Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Muireann smiler og ser på os begge med blødt blik. ”Nogle gange er der ingen mening. I hvert fald ikke hvis man forsøger at placere et mentalt filter som skabelon over mysteriet. Hvilket ofte betyder, at mange forkaster det, der kunne blive deres livs eventyr. Det er et gammelt citat og nok lidt slidt, I... Continue Reading →
Søen er stille og dyb. Tågen har lagt sig til rette og dækker landskabet i uigennemsigtigt gråt. Drømmen er intakt, tydelig som tågen, når den er lettet, tyk som varmen på en sommerdag. Jeg går målrettet i retning mod søen. Søen ses ofte som et symbol på dybde, ro, stilhed og alenehed. Samtidig er søen... Continue Reading →
”Jorden elsker dig” siger Aislinn, da vi på en forårsdag i april går tur sammen. Vi taler om det, hun vil skænke eleverne på sommerens skriveskole, som foregår på et gammelt pensionat et sted i naturen, som kun du ved. Jeg lytter, mærker og nyder bare at gå med hende og bevæge mig, et ben... Continue Reading →
Jeg vågner ved 3-tiden, går på toilettet og er vågen. Søvnen nægter at komme tilbage. Den fløj ud i natten og bankede på et andet sted. Jeg vender og drejer mig i sengen. Fleur snorker i fodenden, hun er tung og tryg. Tanker, jeg ikke længere tænker, kommer forbi og prøver at friste mig. De... Continue Reading →
Der findes en solsikkemark et stykke nede af vejen. Gå mod højre og lad dine skridt føre dig på vej. Find ind i en god rytme, prøv dig frem, lad din krop guide. Du er på vej. Der findes en solsikkemark og den kalder på dig. Et gyldent kald af høst. Du ved det fra... Continue Reading →
På januars sidste dag vågner jeg tidligt og står op. Fleur følger glad efter. Udenfor er mørket blåt, vinden hyler og skyerne sejler i hast over himlen. Der er koldt i køkkenet og jeg skynder mig at tænde op i brændeovnen. Snart hoster kaffemaskinen sig selv i gang, jeg smører mig en ostemad og forbereder... Continue Reading →
Næste formiddag gør Fleur og jeg noget nyt. Vi går en anden tur. I stedet for at gå ud i klitterne og ende på stranden, følger vi stien på bagsiden af huset og går ud mod landevejen. Her er Fleur i snor, jeg har stor respekt for både trafik og det dyreliv, der er i... Continue Reading →
”Hvad mon er sket med Uglen og Brokkekvinden?” siger jeg til Fleur, mens vi forbereder vores måltid i køkkenet. Lyset nærmer sig, havet hvisker stille. I brændeovnen buldrer ilden og kaffen er klar. Fleur har spist sin mad og sidder nu forventningsfuld og venter på en bid af osten. Jeg bagte boller sidst på eftermiddagen... Continue Reading →
Vi skilles foran klitterne, der fører op til huset. Et knus og hun tager de første skridt i nordlig retning. Niamh. Pludselig var hun dér, nu er hun næsten borte, en mørk prik på gråbrunt sand. Fleur løber i forvejen op til huset, hun ved, at man ikke kan holde fast i det, der er... Continue Reading →
”De første uger af januar er ikke meget anderledes end de sidste i december, men nu er julelysene forsvundet og mørket ånder frit. Energien er langsom.” Sådan skrev jeg i min rejsedagbog for præcis et år siden og på januars anden dag sidder jeg foran brændeovnen i køkkenet med Fleur ved mine fødder og læser... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 