeg på at en tone slås an. Der er altid en tone. Altid en lyd af noget andet end det, der buldrer i tankerne. Nogle gange er det svært at trænge... Continue Reading →
Mørket er vokset, natten er lang. Sådan føles det, som om efteråret kommer bag på mig og overrasker mig med sin kraft. Ved Efterårsjævndøgn fejrede jeg alene i skovhuset og sendte en kærlig tanke til Brónach, som jeg savner. Vi skal skrive rigtige breve til hinanden, sagde hun ved vores afsked og ikke forfalde til... Continue Reading →
Fridage med indretning og ture i skoven. Fridage med disede morgener og den første efterårsblæst. Jeg indretter mig i skovhuset, lærer huset at kende, dets ånd, dets hjørner og kroge og den måde lyset falder gennem vinduerne på, når solen finder vej. Når det blæser, kan jeg høre træerne knirke. Ravnen er ofte på besøg,... Continue Reading →
Det er efterår, vi er midt i september og inden længe er det Efterårsjævndøgn. Mørket vokser og ligeså stille vender vi os indad med større fokus på det indre rum. Og det er lettere, når lyset gradvist forsvinder. Hvis vi forbinder os til den naturlige cyklus, er det faktisk slet ikke svært. Tværtimod. Det er... Continue Reading →
Dage i september. Dage på caféen i selskab med Caoilinn og de skønne gæster, som kigger forbi. Jeg er ved at lære byens beboere at kende og når Fleur og jeg går tur i gaderne, hilser vi på mange, som ved, hvem vi er. Det er en god følelse. Længe har jeg været anonym, en... Continue Reading →
Det er duften, der gør det. Duften, der smyger sig langs markerne og smiler i solsikkens skær. En duft af bål og frisk luft, mødet mellem sommer og efterår. Den bløde duft af august, den lidt skarpere smag af september. Jeg smiler og mine skridt er lette, da vi går vores sædvanlige morgentur. Snart bor... Continue Reading →
”Jeg kender godt skovhuset” siger Caoilinn, mens hun brygger en kande kaffe. Ikke alle gæster ønsker latte, cappuccino eller macchiato. ”Har du virkelig fået lov at leje det? Rygterne siger, at Philip er ret kræsen i forhold til sine lejere. Forstå mig ret” ler hun undskyldende, ”men han kender dig ikke. Normalt skal man igennem... Continue Reading →
Tidlig morgen, vi går ned til fjorden gennem markvejen, hvor kornet nu er høstet på begge sider. Der dufter af bål og fugt, den umiskendelige lugt af høst. En brise følges med os og roder op i pels og hår. Jeg vifter en myg væk og da alt ånder fred, slipper jeg Fleur, der glad... Continue Reading →
Det er først på aftenen, vi har lukket caféen og sat os med et glas hvidvin i gården bagved huset. Her er stille, solen passerer dovent forbi og begynder at synke ned bag hustagene. Jeg har Fleur med i dag og har derfor tid, så da Caoilinn byder på et glas vin, tøver jeg ikke... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 