Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Det er en af de morgener, hvor noget er faldet i hak. Det mærkes som stille hvisken. Varmen er væk, kølig vestenvind blæser ind over havet. Jeg går på stranden inden morgenmaden, i modvind passerer jeg klitterne og står midt i blæsten. Skyer i gråhvide formationer flyver forbi og et par måger gør dem selskab.... Continue Reading →
Det er et nyt land, jeg opdager det først, da Ørnen kommer flyvende fra træerne på naboens grund og ind over marken. Noget aktiveres i mig, det indre og det ydre smelter sammen og i det øjeblik mærker jeg, hvad spirituel forankring betyder. Min fortællerskestemme lyder som en rislen fra en flod, et levende felt... Continue Reading →
Det er køligt i morgenens første timer. Med natten i hælene kravler lyset forsigtigt op og kigger ud over kanten. Jeg var vågen ved daggry, her slap søvnen op og jeg blev et vidne til solopgangen. Bløde stråler gennem skysprækker og skyggelys af den slags, der holder på kulden. Det er køligt, da jeg går... Continue Reading →
Her er så stille, at man kan høre årshjulet dreje. ”Hvad er tid?” spørger jeg hesten Each, som dukkede op i morgendisen og blev min frænde i dag. ”Det er også et af livets mysterier” siger hun. ”Tiden går og kommer. Nu er tiden landet på sommer.” Sommer, jeg nikker, nå ja. Det har jeg... Continue Reading →
“Du glemte mig” siger Betony og ranker sig, så jeg kan se hende. ”Det må du undskylde” siger jeg. Så er vi i gang, fortællingen fejer tankerne bort og tager over. Pludselig er det en anden energi, en anden stemme. Betony rømmer sig, nu er hun ved at blive glemt igen. Ih altså! ”Det er... Continue Reading →
Det er længe siden. Jeg byder hende velkommen med et dybfølt suk. Hun viser sig i disen og det novemberlandskab, som jeg elsker. Bag træerne i horisonten danser lyset, endnu blot en orangegul antydning. Men det er dér. En morgen som denne er magisk, græs og hegn har haft besøg af væversken og hendes værker... Continue Reading →
Energien er langsom, dvælende og det er mest træthed, jeg mærker. Jeg stiller mig i det åbne vindue, mens jeg lufter ud, renser rummet og lader den kolde, våde vind stikke mig i ansigtet. Rester af sne ligger som gråhvide knolde, totter af græs stikker frem. Marken er brun, horisonten diset. Så sætter jeg mig... Continue Reading →
Der er en længsel og et løfte. En tone, som stille synger sig selv gennem disen. Jeg mærker det, men er samtidig klar over, at dette er endnu en dag på tærsklen. Jeg svøber mig i disen, en blåhvid kåbe og traver af sted gennem pytter. Tøvejr. Det er lidt varmere nu, men luften er... Continue Reading →
Der er ingen tvivl, når hun dukker op i min sfære. Da jeg beder min bøn og blander kortene, ser jeg hende i et glimt. Nøgleordet er lytning og åbenhed overfor en visdom, som ikke er højrøstet eller som vil krænge vrangen ud for at blive set og hørt. Hun venter og så er det... Continue Reading →
Jeg hæfter mig uvilkårligt ved birketræet i midten af kortet, stammen af sølv, forgreningerne og den måde, hvorpå det spejles af vandet. Birketræet som bl.a. symboliserer en ny begyndelse, denne gang med et fundament som har været udfordret og rystet i sin grundvold. Det mærkes i krop og sjæl. Ørnen er frænde og kommer med... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 