Kompostbunken for slidte anliggender

Et heldigt sted

I lilla lyng trasker ulven mod mig. Ved daggry møder jeg min sjæl. Så blødt er lyset, så åbent er hjertet, at jeg kun kan bevidne og tage imod. I et kort sekund akut nydelse, så tager hun over, den bekymrede og leder efter de masker, hun bar engang. Et skjold. En forklædning, der kan give hende en form for anonymitet. Så hun kan gå under radaren, så hun kan luske bort. Lade som om.

Fuldmåne. Den anden side af sandheden.

Maskerne er borte. Noget i mig sørger, for den forestilling, der var, er for længst forbi. Længe har jeg dvælet ved den, håbet den kom tilbage, længe har jeg hængt mig i de rammer og regler, andre satte op. Sådan er livet, sagde mange og jeg trak på skuldrene. Ja måske. Men sandheden? Sådan har livet aldrig været for mig. Jeg lod bare som om.

I lilla lyng står ulven foran mig. Lyset er blødt, blikket er skarpt.

”Du er havnet på et heldigt sted” erklærer hun og byder mig ind i sin sfære, jeg tager et skridt frem, mine ben bærer mig ind. I lyngcirklen. Som slet ikke er en cirkel, men en vidtstrakt eng af lilla. Et åbent landskab, som kalder på min sjæl.

Jeg har bedt om et sted, hvor jeg møder min sjælsfrænde. Jeg har spurgt om en sfære, hvor der er plads til den, jeg er. Når alle masker er borte. Når det, der var, har fået lov at gå.

Engen åbner sin arme mod himlen. Et åbent landskab, hvor mange levende væsener og vækster finder ly, gemmer sig i det høje græs og hos de vilde blomster. Under overfladen af engen er et rigt rodnet fra alle de vækster og blomster, der vokser her. Der er plads til alle på engen. Her er rig muld og næring, her er frodighed og diversitet.

”Men hvorfor lige engen?” spørger jeg ulven. ”Og hvorfor lige lyng?”

”Er det åbne spørgsmål som du vil danse med eller forventer du et hurtigt svar?” Hun ler kort. ”Hvorfor spørger du mig om noget, du allerede ved? Skal vi ikke droppe alle høflighedsfraser og forkølede forestillinger? Kom, lad os gå helt ud på engen og blive en del af det mangfoldige liv, der trives dér?”

Jeg tøver. Jeg har ingen ambitioner om at passe ind. Sådan har det altid været, jeg er en fri sjæl. Jeg kan ikke være i alle de regler og andres ideer om, hvad der er slet og ret. Been there, done that, didn’t make me happy. Men hånden på hjertet, engen tiltaler mig.

I lilla lyng trasker jeg med ulven. Ved daggry møder jeg mig selv. Så blødt var lyset, så åbent var hjertet, at jeg kun kunne bevidne og tage imod. Så hører jeg med kilometers forsinkelse det, som ulven sagde til mig før.

”Er jeg havnet på et heldigt sted?”

”Kan du slet ikke mærke det? Er du partout nødt til at snakke det hele ihjel?”

Touché! Jeg dropper en bunke mentalt pladder i kompostbunken for slidte anliggender og går videre med ulven over engen ind i den nye dag. Vi går længe uden at sige noget, vi sanser, oplever og både instinkt og intuition er i spil. Under os synger lyngen en lilla sang. Bierne summer, duften er både subtil og vidunderlig aromatisk på samme tid.

”Det er fuldmåne” siger ulven pludselig. ”Bukkemåne”.

Jeg ler pludselig, latter får frit lejde og smyger sig fri.

”Men hvorfor møder jeg så dig, ulv og ikke kronhjorten?”

”Fordi jeg har noget at bringe dig. Men du prøver så ihærdigt at forstå og italesætte det hele, at jeg må vente til du bliver stille nok. Måske er der lidt mere mentalt muck, som du skal give til kompostbunken for slidte anliggender? Hvor meget af den slags er du villig til at slippe nu?”

”Opleve, modtage, bevidne.” Det er min stemme, men ordene kommer bag på mig. Ulven ser tilfreds ud.

”Indre fred kommer ikke med forståelse. Indre fred kommer med tillid. Og du ved det, det er en lettelse af rang, når du slipper trangen til at forstå mentalt og i stedet hengiver dig til livet. I tillid. Det, min menneskelige ven, er din sjæls længsel. Og som jeg sagde, er du havnet på et heldigt sted.”

Lene Frandsen ©️
Vejen til Fortællingernes Medicin
28. juli 2026

Et heldigt sted

Glædelig fuldmåne 🌕

Efter at jeg i går havde fortalt om Rejsebureauet for Magiske Skriverejser fik jeg iskolde fødder. Jeg blev bange, fordi jeg havde sagt det højt. Fordi jeg tillod mig at være den fortællerske, jeg er i hjertet og som jeg blev født til at være. Jeg har egentlig slet ikke lyst til at skrive finpudsede nyhedsbreve eller forsøge at passe ind på de nye sociale medier og andre alternativer. For ingen af de steder er en frodig lilla eng.

Men fortællingerne og vejen til fortællingernes medicin? Det brænder jeg for, det bor i min sjæl. Og jeg føler mig hjemme her på min hjemmeside. Deraf navnet.

Hvis du vil følge mig direkte her, kan du tilmelde dig min blog og få en e-mail notifikation. Eller du kan blot komme flyvende, lande lidt og flyve igen, når du har læst, hvad dit hjerte havde brug for.

Fortællingens kraft er min dansepartner

Jeg siger det bedst i en fortælling. Når jeg skriver intuitivt og fra hjertet, er der ingen masker eller skjulte skjold. Jeg lader fortællingerne virke gennem mig, jeg tager imod dem og jeg bevidner. Som jeg så ofte har sagt før, er jeg blot hende, der holder pennen. Det er en frihed, der kan være svær at forstå mentalt.

Den tid er forbi, hvor jeg giver hende, der er bange, mandat til at slukke mit indre lys. Noget er sket, for sådan var det ikke før. Så snart jeg mærkede hende, følelsen, den ulidelige angeren, forlod jeg den anden side af mig selv. Jeg svigtede den ene til fordel for den anden. Sådan er det ikke mere nu (se nedenfor).

En ø, et fyrtårn og et smukt skib

Jeg glæder mig meget til at løfte sløret for efterårets intuitive skriverejse, der (tør jeg godt afsløre nu) tager os ud på en helt særlig ø. På øen er et fyrtårn. Og et skib (vessel).

Jeg forestiller mig, at invitation bliver klar i løbet af næste uge. Den simrer i min cauldron, den dufter så godt.

Jeg glæder mig til at sætte den fri og håber at du har lyst til at skriverejse med.

Blev du bange? Yes, my dear, I did!

Men hov Lene, blev du virkelig bange? Hvad gjorde du så? Jeg gjorde noget, som jeg har øvet mig på længe og som jeg stadig øver hver eneste dag. Jeg er med de følelser, der dukker op. Jeg byder dem velkommen i min sfære og ser, at de er en del af mit livs pensionat. Hun må gerne være der, hende, der bliver bange. Jeg sidder med hende, jeg skubber hende ikke bort. Følelsen kommer og når jeg ikke kæmper med den, skaber modstand og friktion, forsvinder den ligeså stille igen. Hvis hun insisterer, så byder jeg hende indenfor i skrivestuen og så får hun sin egen fortælling. Det er hun glad for, for så sætter vi sammen den tunge energi fri.

Hende, der bliver bange og hende, der ved

Da jeg vågnede tidligt i bukkemånens skær, hvor ulven transkede frem til engen, dansede de sammen på lilla lyng. Hende, der bliver bange og hende, der ved. De øver sig på at danse sammen, det går fint nu og musikken er smuk og god.

“And those who were seen dancing were thought to be insane by those who could not hear the music.”
– Friedrich Nietzsche –

Kærlig hilsen
Lene
Din rejseleder på vejen til fortællingernes medicin

”Tusind tak for det trygge rum og for at facilitere noget så magisk.”
– Dina –