Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Jeg øver mig på at være nærværende fra første færd ud. På morgenturen ud, ikke blive oppe i hovedet på ridt med løbske tanker. Træde faste skridt, sætte spor i klitter og sand. Følge efter Fleur som med dansende bevægelser kaster sig ud i livet. Det er tåget, træerne bag mig er udviskede silhuetter i... Continue Reading →
Poppy ankommer med rejsetaske og to flasker vin. Det er sidst på eftermiddagen, den sydamerikanske curry simrer på komfuret og jeg har gjort det hyggeligt i stuen med stearinlys og ild i pejsen. Solen glider stille over havet i vest og gør sig klar til at gå ned. Snart kommer aftenen. Fleur bliver begejstret over... Continue Reading →
Lyset er en tøvende sang, en stemme, der skal finde sit leje. Mørket er sorte tangenter, kontrasten, dagen er en diset drøm. Jeg vågner tidligt og ligger lidt i mørket, i fodenden snorker Fleur. Uden at kigge på uret på mit natbord, ved jeg at det er for tidligt at stå op. Jeg gør det... Continue Reading →
Apropos frænder, så skal man ikke kimse af solsorten. Den tilsyneladende helt almindelige fugl, som man ofte møder i sin have eller på villaveje i provinsen. Jeg så ham ofte ved æbletræet i haven på Pensionatet, men måske er han fløjet med gennem tid og rum, for han kommer ofte til syne udenfor køkkenvinduet. Jeg... Continue Reading →
Når man åbner sig for det, er der frænder alle vegne. De holder øje med dig, de kredser om dig, gemmer sig måske lidt for at betragte dig i det skjulte. Men de er dér. Til lands, til vands og på jorden. I sprækker, træer og på store sten. I huller, dybe skygger og når... Continue Reading →
Morgen igen, lyset bryder mørket, himlen bløder. Fleur og jeg er tidligt ude, vi går tur på stranden inden morgenmaden. Det er stadig mørkt, vi er daggryets vidner, det er et godt tidspunkt at forbinde sig til sin sjæl. Da vi forlader huset, hører jeg uglen tude, jeg hilser tavst men ved, at hun hører... Continue Reading →
Næste formiddag gør Fleur og jeg noget nyt. Vi går en anden tur. I stedet for at gå ud i klitterne og ende på stranden, følger vi stien på bagsiden af huset og går ud mod landevejen. Her er Fleur i snor, jeg har stor respekt for både trafik og det dyreliv, der er i... Continue Reading →
Det er tirsdag, Fleur og jeg skal til byen. Mens himlen bløder i øst, skænker jeg kaffe i kruset og forbereder en skål skyr med hjemmelavet mysli. Fleur har spist sin mad og følger forventningsfuld mine bevægelser. Da jeg er færdig med kaffe og morgenmad, vasker jeg op, stiller kop og skål i stativet, slukker... Continue Reading →
Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom... Continue Reading →
”Du kom” konstaterer Uglen og ser på kvinden i vinterfrakke. I mørket er hun usynlig, men ikke for uglen, som har nattesyn. Hun står med armene over kors og virker utålmodig. Det er ikke det rigtige ord, Uglen vender det i maven og gylper det op. Det er noget andet, kvinden er. Usikker. Forventningsfuld. Bange.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 