Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det går ikke altid, som du vil. Nogle gange er der forsinkelser. Du vågner i mørket og gamle følelser banker på. Det føles som et tarveligt deja-vu. Natten er lang, søvnen er kort. Du ligger vågen og forsøger at huske. Hvad var det, du lovede dig selv? Hvad var din intention? Og hvorfor kæntrer båden... Continue Reading →
”Det handler om at huske” siger Each som er hest. Det ved hun om nogen. Hun husker de åbne vidder, vinden og solen, der rejser mod syd. Hun husker energien og mærker den. Derfor er det hende, der kommer susende ind i min sfære i dag, lyden af hove kysser mine ører. ”Huske?” ”Hvem du... Continue Reading →
”Guddommelig opgradering”, siger svanen, der er fløjet ind i min sfære. ”Tag imod.” Jeg står i solopgangen, der er frost i græsset og solsortesang. Natten var fuld af mærkelige drømme, nu står jeg her på kanten af en ny dag. Lyset er blegt, en stemme hvisker, en anden synger. Sagte musik fylder sprækken. Så vokser... Continue Reading →
Jeg møder uglen i skumringen. Hun kalder og jeg går ud. Tusmørkelys, det er ugletid, hun vil sige noget til mig. Hun sidder i egetræet, mens solen går ned. Mod syd er lyset dæmpet, mod vest rødmer himlen en sidste gang. Så overlades natten til stjernerne. ”Du er ved at lære det” siger hun anerkendende... Continue Reading →
De kommer allerede inden jeg er hjemme igen. Fortællingerne. De snor sig som slanger, de synger som fugle og en stemme fører historien på vej. Jeg smiler, det er morgen, frost, solen hænger dovent i disen. En af fortællingerne leger med D-ord, find på nogle, griner den og jeg foreslår dejlig. Dvæle. En solsort stemmer... Continue Reading →
’Jeg går over Væverskens Bro og ind i et nyt land. Vejen kender mit navn. Jeg bad om hjælp og selvom hjælpen så anderledes ud, end jeg havde forventet, er jeg ikke i tvivl om, at mine bønner er hørt. Jeg tøver, er jeg i stand til at ændre mig, kan jeg følge denne vej... Continue Reading →
Som inde så ude. Han træder ind på gårdspladsen. Bukken. Det er tidlig morgen, jeg sidder med min kaffe og kigger ud af vinduet. Så kommer han løbende ind i min sfære, stopper op og står helt stille. I kostbare sekunder udveksles energi og jeg ved. Det er en ny begyndelse. Efter kort tid går... Continue Reading →
Du står ved endnu en skillevej. Og du kan mærke energien. Det er morgen, retningen er øst, elementet luft. Forår. Findes der et bedre tidspunkt at vælge den sande vej på? Det er dit spørgsmål i dag. Svaret vil komme, mens du går og vejen åbner sig for dig. Foråret vil tage imod. Jeg står... Continue Reading →
Hun bringer mig et tæppe af tid, folder det ud for mine fødder og beder mig om at træde ind. ”Du er kommet ud af takt” siger hun og smiler. Det er et varmt smil uden bebrejdelse. Hun ved, hvor let det er at miste fodfæstet og snuble over lave gærde. ”Jeg så det ikke”... Continue Reading →
”Du giver os ikke tid nok”, siger Hind, som står i morgenrøden. Smukt er det, når hun træder ind på den sti, der bærer mig. Træerne har knopper, en glød af lysegrøn pryder skovbrynet. Der står hind og taler til mig. ”Ikke tid nok?” spørger jeg og føler mig ramt. Er jeg igen blevet for... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 