Magien i at møde op

Horisont

Det sker at jeg møder op og sidder og stirrer ud af vinduet. Ser på markerne, der nu er høstet, betragter træerne, der danser i vinden og fuglene, der letter og lander fra haven. Nogle slår sig ned på hegnspælene og sidder lidt. Helt stille, nærmest som i meditation. I horisonten er himlen blå, sensommeren slår sine folder og drager mod efterår. Skygger træder ud fra træerne og strækker sig ud på plænen, skaber mønstre og laver lysdans.

Det er sådan en dag i dag. Jeg er mødt op og har placeret mig med ansigtet mod vinduet. Jeg kan godt lide at sidde i spisestuen, jeg elsker lyset og den åbne udsigt og indser at jeg er heldig. Naturen inspirerer mig og bidrager til utallige skriverier og fortællinger. I dag er der ikke umiddelbart nogen ord, men jeg hæfter mig ved en stille længsel, der bølger dybt i mig, et sælsomt suk efter noget. Det er derfor, jeg har sat mig.

Fremmødet er magisk

Efterhånden har jeg nemlig lært, at selve fremmødet er magisk. Alene det at møde op, selvom man ikke lige får skrevet noget den dag, er en dedikation i sig selv. Det er i fremmødet at man skaber forbindelse. Det er her, foran tastaturet eller notesbogen, at man gør sig åben og modtagelig i forhold til, hvad der mon vil skrives i dag. For det er sådan, det er. Det handler ikke om, hvad jeg vil skrive, det handler om, hvad der er til mig. Det handler om at turde lade sig fortrylle – og overraske!

Den indstilling gør hele forskellen. Jeg forsøger ikke at styre skriverierne med min vilje, jeg ser nærmere mig selv som en modtager, et instrument, der skal spille et stykke musik. Endnu kender jeg ikke musikken, jeg ved ikke hvordan den lyder, så jeg må lytte til den. Det kræver som regel, at jeg er stille nok. At jeg har tålmodighed nok til at vente og sidde lidt stille, indtil jeg hører noget rumstere dybt i mig.

Brug ordene som transportmiddel – og din intuition

Andre gange kan det simpelthen være, at jeg er nødt til at skrive mig frem til selve fortællingen eller det, der vil skrives. Jeg begiver mig af sted og via ordene tager jeg på eventyr frem mod det sted, hvor fortællingen bor. Ikke at jeg på forhånd ved, nøjagtigt hvor jeg skal hen, jeg er nødt til at skrive mig frem og turde på opdagelse. Der er veje til venstre og højre, der er små stier og markveje. Nogle fører ud til kysten, andre går dybt ind i landet. Snoede veje, lige veje, veje med grus og småsten. Undervejs er jeg nødt til at vælge, hvilken vej jeg vil gå. Igen bevæger jeg mig ikke frem via min vilje og forestilling om hvor og hvordan, nej, jeg lytter. Jeg bruger min intuition og mærker efter. Hvad føles rigtigt, hvad siger den stille stemme, har sjælen en mening om den sag? Jeg har efterhånden lært at bruge min indre GPS, min intuition, til at guide mig på vej.  Det bliver lettere efterhånden, men det er ikke altid helt nemt. Og det sker såmænd også, at jeg slet ikke møder noget den dag. Der kom ikke noget. Men jeg mødte op og jeg viste, at jeg var dedikeret og modtagelig.

Tillid, tålmodighed og disciplin

Fortællinger kan også blive forsinkede. Det er ikke altid, at de er ankommet, når vi er. Nogle gange er der forsinkelser, toget er ikke kørt til perron, ørnen er ikke landet, og så er vi nødt at vente. Måske kan vi høre det buldre i det fjerne, mærke rystelserne og fornemmer rytmen i undergrunden. Men det er ikke endnu. Her må vi læne os helt ind i tilliden til, at det snart er tid, for så bliver det tid. Tillid, tålmodighed og disciplin i forhold til fremmødet er altafgørende.

Vi øver os

Men på et tidspunkt må vi starte. Hvis vi ikke tør sætte fingrene på tastaturet og skrive det første ord, forbliver siden blank. Så mens vi venter, kan vi ligeså godt øve os. Vi er jo et instrument, vi er vores eget instrument, så vi må lære os selv at kende og øve os på at spille. Det kan gøres med forskellige afsæt, vi kan trække et tarotkort, vælge en tilfældig sætning fra en bog eller vi kan simpelthen beslutte os for at møde op og skrive intuitivt på tid. Sætte stopuret på 20-30 minutter og bare skriver derudaf. Så hænder det, at vi pludselig støder på noget undervejs. Bedst som vi skriver dukker der ord og sætninger op med en helt særlig energi, noget der tænder os eller får os til at mærke genklang. Og det er den energi, vi skal lytte til og følge. Vi ved det, når vi er dér, men vi kan ikke tænke os til det på forhånd. Vi må overgive os til processen og turde gå på eventyr. Vi må være som fiskere, der står ved søbredden med stangen i søen – vi er mødt op, vi har kastet snøren ud, men vi ved ikke på forhånd, om vi fanger noget. Alligevel nyder vi udsigten, roen og selve ventetiden. Det er en slags meditation og det kan skrivning også være.

Skrivelængsel? Velkommen til mine intuitive skriveworkshops i efteråret 2015

Hvis du mærker skrivelængsel og gerne vil finde ud af, hvad der gemmer sig bag længslen, så kig forbi på en af efterårets skriveworkshops. Jeg holder to forskellige workshops i skriv-fra-sjælen regi:

Fortællingens Kraft – for både kvinder og mænd (næste dato den 24.9.15)
Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel – kun for kvinder (næste dato den 16.9)

Læs mere i ovenstående links og tøv ikke med at tilmelde dig. Der er kun plads til 6 deltagere per workshop. Det bliver magiske dage fulde af skrivende nærvær, ord og fortællinger.

Begge workshops er intuitive skriveworkshops, hvor vi arbejder med sjæl og intuition i vores skriveproces.

Måske ses vi?

Kærlig hilsen
Lene

Horisont

3 thoughts on “Magien i at møde op

  1. Pingback: At skabe et rum | Lene Frandsen

  2. Pingback: Væk din slumrende Muse | Lene Frandsen

  3. Pingback: Din slumrende Muse | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s