Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Noget af det vigtigste, hvis du ønsker at skrive intuitivt og fra sjæl og hjerte og lade dig guide af fortællinger på den indre rejse, er at tillade det, der kommer og går. Din rolle som fortællerske er ikke at kontrollere, tværtimod. Den intuitive skrivning kalder på tilladelse og på nysgerrighed, så fortællingerne kan finde... Continue Reading →
Din sande røst, synger fuglen i mørket. Det sker sent, mørket er dybt som en grav. Men graven er intet dødshul, det er en hellig livmoder. A sacred womb, som fuglen det synger. Ved nymåne på kanten til vintersolhverv. Nu er dagen blevet blå.Natten er på vej.Lyset forsvinder stille,mørket omslutter mig. Er det daggry eller... Continue Reading →
Nogle gang møder man kronhjorten på kanten af daggry. Sådan er det for mig i dag. Himlen farves af nattens tårer, vinden tørrer dem bort. Tårerne. De er gode, de åbner en vej. Det er her, han står under birketræer af sølv. Temmelig aftagende måne kaster lys, i landet mellem nat og dag kan jeg... Continue Reading →
”Det er de fortællinger, du skal skrive nu”, siger luftdragen, som er sendt fra himlen. Jeg synes han er grim. Noget ved ham frastøder mig, gør mig urolig og bange. Bange er et ord, jeg er bange for at skrive, men nu gør jeg det, jeg skriver det, som det er. Han venter roligt et... Continue Reading →
December vokser mørket stort. Skrivelyset brænder. På himlen ses en sprække af lys i en variation af grå. Jeg ser ud af vinduet med blødt fokus og forsøger at lade mig indfange. Af en tone. Af en sang. For intet er skønnere end at blive ét med det langsomme daggry. Det er jeg klar over... Continue Reading →
Glem alt om det ydre og hvordan de siger, at verden er. Glem alt om konkurrence. Natten var mørk og søvnen tyk og god. Jeg havde ingen drømme, jeg kan huske, da jeg står op i mørke og tænder min natlampe for at se, at klokken er syv. Det er søndag og dagen er fuld... Continue Reading →
Din intention skal have lov til at slå rod. Skynd dig ikke, forvent ikke et for hurtigt resultat. Det er efter lukketid i Peregrinas Café, men vi går ikke hjem. I baglokalet har Caoilinn dækket bord, mens jeg rydder det sidste op ude i cafélokalet. Der mangler en bog på det vakkelvorne bord. Jeg kigger... Continue Reading →
”Hvis du finder en nøgle, finder du håb” siger uglen i egetræet. ”Leder jeg da efter en nøgle?” spørger jeg og stopper op foran det krogende træ i natten. Mine øjne har vænnet sig til mørket og jeg føler mig lidt som uglen. Bortset fra, at hun har vinger, hun kan lette og flyve lydløst... Continue Reading →
Hvad hvis det vigtigste arbejde i dit liv ikke er noget, du jager, men noget du afdækker i naturligt tempo, skrivende og lyttende? Hvad hvis dit eget nærvær er det største, du kan skænke verden og dig selv. Venligt, ærligt og med kærlighed til processen og din vej. Fortællersken er en ånd, en del af... Continue Reading →
Jeg har sovet som en sten. Trætheden var stor og ømheden markant. Nu vågner jeg ved at Fleur rører på sig. Hun kender tiden, hun kender dagens sang. Det er stadig mørkt, det er fredag og det bliver en travl dag på Peregrinas Café. Men det ord ønsker jeg ikke at bruge, for travlhed har... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 