Din slumrende Muse

Inspiration exists, but it must find you working, har Picasso så rigtigt sagt. Og dermed gør han op med skrønen om, at inspirationen kommer som et lyn fra en klar himmel. De fleste tilbringer det meste af livet med at vente forgæves på, at inspirationen skal dukke op, helt uvidende om at den ofte først kommer, når vi er i gang. Derfor er det så vigtigt, at vi rent faktisk møder op og siger JA til inspirationen. Vi er nødt til at vise at vi vil, at vi har en intention om at skrive og at vi er villige til at arbejde for inspirationen.

I learned that inspiration does not come like a bolt, nor is it kinetic, energetic striving, but it comes into us slowly and quietly and all the time, though we must regularly and every day give it a little chance to start flowing, prime it with a little solitude and idleness.
– Brenda Ueland –

Vi møder inspirationen undervejs

Brenda Ueland siger det samme på sin måde. Inspirationen dukker ofte op, når vi gennem vores fremmøde giver den en chance for at vise sit smukke ansigt. Når vi er mødt op, når vi rent faktisk skriver, har den med at dukke frem mellem linjerne. Og det sker ikke altid med trommesolo og store armbevægelser, den gør sin entre. Vi møder den undervejs. Netop fordi vi har sagt JA og gennem ordene har begivet os af sted, har vi mulighed for at møde den og udnytte den, når den så rent faktisk dukker op. Nogle gange på en helt stille måde.

Når den indre censor er på overarbejde

Men underligt nok er noget af det sværeste faktisk at møde op og begive sig på vej. Her står undskyldningerne i kø og den indre censor er på overarbejde i sin mission om at forhindre os i at skrive. Og der et utal af undskyldninger og grunde til, at vi ikke kan eller har tid, det er bare at dykke ned i den kæmpemæssige sæk af alt det, der står i vejen for, at vi kan sætte os ned og skrive. Du kender uden tvivl en masse af godterne i sækken allerede. Manglende tid er en af de mest brugte undskyldninger. Der er så mange andre ting, som kræver vores tilstedeværelse og energi og som det ofte er i livet, er det, der står på sjælens og hjertets ønskeliste ofte det, der ryger bagerst i køen og gang udsættes eller helt undgås.

Læs også: Lad ikke din indre censor få det sidste ord

Du har tid

”Jeg har ikke tid”. Hvis det er de ord, du siger til dig selv, så har du allerede kastet en negativ trylleformular ud over dit skriveprojekt og din intention. Det bliver, som du siger, du kommer til at efterleve dine profetier. Så du må i stedet vælge at finde tid, at sige ja til tiden og lade tiden finde dig. ”Jeg har tid”. Det er de ord, du med fordel kan sige til dig selv og gentage igen og igen, indtil det bliver som du siger. For du har tid, hvis du ønsker at have tid.

Hvordan kommer jeg i gang?

Selv arbejder jeg med intentionens kraft som en trofast følger og hjælper både hvad egne skriveprojekter angår og i forbindelse med de skrivecirkler, skrivekurser og workshops, jeg afholder. Jeg inviterer dig til bevidst at arbejde med ordene i din intention, så de støtter og løfter dig på din vej og giver dig en god mavefornemmelse. Det skal føles godt. Du må huske på, at ord er energi og vi er ude efter at lade den gode energi følge os på vores skrivevej.

Derfor vil jeg altid foreslå, at du allerførst sætter dig ned og formulerer en hjertelig intention med dit skriveprojekt.

Din hensigtserklæring

Skriv en hensigtserklæring (min hensigt med at skrive er …) og lad din hjertelige intention bære og løfte dig i dit forehavende. Brug ord, som har en god energi for dig, mærk efter og leg gerne lidt med det. Du kan mærke det, når din hensigtserklæring er klar. Den løfter, støtter og beriger dig. Du får lyst til at møde op og folde din skrivelængsel ud, når du læser den. Din hensigtserklæring trækker nemlig en hellig cirkel omkring din intention og intentionens kraft er magisk.

Og det dér med tiden. Det passer ikke. Kan du finde bare 30 minutters skrivetid om dagen, er du godt på vej. Start med at skrive en hensigtserklæring som løfter og støtter dig i dit forehavende og skab derefter et indre og et ydre rum, hvor du møder op igen og igen. Nu ved du, at inspirationen først dukker op, når du rent faktisk selv er kommet og er begyndt at skrive, så derfor skal du ikke vente på, at noget sker (eller at nogen opdager dig).

Du er nødt til at begynde og rejsen starter med det første ord.

Ord som transportmiddel

Når du begynder at skrive, så prøv at lade være at dømme eller bedømme det skrevne. Bare lad det komme, lad det flyde. Ofte skal vi først skrive os varme, vi skal skrive os ud af hovedet og ind i hjertet. Forestil dig, at du via ordene drager ud for at møde både inspiration og de fortællinger, der er til dig. Du ved ikke på forhånd ”hvad” eller ”hvornår”, så ønsket om at kontrollere og vide det hele på forhånd, lægger du bag dig. Du er nu en opdagelsesrejsende i ord og stemninger og du har tillid til processen. Ordene fragter dig på vej.

At skabe rum

Du kan vælge at skabe dig en slags stilhedsoase omkring dine skriverier. Lade det blive et slags helligt ritual, hvor du tegner en cirkel omkring dig selv og din intention om at skrive.

Lad det gerne være et fast tidspunkt på døgnet eller i løbet af ugen, hvor du aktivt tilvælger skrivegerningen og går ind i din hellige cirkel. Tænd nogle stearinlys, røgelse og sæt eventuelt noget blidt musik på, som synger til din sjæl. Sæt dig foran tastaturet eller med din pen og notesbog. Og ja, 30 minutter om dagen er nok. Lidt har ret. Det er nemlig i gentagelsen, at du møder både magi, muse og inspiration.

Læs også: At skabe et rum

Overhold de aftaler, du laver med dig selv

Du laver en hellig aftale med dig selv og den overholder du selvfølgelig på samme måde, som du møder op på den café, hvor du har en aftale med en ven. Uanset hvad tankerne fortæller dig. Her er det ofte den indre censor, der kommer på banen og den vil gøre alt for at forplumre processen. Den er nemlig bange.

Din sjæl længes

Din sjæl længes efter, at du tager dig selv i kærlig ed. Det er den dybe længsel, du mærker, når du har lyst til at skrive. Og det vigtigste er faktisk at du møder op. Lad være med at have store forventninger til dine skriverier på forhånd. Gå ind i cirklen, dit hellige skriverum og sid så bare stille og lyt. Luk gerne øjnene lidt og lad roen brede sig i dit indre. Du er nu til stede i din hellige skrivecirkel, et rum fuld af stilhed, fred og ro. Og det er et rum, du har skabt med den intention, du har i dit hjerte. Mød op til tomme sider med åbent hjerte, sæt dig, kom til stede i rummet, sid eventuelt lidt stille i meditation eller lav opvarmningsøvelsen og tøm dig selv for overfladevand og de værste tunge tanker.

Opvarmningsøvelsen er ALTID god, jeg bruger den selv tit og ofte. Du finder den her.

Skriv dig på vej

Og så skriv. Begiv dig på vej og gør det, som du drømmer op. Skriv. Skriv dig ind, skriv dig på vej og tillad dig selv at gå på opdagelse via ordene. Giv dig selv lov til at skrive alt muligt, du må gerne skrive grimt og grammatisk ukorrekt og prøve dig frem. Du er en kunstmaler udi ord og stemninger og du aner ikke på forhånd, hvad der kommer ud af alle de ord og sætninger, som du nu lader flyde gennem dig. Men du har tillid til processen og du nyder rent faktisk at være mødt op. Det gør godt, du er et kreativt og skabende menneske og noget i dig har længstes dybt og inderligt efter at tage den del af dig i ed.

Muse

Og så møder du din muse

Discipline allows magic. To be a writer is to be the very best of assassins. You do not sit down and write every day to force the Muse to show up. You get into the habit of writing every day so that when she shows up, you have the maximum chance of catching her, bashing her on the head, and squeezing every last drop out of that bitch. – Lili St. Crow –

Jeg kommer altid til at smile af Lili St. Crows udlægning af at møde sin muse. Om du rent faktisk vil slå hende i hovedet, når hun dukker op og klemme hver eneste bloddråbe af inspiration ud af hende, eller om du vil byde hende indenfor i dit skriverum, byde hende på te og kage og lytte dybt til hendes smukke sang, er helt op til dig og dit temperament. Men læg mærke til én ting. Lily siger det samme, disciplin skaber rum for, at magien kan ske. Det siger de alle sammen, kunstnerne, forfatterne og dem, som bare gør det. Skriver og skaber. De har lært sig selv, at der kun er én ting at gøre, hvis man har skrivelængsel eller skabertrang. Det er at gå i gang! Møde op, sige JA og begive sig på vej.

Så start med at skrive en hensigtserklæring med ord, der kommer fra hjertet, skab dig et godgørende rum, hvor du kan skrive lidt i ro og frem og åbn op for, at både muse, magi, inspiration og fortællinger kan finde vej til din pen.

Disciplin åbner op for magien, så begiv dig på vej via ordene og væk din slumrende muse.

Kærlig hilsen
Lene


Har du lyst at vække din slumrende muse?

I efteråret 2016 tilbyder jeg følgende skriveforløb, skrivecirkler og intuitiv skriveworkshop til dig og din skrivelængsel. Klik på billedet for yderligere information. Alle tilmeldinger sker til skrivehuset@gmail.com. Hjertelig velkommen ❤

Fortællingens Kraft starter søndag den 11. september 2016

Fortællingens Kraft2

Årets sidste intuitive skriveworkshop afholdes lørdag den 22. oktober kl.10

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Vintercirklen starter op den 1. november 2016

Vintercirklen

Skabt til at blomstre

 

Kære ven, jeg opfordrer dig kærligt til at møde op og give din indre fortællerske plads. Hun har ventet længe på dig og jeres møde er uundgåeligt. Et møde, hvor I vil smelte sammen og skrive fra det sted, hvor længslen lige nu blot er en fed, potent blomsterknop, der efterhånden er lidt tung at bære.

And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful than the risk it took to blossom.
– Anaïs Nin –

Hvorfor ikke bare sige JA! ?

Skrivelængsel er sjældent en kuriøs tilfældighed, det er et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at skrive dem på. Så hvorfor ikke møde op og sige ”JA” til dig selv og den spirituelle længsel, længslen efter dig selv og din sjæl, der tydeligvis manifesterer sig gennem sproget?

Drik ikke i vandkanten, men kast dig ud i det. Bliv vandet. Først da bliver din tørst slukket.
– Jeanette Berson –

Skrivelængslens 7 bud
Måske husker du det første bud? Start med at dedikere dig til processen. Mød op og sig JA. Det lyder nemt, det lyder nærmest som det rene ingenting, men sandheden er, at det er ALT. Din dedikation og dit fremmøde er forudsætningen for, at noget nogensinde vil blive skrevet gennem dig. Du finder aldrig ud af, hvad der gemmer sig bag længslen, før du har sagt JA og indstiller dig på at tage imod.

En historie søger dig

I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie faktisk udsøger visse mennesker gennem hvilke, historierne ønsker at lade sig fortælle eller blive skrevet. Tanken tiltalte mig, da jeg læste om det første gang, jeg hørte et dybt suk af genklang, for jeg havde selv oplevet det på min egen skriverejse. Senere har jeg gennem mit arbejde som skrivecoach og underviser fået vished om, at det faktisk forholder sig sådan. Det viser sig gang på gang, når jeg arbejder med skrivning og historiefortællinger fra sjælen og har kvinder med skrivelængsel i personlige forløb, som deltagere i skrivecirkler eller på de intuitive skriveworkshops.

Fortællingerne er levende, de er energi og ofte er de gjort af sjælens sandhed og kærlighed. Det gør godt at møde op, lytte, skrive og og tage imod. Det er healende. Magisk. Fantastisk. Og det er så sundt for hjerte og sjæl. Vi er nemlig skabt til at skabe (os).

Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

En slags disciplin

Prøv at forestille dig, at der et sted derude svæver historier og fortællinger med en særlig puls og hjerteslag. Et hjerteslag som passer perfekt til dit. Det ved din sjæl og du mærker det som skrivelængsel. Men før du faktisk sætter dig og beslutter dig for at gå på skrivende opdagelse i det, der pusler og rumsterer, kan historien eller fortællingen ikke finde vej til din pen og dit papir. Det er ikke noget, som sker oppe i hovedet og som du mentalt kan udtænke og planlægge. Du er nødt til at møde op, dedikere dig og skabe en slags disciplin eller rutine omkring ”det at skrive”.

Lili St. Crow har sagt det således:

Discipline allows magic. To be a writer is to be the very best of assassins. You do not sit down and write every day to force the Muse to show up. You get into the habit of writing every day so that when she shows up, you have the maximum chance of catching her, bashing her on the head, and squeezing every last drop out of that bitch.
– Lili St. Crow –

Disciplin åbner op for magien

Disciplin tillader magi. Disciplin åbner op for magien. Du kan ikke tvinge din Muse til at dukke op, men du kan udvikle en form for skrivedisciplin, så du kan indfange hende, når hun rent faktisk dukker op. Om du vil slå hende i hovedet og klemme hver eneste bloddråbe ud af hende som Lili St. Crow foreslår det, eller om du vil kysse hendes kinder, byde hende på æblete og lytte til hendes fortællinger, det er helt op til dig og dit temperament. Men det er sandt. Du er nødt til at skrive, skrive og blive ved med at skrive. Det findes ikke uden.

Inspirationen kommer, mens du skriver.

Hvad kræver det så at hengive sig til skriverejsen?

At du skal lægge dit liv helt om? At du er nødt til at fyre både mand, børn og sige jobbet op, flytte ud på en øde ø og hengive dig til skrivegerningen, dø om du må? Overhovedet ikke. Tværtimod. Du kan sagtens skabe små skriveoaser i hverdagen og skabe lidt tid til dig selv og det, du længes så dybt efter. For hvis din skrivelængsel er et kald fra din sjæl, holder den ikke op med at rumstere, før du møder op og siger ja. Et skridt, et ord af gangen. Det kræver langt mindre, end du tror og vil give dig så meget mere, end du kan tænke dig til.

En dyb og inderlig længsel efter dig selv og din livssang

Måske kommer du til at skrive bøger, noveller, digte og fantastiske blogindlæg i processen, men det er slet ikke det, det handler om. I første omgang. Det er sandsynligvis noget andet, du har i maven og hjertet. En dyb og inderlig længsel efter dig selv, din sjæl og den livssang, du bærer rundt på. Hvad sangen handler om og hvordan den gerne vil synges, finder du først ud af, når du møder op og dedikerer til processen. Igen og igen.

Skriv udenfor_sommercirklen

SKRIV DIN EGEN SOMMERBOG

Snart starter skrivegruppeforløbet SOMMERCIRKLEN og her bliver deltagerne inviteret til at sætte en skriveproces i gang, hvor de uden at have særligt fokus på produktet, alligevel ender med at skrive deres helt egen sommerbog. Og indledningsvis siger jeg til dem, som jeg har sagt det til dig:

Vist gør det ondt, når knopper brister … men

Din dedikation og dit fremmøde er altafgørende. Hvis du ikke er dér med hele dig, sker der ikke rigtigt noget. Så forbliver skrivelængslen en kuriøs følelse af noget uforløst, en fed, potent knop, som aldrig sprang ud, men som visnede inden den blev til en smuk blomst. Vist gør det ondt, når knopper brister, men ved du hvad? Det er intet at sammenligne med smerten over aldrig at turde tage springet. Knopper er skabt til at briste. Sommerfuglen skal ud og flyve, men kokonen må briste først og ingen andre end du kan lade den åbne.

Flyv sommerfugl, flyv.

SKRIV DIN EGEN SOMMERBOG, sådan gør du

Du har købt en vidunderlig notesbog, som taler til dig. Det kan du mærke, du får lyst til at skrive i den. Og du har en god pen eller to eller tre.

Skriv en hensigtserklæring med din sommerbog (min hensigt med at skrive er …) og lad din hjertelige intention bære og løfte dig i dit forehavende. Brug ord, som har en god energi for dig, mærk efter og leg gerne lidt med det. Du kan mærke det, når din hensigtserklæring er klar. Den løfter, støtter og beriger dig. Du får lyst til at møde op og folde din skrivelængsel ud, når du læser den. Din hensigtserklæring trækker nemlig en hellig cirkel omkring din intention og intentionens kraft er magisk.

Læs mere om hengivelse til skriveprocessen i Skrivelængslens 7 bud.

Indstil dig på en modtagelig kanal og lyt

Forestil dig, at du, når du gør klar til at gå ind i dit indre skriverum, dit magiske rum, det sted, du har skabt til dig selv og dine skriverier, indstiller dig på en modtagelig kanal. Du er som en gammel transistorradio, som man kan dreje på. Du indstiller dig og gør dig åben og modtagelig.

Og så lytter du. Prøv at blive stille. Sind og tanker vil meget gerne vide ”hvad og hvordan” og hvis du bliver oppe i hovedet, så skaber det ofte modstand og forvirring. Det er i hovedet, at vi bliver i tvivl. Hjertet tvivler aldrig. Så forlad hovedet for en stund. Lad sind, tanker og indre censor være som de nu er og forestil dig, at du kravler dybere ind i sjælen, ind i stilheden og åbner den knagende dør til dit skriverum. Her lukker du døren bag dig. Her er rart at være, du tænder dit indre lys, du giver plads og sætter dig med din pen og notesbog.

Hold lidt fri fra den elektroniske verden

Sluk lidt for alt elektronisk udstyr og giv dig selv en kærkommen pause fra den verden. Din sommerbog kan med fordel være en, du skriver i hånden og holder lidt fri fra den elektroniske verden og alle de mange forstyrrelser.

Sommerbogen vil støtte og holde dig i din proces. For det er en proces. Når du sætter den i gang med dit fremmøde, indgår du en hellig pagt med dig selv og Kilden og lader tingene ske i den rækkefølge, de nu kommer til dig. Du skal ikke til eksamen og ingen vil kræve af dig, at du kan forklare eller gøre rede for det, du skriver. Det er dine ord, din tid og dine sommersider. En gave til dig selv.

Og hvis du stivner midt i skriverierne? Så kunne jeg godt finde på at give dig følgende råd, der er formuleret så fint af Hilary Mantel her:

If you get stuck, get away from your desk. Take a walk, take a bath, go to sleep, make a pie, draw, listen to ­music, meditate, exercise; whatever you do, don’t just stick there scowling at the problem. But don’t make telephone calls or go to a party; if you do, other people’s words will pour in where your lost words should be. Open a gap for them, create a space. Be patient. – Hilary Mantel –

Skab rum, ro og forbindelse

Det er ofte den manglede forbindelse til jorden, den naturlige cyklus og egen sjæl, der skaber indre uro og giver stress og rastløshed. Men vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Vi kan gøre det ved at komme mere ud i naturen, frisk luft og bevægelse gør underværker, men vi kan så sandelig også gøre det ved at skrive. Så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk? Eller måske helt lade fluerne være og i stedet for hengive dig til den naturlige cyklus, sommeren og dens særlige energi samtidig med, at du skriver og sætter skrivelængslen fri. Du kan sagtens skrive udenfor, for du skriver jo i hånden, din særlige sommernotesbog kan du tage med dig overalt. I sommerhus, på ferie eller med ud i naturen.

Rejsedagbog gennem årets lyse måneder

Lad dig fragte gennem ordene og den helt særlige energi, der er til stede i sommermånederne. Betragt bogen som din rejsedagbog gennem årets lyse måneder og beskriv alt det, du mærker, observerer og oplever på din vej og i dit indre. Mød op hver eneste dag og skriv lidt eller meget. Prøv dig frem. Om morgenen, midt på dagen, aftenen eller midt i de lyse sommernætter. Skriv.

Skriv din sommer, skriv dig selv, din sjæl og fold skrivelængslen ud.

Lad vejen skrive dig

Det kræver alt for meget energi at tilsidesætte sin sjæls stemme. Så kære ven med skrivelængsel. Mød op, skriv og skab helt din egen skriverejse ved kontinuerligt at skrive og hengive dig til processen. Lad vejen blive til, mens du skriver. Lad vejen skrive dig.

Ved søenSOMMERCIRKLEN

Vil du gerne have lidt hjælp til at komme i gang med at skrive? Og har du lyst til at invitere sommerens særlige energi og fortællingens kraft indenfor i dit skriverum?

Har du lyst til at blomstre? Brug for at sige JA og møde op, så fortællingerne kan finde dig og din muse komme til stede? Sætte ord på alt det, der rasler og rumsterer og som gør dig tung, træt og underlig mellemfornøjet? Og vil du gerne have lidt hjælp og inspiration med på vejen, er du hjertelig velkommen i Sommercirklen, hvor vi skriverejser gennem sommeren og samtidig går på opdagelse i vores skrivelængsel og folder ud.

Jeg har skabt Sommercirklen netop for at give dig og andre skrivende sjæle mulighed for at møde op og tage skrivelængslen alvorligt. Et sted, hvor der er tegnet en hellig cirkel omkring den intention, du bærer i hjertet og hvor du via månedlige skriveafsæt og små skriveopgaver får rig mulighed for at folde din skrivelængsel ud.

Du møder op, du skriver og du får en helt ny tilgang til at skrive. Du starter en god og vedvarende skriveproces og du får inspiration, skriveafsæt og coaching med på vejen. Du beriges og dineord vil berige de andre i skrivecirklen, hvis du vælger at dele.

Lad ordene og sommeren følge dig hjem.

Sommercirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både natur, kreativitet, intuition og din sjæls visdom gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra maj til slutningen af august, lærer du at bruge dine egne sommerfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri.

Min hensigt er bl.a. at skabe et kreativt og kærligt sommerrum, hvor sjælens fortællinger kan finde afsæt og blomstre. Og eftersom jeg vil invitere til at du en del af tiden slukker for al elektronisk udstyr og i øvrigt skriver i hånden, kan du sagtens tage dine skriverier med udenfor og nyde sommeren under åben himmel, mens du skriver, sanker og forbinder dig til dit rislende reservoir af visdom og sjæleord.  Sommercirklen kan sagtens fungere som en del af din sommerferie, hvor du skærper din opmærksomhed overfor sommerens gave og bliver lydhør overfor alle de subtile gaver, sommeren bringer.

Invitation til Sommercirklen finder du her. Og du tilmelder dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com. Varmt velkommen.

Sommercirklen starter på mandag den 9. maj, men jeg tager løbende imod tilmeldinger indtil den 20. maj, så længe pladser haves.

Du er skabt til at blomstre

Jeg opfordrer dig kærligt til at møde op og give din indre fortællerske plads. Hun har ventet længe på dig og jeres møde er uundgåeligt. Et møde, hvor I vil smelte sammen og skrive fra det sted, hvor længslen lige nu er en fed, potent blomsterknop, der efterhånden er lidt tung at bære. Den er klar, den er moden, den er.

Giv slip og lad blomstre.

Kærlig hilsen
Lene

And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful than the risk it took to blossom.
– Anaïs Nin –

Kreativitet_gul

Din sårbarhed er nøglen

December_sårbarhed_styrke

Der findes ikke andet udgangspunkt end det tomme papir. En skræmmende følelse af ingenting møder dig, når du træder ind og ser, at der ingenting er. Endnu. Et tomt lærred, et nyt liv der starter med det første bogstav. Det første ord. Men det er op til dig at skrive det, det første ord og så det næste. Det er op til dig, om du fortsætter, om du bevidst vælger at udfordre dig selv og skriver dig gennem det, du møder på din vej.

At turde slippe illusionerne

“Forsøg gerne med kontrol, sæt rammer op og forestil dig en magisk struktur, der ligesom indrammer dig selv og som giver dig større bevægelsesfrihed.” Han ler højt og breder sine vinger ud, vingefanget er enormt. ”Er der overhovedet nogen, som hopper på den?” Jeg nikker, det er der, og eftersom jeg er kommet til et sted i mig selv og på min rejse, hvor jeg giver slip på alle illusioner, gør jeg en indrømmelse. Jeg troede, at det var sådan. Jeg håbede, at det var sådan. Og dengang var jeg en fabelagtig koordinator, jeg var en blæksprutte med evnen til at jonglere med tusindvis af bolde i luften. Kontrol, rammer og struktur gjorde det muligt, men det var en kamp.

”Nu har du givet slip på alle boldene”. Han ser kærligt på mig og aner jeg ikke en lille glimt af beundring i hans majestætiske ørneblik? Jeg smiler genert og nikker, det har jeg. Jeg kalder det ikke længere en dyd at være i stand til at gøre hundredvis af ting på én gang. Nu har jeg en helt anden forestilling om, hvad ægte engagement er. Dedikation. Stamina i forhold til den disciplin, det nødvendigvis er at skrive og blive ved.

Sæt fortællingerne fri

Fortællinger ser ikke dagens lys ved at vi indledningsvis stiller et bur op foran dem og beder dem om at træde ind. Fortællinger folder sig ikke ud med magi og overraskelse ved, at vi lukker døren og låser den store hængelås forsvarligt. De sidder ej heller og klukler ved tanken om, at vi, forfatteren, fortælleren, nu går rundt med den store nøgle om vores hals som et kostbart smykke, der tilhører os og som kun vi kan finde ud af at bruge. “Jeg har nøglen, jeg har magten.” Glem det!

Vær ydmyg, stil dig til rådighed, gør dig selv åben og modtagelig.

Sæt fortællingerne fri og lad dem flyve. Sæt dig selv fri, giv dig selv lov til at blomstre.

Det magiske fremmøde

”Dedikation. Disciplin. Det magiske fremmøde. En kærlig beslutning om at tro på eventyret og den magi, der altid har været til stede i dit liv. Det var dér lige fra starten, du sprudlende og særligt sensitive decemberbarn, datter af Jupiter. Men du lod dig tæmme. Du valgte at tro på andres historier og tilsidesætte dine egne og det var en fejl.” Ørnen ser alvorligt på mig, men ikke mere alvorligt at latteren er lige bagved. Men den slags tilsyneladende fejl er en del af læringen. Ligesom vildfarelsen, siger han uden ord.

Midt i skoven findes der en lysning,
der kun kan opdages af den, der er faret vild.
– Tomas Tranströmer –

Tidspunktet er perfekt

Jeg mærker et suk af smerte så inderlig, at jeg synker sammen i stolen i et kort øjeblik. Noget strammes omkring min hals, en følelse af at blive kvalt. Nu dør jeg, tænker jeg og det er ikke helt usandt. For noget må dø, før noget nyt kan opstå. Og dette tidspunkt på året er perfekt til netop det, december, snart vintersolhverv. Det mørke, vi har gået igennem og hele rejsen indtil nu. Dette magiske øjeblik, hvor solen dovent danser i horisonten og skyggerne strækker sig dugvåde i græsset. Gør sig lange. Gør sig smidige. For så at forsvinde igen.

”Du troede, at du kunne skille det ad, ikke sandt?” Han kommer nærmere, endnu engang er jeg åndeløs af beundring over hans intense nærvær. Jeg spejler mig i de blanke fjer, den rødbrune fjerdragt, hvor efteråret nu har givet slip og vinteren taget over. ”Du var overbevist om, at du kunne være to steder på én gang og ligesom dele dig selv op i to lige store bidder. Lidt her, lidt dér. Men det går bare ikke, vel? For i samme sekund du om end kærligt skubber poesien og de sælsomme fortællinger, der ruller i dit blod, til side, i samme sekund kommer sorgen som en insisterende vuggevise.

Din sårbarhed er nøglen

”Tror du på sjælens mørke nat?” Jeg sidder igen rank i stolen og nyder at høre ham fortælle min livshistorie. Lidt af den, selvfølgelig, noget holder jeg for mig selv. Og det skal man gøre. Lad være med at smide det hele overbords og give alt væk. Og for guds skyld, giv ikke din styrke væk. Behold den, værn om den, hvor skrøbelig og sårbar den end synes.

Du er akkurat ligeså stærk, som du tillader dig selv at være sårbar.
Din sårbarhed er nøglen.

Han nikker, smiler og griner så fjoget.” Måske”, siger han bare og himler med blikket, lader det svæve til det sted midt i december, hvor han snart vil flyve og svæve. Igen. ”Jeg tror på frihed”, siger han så bare. ”Sjælens mørke nat, rejsen går gennem mørke. Og ordene går samme vej, de favner det hele og ofte må vi skrive os gennem mørket for igen at kunne skrive lys. Poesien uden mørke, melankoli, sorg og smerte. Uden kant og kontraster. Findes det?”

Det handlede min længsel om

”Ikke for mig”, svarer jeg og kan mærke, hvor godt det gør at kysse det hele. Lige midt i panden eller på munden, hvis man altså er ekstra dristig. Og det er jeg nu, det mærker jeg, det bobler i mig fra det sted, hvor min indre pige og den vise kvinde nu danser med hinanden som havde de aldrig bestilt andet. Adskilt i så mange år. Separeret. Det handlede min længsel om. Den overgivelse, det tidspunkt, hvor vi ikke længere var adskilt.

Om en uge er det Vintersolhverv

Om en uge er det Vintersolhverv og tro mig, jeg har aldrig før kastet så meget gods overbords, som jeg gør nu. Min båd kæntrede faktisk i sommer og lå brak hele efteråret, mens jeg langsomt opdagede, at jeg kunne svømme og at mine svømmetag var langt kraftigere og stærkere, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Du kan læse lidt om det i mine tidligere indlæg ”Når vinden danser” og ”Kom lad os danse”, men det er historie nu. En del af min historie og trods sorgen og smerten nok den vigtigste livslektie, jeg nogensinde har fået. Jeg var klar til den. Endelig var jeg klar til den og rustet til at blive i det mørke, det lagde sig om mig som en tung dyne. Mørket holdt om hemmeligheden. Mørket skænkede mig det, jeg havde undveget hele mit liv.

Alt det, vi frygter og flygter fra

Mørket. Alt det vi frygter. Alt det vi bruger vores liv på at flygte fra. Os selv. Det øjeblik, hvor der ikke længere findes noget værdigt sted at flygte hen og vi indser, at denne gang må vi blive og lære mørket at kende. Tale med sorgen og smerten. Finde vished i, hvad det dog er, vi er så bange for og kærtegne de dæmoner, der har jaget os hele vores liv. Jeg fik chancen, jeg fik lejligheden. Og selvom det var svært, tungt og smertefuldt, så er jeg dybt taknemmelig for, at det skete som det gjorde.

Min indre pige er med mig

Hver eneste dag taler jeg med min indre pige og spørger hende, hvad vi skal fylde vores dag med. Jeg sørger for, at hun får ordet og at der er plads til at hun kan boltre sig. Hun taler om eventyr og magi, hun er jo ligesom jeg barn af December, datter af Jupiter og vi har samme kærlighed for eventyr, ord og fortællinger.

Vi danser med morgenen, for det er vores tidspunkt, vi står gerne så tidligt op, at vi er til stede i daggryet når det første lys kærtegner horisonten og skærer igennem mørket med sin urtekniv. Og det hænder at vi ved fuldmåne står op midt om natten og skriver i månebogen i stedet for at forbande det faktum, at vi ikke kan sove. Der er smukke og sælsomme fortællinger på det tidspunkt af døgnet, vidste du det? Her bor den anden side af sandheden.

Jeg glæder mig i denne tid

Jeg glæder mig til at skrive og rejse videre i året, der kommer. Og jeg glæder mig til at byde dig velkommen indenfor, hvis du som jeg har lyst til at skrive dig vej gennem alt det, der tilsyneladende står i vejen. Hvis du som jeg har brug for at skrive og folde den længsel ud, der kun bliver større og mere intens ved at vi konstant flygter fra den og forsøger at undvige. Den dukker op alle vegne i sælsomme forklædninger, den spænder ben og den gør, at vi bliver levende skygger af os selv.

Jeg siger ikke, at det at skrive er nøglen, men jeg påstår at det at skrive, hvis man altså har skrivelængsel, er en del af svaret. Og resten vil tiden vise eller rettere sagt, det skal ordene og fortællingerne nok give til os, hvis vi altså møder op og skriver dem.

Vi er skabt til at skabe og dele vores fortællinger

Vi er kreative kvinder. Vi er skabt til at skabe og dele vores fortællinger, de sjove, de glædelige, de svære og de sørgelige. Engang sad vi omkring bålet og fortalte hinanden om det, vi havde oplevet, vi gav vores erfaringer videre og satte ord på det liv, vi havde levet. Vi lyttede til vinden, til træerne og til den dansende, orange ild, der knitrede i bålet i vores midte. Vi var vores egen ild og vi var en cirkel. I samhørighed. Vi valgte at mødes for at dele, berige, løfte og støtte.

Det magiske rum omkring bålet

I 2016 vil jeg forsøge at genskabe stemningen og det magiske rum, vi engang delte omkring bålet. Jeg gør det til dels via de skrivecirkler, jeg tilbyder og dels via de intuitive skriveworkshops, som jeg holder i løbet af foråret, sommeren og det tidlige efterår. Du vil opleve, at aktiviteterne i Skrivehuset følger årets cyklus. Og du skal være hjertelig velkommen omkring bålet, i skrivecirklerne eller på en af de kommende skriveworkshops. Jeg vil gøre mit til, at du får hul på din skrivelængsel og at fortællingerne lander og hjælper dig på vej. Resten er op til dig.

Du er din egen magiker.

Der er stadig ledige pladser i Nytårscirklen

Jeg har stadig ledige pladser i Nytårscirklen, som vi starter op den 8. januar. Er du mon en af kvinderne i cirklen? Læs mere om skrivecirklen og forløbet i linket og kom, hvis du kan mærke, at det skal være sådan. Du tilmelder dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

2016 og et skriveretreat

Resten af 2016 programmet vil opstå og folde sig ud undervejs, men det kan hænde, at jeg arrangerer et skriveretreat engang i sensommeren. Med bål, fortællinger og masser af skrivende inspiration.

Følg med, hvis du har lyst og længsel. Måske ses vi, måske skrives vi ved?

Og husk. Skriverejsen starter altid med den blanke side. Tomrummet. Det første ord. Det første skridt. Igen og igen.

Kærlig hilsen
Lene

December_sårbarhed_styrke

Tør du dedikere dig?

Lågen

Det er kraftfuldt at forestille sig, at historien eller bogen allerede findes. Den er et sted derude. Den bor i landskabet, den fragtes af fuglene og der ligger brudstykker af dens sætninger og kapitler gemt forskellige steder. Vi ved ikke på forhånd hvor, vi har ikke et landkort eller en gennemtænkt plan. Vi ved bare at den findes og har tillid til, at den gerne vil skrives. Og som min muse i fortællingen Noget om Dedikation fortalte mig, er ordene vores transportmiddel. Vi sidder altså ikke og tænker over, hvad vi vil skrive – vi skriver.

Det er selve skrivegerningen, der gør forskellen.

Tør du dedikere dig?

Så hvad nu hvis du dedikerer dig til selve skrivegerningen? Tør du? Dedikerer du dig til at møde op, igen og igen, i tillid til at de historier eller fortællinger, der ønsker at blive skrevet gennem dig, findes et sted derude? For jeg lover dig, det giver en helt anden følelse end at tro, at du skal tænke sig til det hele. I stedet skal du indstille dig på at lytte, for når skrivningen bliver et spørgsmål om at lytte, forsvinder egoet nemlig ligeså stille. Du bliver den, som tager imod, en slags historiernes jordemoder. Du kan ånde lettet op, du skal ikke finde på det hele. Det findes allerede. Du skal bare øve dig på at turde tage imod.

Fortællerens frihed – og fortællingens

Som fortæller giver det en indre frihed ikke at forsøge at eje hverken historier eller fortællinger. Og når vi møder op og helt intuitivt skriver og begiver os på vej, så er det som om en helt særlig slags fortællinger søger netop os. Vi har hvert vores inspirationsunivers, vores måde og stemme. Selvom vi skriver om det samme som andre, får ord, sætninger og fortællinger efterhånden vores egen lyd og farve. Jo mere vi skriver, jo oftere vi dedikerer os, møder op og faktisk skriver, desto mere udvikler vores sprog sig gennem det, vi åbner op for. Det er på skriverejsen, undervejs, at vi møder os selv og finder vores helt egen fortællerstemme. Det er fortællingens alkymi, mødet mellem fortællingen og os, der gør forskellen.

Men først og fremmest er det dedikationen, som er altafgørende. Det at sige ”ja” og kontinuerligt være i stand til at dedikere sig, ikke kun én gang, men hver eneste gang vi sætter os til tastaturet eller skriver i vores notesbog, gør en indre forskel som åbner os og gør os modtagelige. Det er som om selve dedikationen rummer en subtil magi. Hvis vi siger ja til ordene, siger ordene ja til os. Hvis vi har tillid til fortællingerne og tror på dem, får de tillid til os og søger os i tillid til, at vi vil tage imod dem, skrive dem og igen sætte dem fri.

Vi sætter fri

Når vi har skrevet en fortælling, når vi har modtaget og den er færdig, giver vi slip. Vi sætter den fri. Det er her, vi slipper i fuld tillid til, at fortællingen nu har fået vinger og kan flyve selv. Den når derhen, hvor den skal og læses af dem, som skal læse den. Den er ude af vores hænder. Vi ejer den ikke og identificerer os ikke med den. Den fik liv gennem os, vi gav den vinger, men nu er den fri. Nu flyver den derhen, hvor den kan inspirere, berige og bevæge og måske sætte gang i nye fortællinger hos en anden skrivende sjæl. Fordi ordene vakte genklang, fordi der var noget mellem linjerne, som gjorde noget helt specielt ved vedkommende. Fortællinger kan nemlig også bruges som inspiration, som afsæt til nye fortællinger og til at hjælpe andre med at finde deres vej og måde.

Og vi er fri. Til igen at møde op, dedikere os på ny og tage imod en ny fortælling, når det igen er tid.

Dedikation og tillid skaber forbindelse

Som min muse i Fortællingen om Dedikation sagde: At skrive en fortælling er en tillidssag. When you trust, you connect. Når du møder op, dedikerer dig og skriver i tillid skaber du forbindelse. Forbindelse til Kilden, kreativiteten og din egen sjæls visdom.

Bliv ved. Lad ordene være dit transportmiddel, lad dig fragte. Lyt, mens du skriver og lad være med at tage på camping med egoet. Det kommer dér aldrig noget sundt ud af. En skriverejse er som livet. Fuld af forhindringer, som alle har til hensigt at lære os noget. Så hver eneste forhindring, du støder på undervejs, skriver du dig igennem. For ser du, det er akkurat de samme forhindringer, som andre vil støde på, når de begynder at skrive. Det findes ikke uden, men det vil vi gerne bilde os selv ind. Og så snart vi mærker modstandens klamme hånd på vores hud, lyst til flugt, der bevæger sig rastløs rundt af kroppen, så er det spørgsmål om at stoppe op, trække vejret dybt og sige højt til sig selv: Jeg dedikerer mig. Igen.

”Så jeg skal altså dedikere mig flere gange?”

”Hele tiden.” Hun ler højt. ”Du kan ligeså godt lære det først som sidst, hver eneste gang du sætter dig til tastaturet er en ny begyndelse. Start med at dedikere dig. Og begynd så igen.”

Skab forbindelse igen og igen

Måske går vi fejl af forbindelsen og tror, at når vi en gang har forbundet os, så er det for evigt. Men sådan forholder det sig ikke, vi er nødt til at gøre det igen og igen. På samme måde som når vi vender tilbage til meditationspuden. Vi sætter os med os selv og det, der er. Vi sætter os ikke for at søge perfektion og for gøre det på en bestemt måde, tværtimod sætter vi os med os selv og de tanker og følelser, der nu engang er. Vi forsøger ikke at få dem til at forsvinde, vi registrerer, accepterer, men vi forankrer os i åndedrættet og vender hele tiden tilbage til udgangspunktet. Måske er det på samme måde, vi forbinder os. Vi sætter os med os selv uden at søge perfektion, vi møder op, siger ja og skriver det, der kommer. Igen og igen. Hver eneste gang er ny. En ny begyndelse.

Og det starter med din dedikation, din tillid og det allerførste ord. Tør du?

Kærlig hilsen
Lene


VINTERCIRKLEN – en skrivegruppe

Der er stadig et par ledige pladser i VINTERCIRKLEN. Læs mere i linket og tøv ikke, hvis en af de pladser er din. Tilmeld dig til skrivehuset@gmail.com

Lågen

Magien i at møde op

Horisont

Det sker at jeg møder op og sidder og stirrer ud af vinduet. Ser på markerne, der nu er høstet, betragter træerne, der danser i vinden og fuglene, der letter og lander fra haven. Nogle slår sig ned på hegnspælene og sidder lidt. Helt stille, nærmest som i meditation. I horisonten er himlen blå, sensommeren slår sine folder og drager mod efterår. Skygger træder ud fra træerne og strækker sig ud på plænen, skaber mønstre og laver lysdans.

Det er sådan en dag i dag. Jeg er mødt op og har placeret mig med ansigtet mod vinduet. Jeg kan godt lide at sidde i spisestuen, jeg elsker lyset og den åbne udsigt og indser at jeg er heldig. Naturen inspirerer mig og bidrager til utallige skriverier og fortællinger. I dag er der ikke umiddelbart nogen ord, men jeg hæfter mig ved en stille længsel, der bølger dybt i mig, et sælsomt suk efter noget. Det er derfor, jeg har sat mig.

Fremmødet er magisk

Efterhånden har jeg nemlig lært, at selve fremmødet er magisk. Alene det at møde op, selvom man ikke lige får skrevet noget den dag, er en dedikation i sig selv. Det er i fremmødet at man skaber forbindelse. Det er her, foran tastaturet eller notesbogen, at man gør sig åben og modtagelig i forhold til, hvad der mon vil skrives i dag. For det er sådan, det er. Det handler ikke om, hvad jeg vil skrive, det handler om, hvad der er til mig. Det handler om at turde lade sig fortrylle – og overraske!

Den indstilling gør hele forskellen. Jeg forsøger ikke at styre skriverierne med min vilje, jeg ser nærmere mig selv som en modtager, et instrument, der skal spille et stykke musik. Endnu kender jeg ikke musikken, jeg ved ikke hvordan den lyder, så jeg må lytte til den. Det kræver som regel, at jeg er stille nok. At jeg har tålmodighed nok til at vente og sidde lidt stille, indtil jeg hører noget rumstere dybt i mig.

Brug ordene som transportmiddel – og din intuition

Andre gange kan det simpelthen være, at jeg er nødt til at skrive mig frem til selve fortællingen eller det, der vil skrives. Jeg begiver mig af sted og via ordene tager jeg på eventyr frem mod det sted, hvor fortællingen bor. Ikke at jeg på forhånd ved, nøjagtigt hvor jeg skal hen, jeg er nødt til at skrive mig frem og turde på opdagelse. Der er veje til venstre og højre, der er små stier og markveje. Nogle fører ud til kysten, andre går dybt ind i landet. Snoede veje, lige veje, veje med grus og småsten. Undervejs er jeg nødt til at vælge, hvilken vej jeg vil gå. Igen bevæger jeg mig ikke frem via min vilje og forestilling om hvor og hvordan, nej, jeg lytter. Jeg bruger min intuition og mærker efter. Hvad føles rigtigt, hvad siger den stille stemme, har sjælen en mening om den sag? Jeg har efterhånden lært at bruge min indre GPS, min intuition, til at guide mig på vej.  Det bliver lettere efterhånden, men det er ikke altid helt nemt. Og det sker såmænd også, at jeg slet ikke møder noget den dag. Der kom ikke noget. Men jeg mødte op og jeg viste, at jeg var dedikeret og modtagelig.

Tillid, tålmodighed og disciplin

Fortællinger kan også blive forsinkede. Det er ikke altid, at de er ankommet, når vi er. Nogle gange er der forsinkelser, toget er ikke kørt til perron, ørnen er ikke landet, og så er vi nødt at vente. Måske kan vi høre det buldre i det fjerne, mærke rystelserne og fornemmer rytmen i undergrunden. Men det er ikke endnu. Her må vi læne os helt ind i tilliden til, at det snart er tid, for så bliver det tid. Tillid, tålmodighed og disciplin i forhold til fremmødet er altafgørende.

Vi øver os

Men på et tidspunkt må vi starte. Hvis vi ikke tør sætte fingrene på tastaturet og skrive det første ord, forbliver siden blank. Så mens vi venter, kan vi ligeså godt øve os. Vi er jo et instrument, vi er vores eget instrument, så vi må lære os selv at kende og øve os på at spille. Det kan gøres med forskellige afsæt, vi kan trække et tarotkort, vælge en tilfældig sætning fra en bog eller vi kan simpelthen beslutte os for at møde op og skrive intuitivt på tid. Sætte stopuret på 20-30 minutter og bare skriver derudaf. Så hænder det, at vi pludselig støder på noget undervejs. Bedst som vi skriver dukker der ord og sætninger op med en helt særlig energi, noget der tænder os eller får os til at mærke genklang. Og det er den energi, vi skal lytte til og følge. Vi ved det, når vi er dér, men vi kan ikke tænke os til det på forhånd. Vi må overgive os til processen og turde gå på eventyr. Vi må være som fiskere, der står ved søbredden med stangen i søen – vi er mødt op, vi har kastet snøren ud, men vi ved ikke på forhånd, om vi fanger noget. Alligevel nyder vi udsigten, roen og selve ventetiden. Det er en slags meditation og det kan skrivning også være.

Skrivelængsel? Velkommen til mine intuitive skriveworkshops i efteråret 2015

Hvis du mærker skrivelængsel og gerne vil finde ud af, hvad der gemmer sig bag længslen, så kig forbi på en af efterårets skriveworkshops. Jeg holder to forskellige workshops i skriv-fra-sjælen regi:

Fortællingens Kraft – for både kvinder og mænd (næste dato den 24.9.15)
Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel – kun for kvinder (næste dato den 16.9)

Læs mere i ovenstående links og tøv ikke med at tilmelde dig. Der er kun plads til 6 deltagere per workshop. Det bliver magiske dage fulde af skrivende nærvær, ord og fortællinger.

Begge workshops er intuitive skriveworkshops, hvor vi arbejder med sjæl og intuition i vores skriveproces.

Måske ses vi?

Kærlig hilsen
Lene

Horisont