Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
”Skal vi så fejre noget her ved nymåne?” spørger Elva. Vi er samlet til eftermiddagste i køkkenet. Det er normalt Virginias domæne, men hun er taget på weekend hos familien. Maize er i skoven, det er hun næsten altid nu og rygtet siger, at hendes hus tager form og vil stå færdigt med udgangen af... Continue Reading →
Please help me set new loving boundaries, a gentle room of protection Ordene kommer på engelsk, som de nogle gange gør. Sprog flyder sammen. Jeg skriver dem i min rejsedagbog ved Nymåne. Det er lørdag morgen, tidligt, de stærke energier holdt mig vågen den sidste del af natten og jeg lå med min bøn. Efterhånden... Continue Reading →
Jeg har mødt Haren og Hind. Jeg har talt med Cailean. Svarene danser i brisen, men som Haren sagde, er svar sådan et endegyldigt sted, som om alle veje ender her. I ingenting. Mens jeg går det stykke af landevejen på vej mod Pensionatet og drejer af ned af stien til venstre, kan jeg mærke,... Continue Reading →
Vi sidder lidt ved køkkenbordet i tavshed, blødt lys og glæde. Det er en stille glæde, en slags resignation og jeg ved, hvad jeg skal bede Cailean om hjælp til. Mine ben førte mig hertil. Jeg lod mig fragte. ”Hvad har du på hjerte?” siger han så med mild stemme, den gode Cailean. ”Lidt for... Continue Reading →
Det er som om mine ben nægter at gå hurtigt. De føles tunge og beslutsomme på en og samme tid. Selvom jeg havde planlagt en rask tur gennem klitterne og ud til havet, fragter de mig en helt anden vej. Vi drejer mod højre og går ud af stien og op til landevejen, mine ben... Continue Reading →
Som oktober bliver ældre, mærker jeg en lettelse over at vide, at en cyklus snart er forbi. Men det er afgørende at jeg ærer de sidste dage og uger. Nu mere end nogensinde er det essentielt, at jeg går langsomt og at slutningen bliver ligeså magisk som den nye begyndelse. Magisk, spørger du, hvad betyder... Continue Reading →
Hazel October er her, men hun er forbavsende stille. Den mest rolige månedslærer af dem alle. Er det hendes natur eller er det oktober? Vægten, der formår at balance sin energi og ærer det indre kald. Det første rigtige efterår, som slår sig løs. Som sig selv. Blade falder, vinden får fat og rusker træerne,... Continue Reading →
September slutter dér hvor oktober begynder. Ved midnat skifter de plads. Clodagh forsvinder i efterårsvinden og mørket omslutter hende. Månen er fuld sådan næsten da, for mørket har spist et par bidder af det, der var hendes runde ansigt. Hun ser stadig smuk ud, som hun hænger over havet og sætter sølvspor på sin vej.... Continue Reading →
”Hvor længe skal jeg vente” spørger jeg vildsvinet i drømmen. Han dukker op i en lysning og underligt nok er jeg ikke bange. Vi kender hinanden fra før og derfor tøver jeg heller ikke med mit spørgsmål. ”Længe nok” svarer han nøgtern og tager et par skridt i min retning. Bag ham er træstammerne nøgne... Continue Reading →
Det er på septembers syvende dag at jeg beslutter mig for at ære tomrummet. Ubetinget tillid, kaldte Ørnen det. Jeg forstår at tomrummet er et vilkår. Det findes ikke uden. Det er zonen mellem det, der var og det, der skal komme. Her opstår alt nyt liv og alle ny livstråde. Her bor ideer, der... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 