Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
December vokser mørket stort. Skrivelyset brænder. På himlen ses en sprække af lys i en variation af grå. Jeg ser ud af vinduet med blødt fokus og forsøger at lade mig indfange. Af en tone. Af en sang. For intet er skønnere end at blive ét med det langsomme daggry. Det er jeg klar over... Continue Reading →
Din intention skal have lov til at slå rod. Skynd dig ikke, forvent ikke et for hurtigt resultat. Det er efter lukketid i Peregrinas Café, men vi går ikke hjem. I baglokalet har Caoilinn dækket bord, mens jeg rydder det sidste op ude i cafélokalet. Der mangler en bog på det vakkelvorne bord. Jeg kigger... Continue Reading →
Jeg kan mærke det, så snart jeg vågner. Kroppen er træt, men hovedet er allerede i gang. Det er slingrekurs og jeg sætter hælene i. Mine muskler spænder, jeg får ondt i baller og knæ. Healing sker langsomt og pludselig føler jeg mig som en lus mellem to negle. Kroppen og tankerne. Et ego, der... Continue Reading →
”Hvis du finder en nøgle, finder du håb” siger uglen i egetræet. ”Leder jeg da efter en nøgle?” spørger jeg og stopper op foran det krogende træ i natten. Mine øjne har vænnet sig til mørket og jeg føler mig lidt som uglen. Bortset fra, at hun har vinger, hun kan lette og flyve lydløst... Continue Reading →
De fortællinger, du skrev engang? De fortællinger, som gik i glemmebogen. Har du læst dem for nylig? Kan du huske, hvad du skrev engang? Hvordan historiemedicinen gik i dit blod, kyssede dine ører og åbnede dit hjerte? Hvordan det, du skrev, kom bag på dig med sin forunderlige kraft og evne til at ramme lige... Continue Reading →
Bøgerne er arrangeret på bordet blandt nedfaldne blade. Vi bruger ikke tid på at nærstudere titlerne, men vi lytter til følelsen af, at de ligger præcis, hvor de skal. At det er de perfekte bøger til bordet på Peregrinas Café. Selvfølgelig er jeg nysgerrig, jeg har lyst til at kaste mig over de bøger, som... Continue Reading →
Det er morgen. Det er mørkt. En del af mig sover endnu og døsigheden danser. På dynen, i rummet, hvor vi sover, Fleur og jeg. Men da jeg søvnigt løfter på gardinet og rejser mig lidt, så jeg kan kigge ud, ser jeg himlen rødme bag træerne. Daggry. Det strækker sig dovent og, bilder jeg... Continue Reading →
”Vi ærer november og det afspejles på Peregrinas Café” siger Caoilinn over cappuccino og en bladbagel. Det er søndag og vi åbner om en time. Fleur er med, hun logrer under bordet og slikker de krummer i sig, som finder hendes vej. I baglokalet har Caoilinn tændt stearinlys, vi har siddet her en stund og... Continue Reading →
Åh at være vinter, skrev jeg i min rejsedagbog, med ved jeg egentlig helt, hvad det vil sige? I mine tanker jonglerer jeg med gøremål og måder, jeg kan ære min intention på. Hvordan jeg kan kombinere mit job på Peregrinas Café med det dybe kald fra mine rødder, det indre, jordiske, den sorte muld.... Continue Reading →
Når det er for tidligt at sætte ord på, men når sjælen ved. Når to sjæle ser på hinanden og forstår uden at forcere og forsøge at italesætte det, der blot er en gnist, en glød. Sådan er det for Caoilinn og mig i det øjeblik, hvor hun husker os på, at vi kan støtte... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 