Efter mørkestormen

“Hvornår er du allermest dig selv” spørger han i morgenlysets rødmen og måske rødmer jeg også, som himmel så kvinde, for spørgsmålet rører ved noget dybt i mig. Jeg tøver lidt, men kender ham godt nok til at vide, at han forventer et svar og at det svar er et, der skal siges højt. Som... Continue Reading →

Du er instrumentet

Kære ven Historierne er der allerede. Fortællingerne. De findes dybt i dig og omkring dig, i naturen, i stilheden, men du er nødt til at gøre dig åben og modtagelig for at kunne tage imod. Musikken er der allerede. Men for at kunne spille, for at kunne formgives, har den brug for sit instrument. Og... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑