Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Skibet. Færgen, der ligner en stor fiskekutter. En båd eller som det hedder på engelsk, Vessel. Vessel, eller skibet, er en feminin og nærende form på samme måde som et bæger eller en livmoder er det. Skibet repræsenterer modtagelighed, intuition og som sådan er det et rum som er nødvendigt en spirituel rejse. Kom, lad... Continue Reading →
Jeg står på kajen med ansigtet vendt mod solopgangen. Siden daggry har jeg været på kajen for at vente på det gode skib Håb. Efter sigende skulle skibet lægge til kaj efter daggry inden solen er stået op. Jeg kan ikke se det endnu. Et strejf af panik ruller gennem mig, tænk hvis det slet... Continue Reading →
Fyrtårnet kom først. Senere dukkede øen op i disen. En tidlig morgen, daggry, det første lys på himlen, en voksende sprække i blålig pink. En tur i bilen, en sang og et lys fra en klar kilde. Øen og Fyrtårnet sang jeg og var glad. Men det var bare første indblik, først senere kom den... Continue Reading →
Der er ingen fortælling i dag. Der er stilhed. Og hvem forsøger at skrive stilhedens sang? Det kan man ikke, det er umuligt, du er i færd med at fylde stilheden ud. Hun smiler, lader fingrene danse over tastaturet, hun er fortællerske og skriver fra det sted, hvor hun er. Dybe rødder i stilhedens muld.... Continue Reading →
Rejsen til Daggryets Ø. Intuitiv skriverejse for kvinder. Starter den 15. september 2026 og varer i 5 måneder. Der er 1 plads tilbage på holdet.
Der er en pige i mig, som ihærdigt forsøger at gøre det rigtige. Stadigvæk! Den rigtige smag, balance, det perfekte flow. En balance, der hele tiden flytter sig i evig forandring, hun begynder at indse, at hun er kommet til kort. For bedst som hun tror, at hun har skabt den perfekte balance, ændrer den... Continue Reading →
Mit navn er Eidheann og jeg er fortællerske. I et år boede jeg på et sted for rejsende kvinder, et pensionat. Det var mit hjem og mit liv. For et år siden sluttede en cyklus og jeg bevægede mig videre og fandt mit drømmehus ved havet. Nu er endnu en cyklus ovre og jeg står... Continue Reading →
Uglen og det gamle sværd Bum! Overskriften er ankommet. Som hvid fjer sendt fra himlen, engel, due, fugl. Fællesnævneren? Vinger, siger du prompte og smiler, fordi du uden at tænke vidste. Du behøvede ikke at regne den ud. Med de ord er en fortælling sat i spil, en underfundig dans af blæk og fjer. Du... Continue Reading →
Et heldigt sted I lilla lyng trasker ulven mod mig. Ved daggry møder jeg min sjæl. Så blødt er lyset, så åbent er hjertet, at jeg kun kan bevidne og tage imod. I et kort sekund akut nydelse, så tager hun over, den bekymrede og leder efter de masker, hun bar engang. Et skjold. En... Continue Reading →
Solsorten og censoren ”En engelsk overskrift”, siger den gnavne indre censor. En spytklat rammer min kind. Stor erfaring, mageløse meritter, der er intet, der kan få hende ned med nakken. Selv ser jeg lidt forundret på de ord, der drypper ud af pennen i samme sekund, jeg har skrevet den engelske overskrift og pennen møder... Continue Reading →
