Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er mørkt, da jeg vågner. De sidste dage inden Vintersolhverv byder på tunge skyer og regn. Jeg sidder i køkkenet foran brændeovnen med min kaffe og morgenmad. Et enkelt stearinlys brænder. Det er for alvor gået op for mig, at jeg er alene og at jeg sandsynligvis kommer til at tilbringe juledagene i mit... Continue Reading →
Mit navn er Eidheann og jeg bor i huset ved havet. For et år siden befandt jeg på et sjælsomt pensionat sammen med andre kvinder, en månedslærer og Virginia, som holdt huset og sørgede for vores gudelige måltider. Vi fandt ud af, at vi alle havde et kald. Jeg er kaldet til at gå Eneboerens... Continue Reading →
Et sted ude i verden er det sort fredag. Her ved havet er der stille og det er langt fra sort. I dag danser lyset på vandoverfladen og blågrønne bølger med himmelstrejf skyller op mod kysten. Vinden er vild, mit hår blæser om hovedet på mig, men heldigvis er meget af det holdt på plads... Continue Reading →
Det skete i de dage at jeg faldt til ro i huset ved havet og det på trods af, at mine tanker løb i ring. Oppe i hovedet savnede jeg Elva, Virginia og hendes kulinariske herligheder, Maize, Cailean og den månedslærer, der var på besøg. November var Gwyneths måned og som du måske husker, var... Continue Reading →
Så siger jeg nogle ord, som stammer dybt fra mit indre. De opstår i et splitsekund og kildrer min intuition. Så bliver der stille. Fyrtræerne lukker sig om sig selv og mørket sænkes. Tærsklen mellem stammerne er borte. Jeg forsøger at få træerne i tale igen, men de er tavse. Hov! Nu bliver det for... Continue Reading →
Fem gæs flyver over mit hus ved havet. Dybt i november og på et sted, hvor mørket har fået magt. Daggry opstår som et hul i himlen, jeg står bag huset ved brændeskuret og ser det ske. Altid har jeg været en morgenfugl. Nu hilser jeg på de fem gæs som venner. Venner, der som... Continue Reading →
De næste dage forsøger jeg at falde til ro i huset ved havet. Det er ikke så let, som jeg troede. For væk er det ydre tæppe af den tryghed, Pensionatets rum og de andre gav. Elva, Maize, Virginia og alle månedslærerne. De er her ikke længere. Men Aoileann tog imod mig på dette sted.... Continue Reading →
Jeg er nødt til at fortælle dig sandheden. Måske vil du blive ligeså skuffet som jeg? Måske vil du mærke et strejf af fortvivlelse og en impuls til at lukke den bog, du læser i. Forkaste den og give den sølle to stjerner. Sandheden er en anden. Det her er ikke en bog. Det er... Continue Reading →
Da jeg vågner i det første dagslys, står jeg op og kommer hurtigt i tøjet. Der er køligt på mit værelse. Gardinet er trukket for, men det er hvidt og stoffet let. Tyndt novemberlys siver ind. Her er stille bortset fra lyden af vind og den knagende rumlen i huset. Ingen duft af kaffe eller... Continue Reading →
Huset virker hvidt, men da jeg kommer tættere på, kan jeg se at det er svagt lyseblåt. Det er et lille hus med stråtag og skorsten, placeret på et højdedrag i klitterne, majestætisk tilbagetrukket med udsigt over havet. I dagens første lys går jeg tøvende fra stranden og op i klitterne, hvor resterne af hyben... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 