Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Glem alt om det ydre og hvordan de siger, at verden er. Glem alt om konkurrence. Natten var mørk og søvnen tyk og god. Jeg havde ingen drømme, jeg kan huske, da jeg står op i mørke og tænder min natlampe for at se, at klokken er syv. Det er søndag og dagen er fuld... Continue Reading →
Jeg har sovet som en sten. Trætheden var stor og ømheden markant. Nu vågner jeg ved at Fleur rører på sig. Hun kender tiden, hun kender dagens sang. Det er stadig mørkt, det er fredag og det bliver en travl dag på Peregrinas Café. Men det ord ønsker jeg ikke at bruge, for travlhed har... Continue Reading →
De fortællinger, du skrev engang? De fortællinger, som gik i glemmebogen. Har du læst dem for nylig? Kan du huske, hvad du skrev engang? Hvordan historiemedicinen gik i dit blod, kyssede dine ører og åbnede dit hjerte? Hvordan det, du skrev, kom bag på dig med sin forunderlige kraft og evne til at ramme lige... Continue Reading →
Det er mig, de søger. Jeg ved det straks, noget klikker i mig og falder på plads. Uden at tænke nærmere over det, træder jeg gennem døren og ind i caféen. Mine øjne skal lige vænne sig til det dæmpede lys, så ser jeg bordene hyggeligt dækkede med gulternede duge og små glasvaser med vilde... Continue Reading →
“Jeg er Peregrina” hvisker hun, da jeg sætter mig ind i bilen for at køre ud og handle. Stemmen er ikke min egen, den er anderledes, men den taler gennem mig. Det føles anderledes, nærmest højtideligt og hun er med mig som en stille simren, mens jeg køber ind til aftensmad. Et helt almindeligt liv.... Continue Reading →
Vi mødes som regel udenfor og hengiver os til vejret og forårets lune. I dag byder april på kold østenvind og sporadiske regndråber. Til forret. Senere kommer solen. Måske. Uanset hvad færdes vi helst i naturen, men Aislinn har inviteret mig til kaffe på en cafe, som efter sigende ikke ligger så langt fra Pensionatet... Continue Reading →
So here I amin the morning lightunlocking my divinity throughpoetry and storieswritten intuitively Mit navn er Eidheann og jeg er fortællerske. Men det er ikke noget, jeg har fundet på. Det har opfundet mig. Lige fra jeg var ganske lille fortalte jeg historier, jeg svævede i en sfære af fortællingens kraft. Det faldt mig naturligt.... Continue Reading →
Lyset er en tøvende sang, en stemme, der skal finde sit leje. Mørket har sorte tangenter. Selv befinder jeg mig et sted midt imellem. Jeg vågner tidligt og ligger lidt i mørket, i fodenden snorker Fleur. Uden at kigge på uret på mit natbord, ved jeg at det er for tidligt at stå op. Jeg... Continue Reading →
”Hun vil gerne tale med dig” erklærer Eilidh nøgtern og rækker mig sin mobiltelefon. Det kan jeg godt forstå, så jeg tager telefonen og hører en mild stemme sige: ”Mine døtre er hos dig?” ”Ja, jeg mødte dem nede på stranden. De er gået langt. Jeg har lovet at køre dem hjem, men har budt... Continue Reading →
”Kom hjem” hvisker stille stemme i mit indre, mens stormen raser. Der er larm i det ydre, havet bruser, vinden larmer og får træerne til at knirke. De sidste blade falder og hvirvles rundt i vinden. Uro blæser i strandkanten, bølger skyller på land og har tang, småsten og muslingeskaller med sig. Vi går op... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 