Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Så er de her, de sidste dage af januar og det er mandag igen. Det, der skete og det, vi fik med os, ligger gemt i et skrin af forglemmelse. Jeg er taknemmelig over at min rejsedagbog rummer det, jeg ikke helt kan huske og at jeg ved at åbne den og læse mig ind,... Continue Reading →
I de dage, hvor vintervejret vendte tilbage, tilbragte jeg gode timer foran pejsen i biblioteket og læste i min rejsedagbog. Alle de mange noter, fortællinger, ledetråde og nøgleord. Som et puslespil, hvor alle brikkerne er blandet og hældt ud i en bunke. Man spreder bunken og betragter hver brik med nysgerrighed, som ser man den... Continue Reading →
Det skete i de decemberdage, at jeg nærmede mig afslutningen i Dråbefangerens skrivebog. De sidste sider, så var det tid til at indvie en ny. Det er hellige øjeblikke, afslutningen og den nye begyndelse, ikke noget man skal tage for let på. Vi nærmede os Vintersolhverv, et tidspunkt at fejre, lyset fødes af mørket på... Continue Reading →
Så sker det at den første frost kommer og landskabet vågner til knitrende lyde af potespor. Jeg trækker gardinet fra i værelse nummer 3 og ser det fra første sal. Et åndedrag af vinter. Det hvide skær på græsset i haven og havet, der strækker sig i vest. ”Din morgen starter med en tur ud”... Continue Reading →
“Alt er timet og tilrettelagt” siger Katten, som sidder midt på vejen, da jeg går mod landsbyen. ”Tag det roligt, svøb dig i dulmende vished om, at du er velguidet på din vej. Beskyttet, med mindre du da insisterer på paniske udfald af egouro og tvivl.” Hun sidder placeret præcist sådan, at jeg ikke kan... Continue Reading →
Det er Ravnen og jeg er klar. ”Sagde netop til mig selv”, siger jeg til hende, ”at hvis det var dig i dag, ville jeg spørge dig om hvordan. Så mange gør-ditter og gør-datter flyver rundt i luften som hjemløse fugle sagt af ivrige stemmer, der alle ved bedre og nogen bedst. Jeg er holdt... Continue Reading →
Længe sidder jeg stille ved Munketræets fod. Et af verdens ældste templer, en kirke midt i skoven. Det er som om at jeg kun suge mod og styrke fra det gamle træ. Men på et tidspunkt rejser jeg mig og tager afsked. Det er svært at forlade Munketræet og dets sfære af ro. Det er... Continue Reading →
I ugen, der gik, fik jeg øje på filteret. Det har været dér hele tiden, men først nu bliver det tydeligt for mig. Jeg ønsker ikke længere at leve gennem filteret. Det øvede jeg mig på som dagene gik og lyset stod op og gik ned over Rømø. Fra tågen lettede og solen brød frem.... Continue Reading →
For et par uger siden mødte jeg tre traner i dans. Det fortæller jeg ham, da vi mødes i dagens første lys. Nattens sidste stjerne forsvinder og han ser interesseret på mig. ”Fortæl.” Der er ikke noget, jeg hellere vil. ”De bad mig om at lukke glæden ind. De sagde til mig: Du behøver ikke... Continue Reading →
Morgenen er stille som en dør, der ikke knirker. Lydløst går hun ind. På bordet ligger æsken med tændstikker, hun tænder de to lys. Bag hende lukker døren sig. Stille. ”Nu er du her” siger han og træder frem fra træerne i det landskab, der toner frem mellem linjerne. ”Du kom.” Hun nikker, det kan... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 